Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Sæt pris på din by og køb lokalt

Det kræver sin kvinde at være købmand i Ganløse, hvor kunderne kan vælge den lokale SPAR eller tage turen mod øst, vest, syd og nord og handle discount Købmand Charlotte

Det kræver sin kvinde at være købmand i Ganløse, hvor kunderne kan vælge den lokale SPAR eller tage turen mod øst, vest, syd og nord og handle discount

Købmand Charlotte Due Olsen glæder sig over kampagnen ”Sæt pris på din by – Køb lokalt”, selv om hun med sin SPAR i Ganløse ikke er med, når den store naboby Hillerød længere mod nord er med til at tyvstarte kampagnen i morgen.

Efter et år som ny købmand i Ganløse står det klart for hende, at hun selv har et ansvar for at fortælle kunderne, at det ikke er en naturlov med en lokal dagligvarebutik med økologi, specialvarer, betjent delikatesse, bredt sortiment og service i form af pakkeudlevering af GLS, PostNord og Dao.

Når kampen for handelslivet i lokalsamfundet næste år i september bliver landsdækkende, vil hun derfor have Ganløse med på kampagnevognen.

SPAR-butikken ligger klos op ad kirken og tæt ved gadekæret, hvor bageren med duften af friskbagt brød og kroen med den årlige revy og det ugentlige tilbud på bl.a. stegt flæsk og persillesovs er med til at sætte deres præg på levende landsby.

Drømmen om et smørhul

For et år siden realiserede hun sin drøm om at blive købmand sammen med sin ægtefælle Jimmi og kvittede det trygge lønmodtagerjob som butikschef hos købmand Søren Engberg i MENY Værløse Bymidte.

– Jeg fik at vide, at den nye SPAR i Ganløse, der var overtaget fra KIWI, ville være et smørhul uden andre konkurrenter, fortæller Charlotte Due Olsen, som nu gør status efter et krævende år med en ugentlig arbejdstid på mindst 80 timer.

– Jeg var nok lidt naiv i begyndelsen og troede, at jeg blot kunne overføre den høje butiksstandard og udstrakte service fra MENY. Det var i Værløse stærke kort i konkurrencen med mange typer af dagligvarebutikker.

– Men spillereglerne er anderledes her i Ganløse med 3.000 indbyggere. Den ene halvdel vægter kvalitet, økologi, specialiteter, inspiration, nærhed og service højt. Den anden halvdel har fokus på prisen og kan hurtigt og nemt handle discount i Veksø, Stenløse, Værløse og Lynge, fortæller Charlotte Due Olsen.

Med små; men sikre skridt er det lykkedes hende at komme de prisbevidste kunder i møde med solide eksponeringer af kampagnevarer og flerstyks tilbud på egne mærkevarer som Gestus.

– Jeg udnytter, at SPAR har en meget stærk tilbudsavis og får tilbudsvarerne frem i kundestrømmen på kvartpaller. Når kampagnen er slut, forsøger jeg at ramme en normalpris, hvor prisprofilen og avancen er i en fornuftig balance.

Trækker stikket en uge

På søndag ud på eftermiddagen kører hun med sin mand i sommerhuset og slukker telefonen. Hun har fortalt sine medarbejdere, at de første ser hende igen om en uge. Souschef Søren Petersen, der kommer fra en lukket SPAR i Roskilde, overtager styringen af butikken med 25 medarbejdere.

– Det er faktisk en milepæl for mig helt personligt at turde slippe ansvaret og kun have en smule ondt i maven. Det viser, at vi har fået nogle spilleregler med rytmer og rutiner, som nu er så forankrede hos medarbejderne, at jeg sammen med min mand kan trække mig for en stund og få ideer til udvikling af butikken.

Lokalt samlingspunkt

Hun tilføjer, at det kommende år skal butikken op i et helt nyt gear som det lokale samlingspunkt. Og det kræver opbakning fra såvel medarbejdere, kunder og lokalsamfundet.

– Medarbejderne kender deres opgaver og mine krav til standard og opfølgning. På ledelseskurser lærte jeg, at det er vigtigt med dialog og at kunne uddelegere. Men når man står på bunden og skal bygge en ny kultur op, så er man altså også nødt vil at være kontant.

– I den proces har jeg pludselig kunne spejle mig i min gamle chef Søren Engberg på en helt anden måde. Nu forstår jeg bedre, at jeg som leder og arbejdsgiver også skal kunne udøve disciplin og autoritet og være meget præcis i mine krav og forventninger.

Også kunderne og lokalsamfundet skal i endnu højere grad være fælles om butikken.

– Som ny købmand bryder man sig ikke om at skuffe de lokale foreninger, når de kommer ind i butikken og spørger, om jeg vil bidrage med sponsorater – helt eller delvist.

– Det har i den grad sprængt mit sponsorbudget det første år. Nu er jeg begyndte at spørge, hvad de lokale ildsjæle så kan bruge butikken til. Og det har allerede været lidt af en øjenåbner for dem at forstå, at det kræver gensidighed, hvis der skal være råd til fortsat at sponsere. Ingen er blevet fornærmet over det. Så jeg har gode forhåbninger til det nye år, siger Charlotte Due Olsen.

Købmandsægteparret Charlotte Due og Jimmi Olsen har det første år i Ganløse været på overarbejde for at få butikken i god gænge. De håber, at kunderne i endnu højere grad vil sætte pris på deres by og købmand. Foto: Flemming Effersøe

 

Kort om købmanden i Ganløse

Charlotte er 47 år. Inden hun blev købmand i Ganløse, har hun arbejdet 27 år i MENY Værløse Bymidte.

Som butikschef i butikken var hun kommet til tops hos den private købmand Søren Engberg. Og hun kunne have fortsat med et være butikkens kulturbærer uden økonomisk ansvar for sig selv eller sine kolleger.

Charlotte Due Olsen var nyuddannet cand. mag i spansk og korrespondent i spansk og engelsk.

Hendes bedste sparringspartner er nu ægtefællen Jimmi, der også arbejder i SPAR Ganløse.

Sæt pris på din by og køb lokalt, så har Ganløse med Charlotte i spidsen for SPAR også et levende lokalmiljø i fremtiden.

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: