Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Stevns kan få sin første borgerbutik

Købmand Karl Erik Hansen i Min Købmand Lyderslev kunne glæde sig over massivt fremmøde til borgermøde om butikkens fremtid. Målet er at sælge anparter for op mod halvanden million kr.

Købmand Karl Erik Hansen i Min Købmand Lyderslev kunne glæde sig over massivt fremmøde til borgermøde om butikkens fremtid. Målet er at sælge anparter for op mod halvanden million kr.

Banken har lukket kassen for lån. Sådan lyder budskabet i en artikel i Stevnsbladet. Derfor kan den 65-årige købmand Karl-Erik Hansen i Lyderslev mellem Rødvig og Karise på Stevns ikke udvide og modernisere Min Købmand. Den går ellers godt, og han har været butikkens købmand siden 1988.

På et borgermøde tirsdag aften i Sydstevns Klubhus blev der imidlertid taget hul på en plan, som skal sikre det lille bysamfund en dagligvarebutik de næste mange år. Ideen er at oprette et anpartsselskab, som overtager bygningerne, mens den erfarne købmand fortsætter driften og på et tidspunkt gennemfører et generationsskifte.

– Det har stor betydning for vores huspriser, at vi også har en god dagligvarebutik i fremtiden, siger borgerforeningens formand Henrik Haugaard og peger på, at det også er vigtigt for lokalsamfundet, at de unge har et lokalt sted at tage deres første skridt ind på arbejdsmarkedet.

Underdirektør Jytte Tandrup, De Samvirkende Købmand, kunne over for mere end 120 tilhørere bekræfte, at den lokale sammenhængskraft og huspriserne hænger nøje sammen med muligheden for at handle lokalt.

– Det er imponerende, at en by med 330 indbyggere møder så talstærkt op for at høre om muligheden for at etablere en borgerbutik via anparter, siger Jytte Tandrup.

Borgerforeningen håber at kunne sælge anparter på eksempelvis 2.500 kr. og samle en kapital på op mod 1,5 mio. kr., hvad en modernisering og udvidelse af butikken er budgetteret til at koste.

Butiksudviklingschef Brian Videbæk fra Dagrofa kunne fortælle, at dagligvarekoncernen med især kædekoncepterne LetKøb, Min Købmand og SPAR leverer varer til cirka 80 butikker, hvor borgerne er involveret på en eller anden måde.

Takket være Butiksdrejebogen, som er udviklet af Dagrofa, KFI Erhvervsdrivende Fond og De Samvirkende Købmænd, er etableringen af borgerbutikker blevet strømlinet.

– Lige nu er yderligere 20 borgerbutikker på vej. Gennem de seneste fem år er de især poppet op i det jyske. Og indtil videre har vi kun set en butik lukke igen, mens en anden er brændt ned, siger Brian Videbæk, der rejser rundt i landet og hjælper borgergrupper, der vil redde eller bygge en ny købmandsbutik.

– Jeg er meget glad for den støtte, som jeg dagligt oplever fra de lokale beboere, og det er også derfor, jeg bliver ved. Omsætningen fejler ikke noget. Men det handler om at sikre en lokal dagligvarebutik, for ellers risikerer man, at det bliver til ren beboelse, som man har set i bl.a. Sigerslev og Holtug, siger Karl Erik Hansen til Stevnsbladet.

Butiksudviklingschef Brian Videbæk fra Dagrofa fortæller om erfaringerne med borgerbutikker.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: