Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Tusinder af likes til Marcus

Ny ungarbejder i MENY Kalundborg fortæller sin egen historie om et høreimplantat på butikkens Facebook-side. Som 6-årig hørte han første gang lyden af en verden ”Hej Jeg hedder Marcus, nogen

Ny ungarbejder i MENY Kalundborg fortæller sin egen historie om et høreimplantat på butikkens Facebook-side. Som 6-årig hørte han første gang lyden af en verden

”Hej Jeg hedder Marcus, nogen af jer har allerede mødt mig i butikken og vi har talt sammen. Mange af Jer har spurgt indtil mit apparat, derfor vil jeg gerne fortælle Jer min historie.”

Sådan præsenterer en ny ungarbejder i MENY Kalundborg på butikkens Facebook-side den 14. juli.

Opslaget bliver omgående et viralt hit og har nu 3.600 ”synes godt om”, 252 kommentarer og 180 delinger.

Marcus fortæller i opslaget, at han blev født 100 pct. døv. Men som 6-årig var han med egne ord heldig at få indopereret CI, som gør, at han kan høre alt.

”Jeg har også mulighed for at fjerne dem og derved være i fred (det kan have sine fordele😉)” skriver han i opslaget som er ledsaget af flere fotos, så man kan se det såkaldte Cochlear Implant.

Jeg er som alle andre

Marcus er glad for, at kunderne vælger at stoppe ham i butikken, så han kan fortælle sin historie: ”For jeg er præcis ligesom alle andre. Nogle gange er det også nemmere for mindre børn at forstå det, når vi taler om det.”

Dagen efter opslaget på Facebook skulle Marcus på sommerferie og er tilbage i butikken på torsdag og har vagter igen fredag og lørdag i kassen og skal indimellem fylde varer på hylderne.

– Det bliver mærkeligt at komme tilbage igen efter den meget opmærksomhed på Facebook. Men jeg er glad for at have fået mulighed for at forklare, hvad det er for et apparat, som jeg har over øret, siger den 15-årige Marcus Tollstorff Nielsen.

 

Jobbet flytter grænser

Han går i 8. klasse og drømmer om en fremtid som arkitekt. Han elsker at tegne og er god til matematik.

Mens han går i skole, giver jobbet i MENY Kalundborg giver ham lommepenge til tøj og teknik.

– Men det allerbedste ved jobbet er, at jeg lærer en masse nye mennesker at kende og får flyttet mine grænser, fordi jeg skal forholde til mange forskellige og ikke kun nogen på min egen alder eller min familie, fortæller Marcus Tollstorff Nielsen.

Ideen til opslaget på Facebook opstod under en samtale i frokoststuen med købmand Peter Egebæk, der som enhver anden nysgerrigt spurgte til implantatet.

– Det var en helt ny verden, som åbnede sig for mig, da jeg fik implantatet. Jeg havde ikke lært tegnsprog, da lærerne til at begynde med ikke var klar over, at jeg var født døv. Jeg talte volapyksprog. Så det er ret vildt, at jeg nu sidder i kassen i MENY og kan tale med kunderne som enhver anden med normal hørelse.

Vis dig selv og medarbejderne

For købmand Peter Egebæk er Marcus’ historie med til at tegne et billede af en butik, hvor alle interesser sig for hinanden og viser et menneskeligt ansigt. Butikkens Facebook-side har 11.650 ”synes godt om”.

Ifølge digital ekspert Benjamin Rud Elberth kan ”likes” på butikkens Facebook-side betragtes som virtuel valuta for din Facebook-side. Det samme gælder delinger og kommentarer. Opslaget er med andre ord med til at skabe engagement og involvering, som kan veksles til kundestrøm.

Benjamin Rud Elberth skriver i DSK’s digitale drejebog ”Købmanden på sociale medier – for sammenhængskraft og salg”, at ”vi kan se fra hele landet, at de købmænd, der poster indhold på deres Facebook-sider og får engagement fra kunderne tilbage, også flytter på kundernes opfattelse og ikke mindst salget”.

– Facebook virker. Begynder du at formidle indhold til kunderne på Facebook, vil du i første omgang opleve, at dine kunder føler, at de lærer dig bedre at kende og har et stærkere forhold til dig. Især hvis du tør at vise dig selv og medarbejderne, forklarer Benjamin Rud Elberth.

Facebook er som en hylde med varer

– Du kan betragte din Facebook-side som din egen butik: Hvis du ikke sætter nye varer på hylderne hver dag, så vil din butik stille og roligt visne og til sidst uddø. På samme måde skal din Facebook-side helst minimum hver anden dag fyldes med nye varer på hylderne, siger Benjamin Rud Elberth og tilføjer:

– Du skal vise, at du er til stede, og at der er liv i butikken. Både fordi dine kunder skal opleve dig på Facebook, men også fordi du skal sende et signal til Facebooks algoritme om, at siden lever og er relevant for mange mennesker. Du skal fodre og massere algoritmen, så siden også på lang sigt præsterer, som du gerne vil have den til.

Købmand Peter Egebæk bruger butikkens Facebook-side til at engagere kunder og vise varer, medarbejdere, kompetencer, nyheder og tilbud.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: