Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Dalgaard er en rollemodel blandt supermarkeder

Kristen Dalgaard fra Mariager har sammen med datteren Lisbeth skabt et af Danmarks førende fødevaremarkeder. Det begyndte med 50 m2 på Peter Bangsvej på Frederiksberg i 1954. Dalgaard Supermarked i

Kristen Dalgaard fra Mariager har sammen med datteren Lisbeth skabt et af Danmarks førende fødevaremarkeder. Det begyndte med 50 m2 på Peter Bangsvej på Frederiksberg i 1954.

Dalgaard Supermarked i Hørsholm er indbegrebet af den frie købmand, hvor dyderne fra den gamle købmandsgård holdes i hævd. Her kan kunderne få alt, hvad hjerte og gane måtte begære af kolonial, delikatesser, specialiteter, fisk, kød, ost, frugt og grønt, vin og drikkevarer fra nær og fjern.

Kan man ikke lige finde sin elskede trøffelolie blandt de mere end 40.000 varer fordelt på 2.300 salgskvadratmeter, så er der god chance for, at den 88-årige købmand Kristen Dalgaard har spottet kundens søgende blik og spørger: Er der noget, vi har gemt for Dem? Og skulle kunden ønske det, så bliver det forsøgt bestilt hjem.

Selv om datteren Lisbeth for 18 år siden overtog ansvaret for den daglige ledelse af supermarkedet, med nu 120 medarbejdere og en omsætning på årligt over 100 mio. kr., så møder Dalgaard senior dagligt op i butikken i pæne sko, bukser, skjorte og slips for at yde den udstrakte service, som han lærte værdien af som kommiselev i Købmandsgården i Mariager.

Mad med kærlighed  

Han hilser jævnligt på kunder, der også handlede i butikken på Usserød Kongevej, dengang i 1962, da han lige havde overtaget en ”bette” købmandsbutik i gasbeton på bare 80 m2.

Gennem sine sine kontakter i De Samvirkende Købmænd hørte han, at butikken i Hørsholm var sat til salg af købmand Carl Nielsen.

Da han så gårdspladsen bag butikken med plads til 20 – 30 biler, opstod troen på, at her kunne han bygge og udvikle fremtidens butik: – Forretningen var indrettet til selvbetjening – det var jo en forretningsform i sin vorden.

Med daværende direktør Svend Gade i spidsen var DSK begyndt at klæde købmændene på til de nye tider med selvbetjening.

– Vi kom på flere studieture til udlandet for at se nærmere på det nye fænomen, fortæller Kristen Dalgaard og mindes, at ni ud af 10 kunder i hans nye butik i begyndelsen foretrak at blive personligt ekspederet.

Når kunderne fra store dele af Nordsjælland i dag kører til supermarkedet i Kongevejs-Centret, så skyldes det i høj grad ånden fra ”den gamle købmandsgård”, som i dag videreføres af datteren Lisbeth.

Under mottoet ”hele Nordsjællands fødevaremekka”, har Kristen Dalgaard og datteren Lisbeth, med godt lokalt funderet købmandskab, fundet en forretningsform, der giver styrke og fremdrift.

Melsække blev nøglen til læreplads

Kristen Dalgaard kom i lære i november 1943. Siden har han sat en ære i at binde sit slips hver eneste arbejdsdag.

– Jeg drømte egentlig om at blive manufakturhandler. Men der var ikke meget tøj at sælge under 2. verdenskrig. Tekstiler var, som så meget andet, en mangelvare og lærepladser derfor også en mangelvare.

Planen blev derfor, at unge Dalgaard skulle i lære som kommis i Brugsen i Løvel nord for Viborg. Men her var det en betingelse, at han kunne møde på arbejde i hvid kittel. Det kunne familien ikke skaffe, og pladsen i Brugsen røg på gulvet.

Hans mor gik derfor i gang med at sy hvide kitler af melsække, som blev afbleget, og så fik han i stedet en læreplads i købmandsgården i Mariager, der var ejet af den norske vicekonsul Frederik Johansen. Han døde samme år.

Konsul og købmand Frederik Johansen havde selv arbejdet sig op fra vanskelige kår i en skomagerfamilie. Han havde stået i lære hos en købmand i Hobro og vendte tilbage til Mariager og fik med flid og foretagsomhed etableret byens største købmandsforretning, med kolonial, isenkram, gødning, korn og foderstoffer. Ifølge gravsted.dk havde han haft magt til at forhindre Brugsen blev etableret i Mariager.

Efter læretiden i 1947 vendte Kristen Dalgaard blikket mod en købmand i Øster Tørslev nord for Randers Fjord og senere Ry Købmandsgård.

Købte butik af operasanger  

Kristen Dalgaard aftjente sin værnepligt i Telegraftropperne, men havde inden da i Ry mødt Else Marie fra Silkeborg, der var elev hos Postvæsenet. Hun skulle videreuddannes inden for Postvæsenet i København. Kærligheden var ubrydelig, og den unge kommis rejste med til ”Djævleøen” som Sjælland kaldtes i jysk folkemunde og fik arbejde hos købmænd i Hvidovre og Vanløse.

Drømmen om egen butik blev realiseret på Peter Bangsvej på Frederiksberg. Med egen opsparing og økonomisk støtte fra familien i Jylland, kunne Kristen Dalgaard købe en mindre købmandsbutik på 50 m2 på Peter Bangsvej på Frederiksberg, som var ejet af kgl. Operasanger Johs. Astrup.

– Det var en milepæl, da jeg af to købmandskolleger blev anbefalet til optagelse i indkøbsforeningen af 1901 ”Oceka”, hvad der dengang gav adgang til eksklusiv forhandling af udvalgte mærkevarer. Det krævedes, at man var en respekteret købmand med orden i sagerne, forklarer Kristen Dalgaard, der senere blev valgt ind i bestyrelsen for ”Oceka”.

Erhvervspolitisk kamp for bycenter

Efterhånden blev rammerne på Frederiksberg for snævre til at rumme Dalgaards visioner om den store købmandsgård i et supermarked. Så turen gik til Hørsholm, hvor han hurtigt blev hvirvlet ind i et lokalt magtspil mellem politikere og erhvervsliv.

Op gennem 1960’erne var der cirka 100 små butikker på Usserød Kongevej. På rådhuset drømte politikerne om at flytte de forretningsdrivende på Usserød Kongevej til et nyt, stort indkøbscenter ved Dronningedammen i den sydlige ende af Hørsholm.

Kongevejens handlende samlede sig i en erhvervsforening i protest mod planerne og fik opstillet deres egen kandidat på liste C til byrådet.

– Det var en dygtig fuldmægtig fra Privatbanken på Usserød Kongevej, som det lykkedes os at få valgt ind med det næststørste personlige stemmetal. Det lykkedes herefter for de handlendes repræsentant at få flertal for at udlægge et areal til et lokalcenter på Usserød Kongevej, hvilket blev startskuddet til Kongevejs-Centret, som stod klar november 1971, fortæller Kristen Dalgaard.

Året efter åbnede byens store indkøbscenter Hørsholm Midtpunkt. Selv om konkurrencen har været stor, har begge centre klaret sig godt ifølge Dalgaard.

Netop Dalgaard Supermarked har været den ankerbutik i Kongevejs-Centret, der har skubbet til udviklingen – enten som lejer eller ejer af Centret og endda en periode også som en kombination af både lejer og ejer.

Tolv år efter åbningen af den nye større butik i Kongevejs-Centret var Dalgaard igen ved at vokse ud af rammerne, så da Kristen Dalgaard fik mulighed for at købe den grund, som delte centret i to dele, blev Kongevejs-Centret bygget færdig.

For seks år siden blev Kongevejs-Centret udvendigt renoveret for 22 millioner kroner – præcis samme beløb som det kostede at opføre centret i 1970-71.

Discountfeber

Tyske Aldi var rykket over grænsen til Danmark i slutningen af 70’erne, og Kristen Dalgaard forudså, at den nye butiksform med begrænset sortiment og lave priser ville komme til at udvikle sig. Derfor slog Kristen Dalgaard dørene op for KC Lavpris ved siden af sit eget Dalgaard Supermarked i 1978.

Siden har discountbutikkerne erobret op mod halvdelen af dagligvaremarkedet, og Kristen Dalgaard var med på sidelinjen helt frem til 2003, hvor KC Lavpris blev lukket i forbindelse med en udvidelse af Dalgaard Supermarked og indledning af samarbejdet med SuperBest kæden.

– Hidtil havde jeg, stort set, holdt mig uden for kædemarkering for at bevare størst mulig frihed til at tegne min egen profil. Men efterhånden som kæderne blev stærkere, tørrede markedsføringstilskuddene fra industrien ud. Jeg valgte derfor at indlede et samarbejde med det daværende SuperBest, men da jeg her blev forpligtiget til også at føre kædens discount sortiment i supermarkedet, gav det ingen mening at bevare KC Lavpris som selvstændig discount butik, forklarer Kristen Dalgaard.

Op gennem det første årti i det nye årtusinde bevægede Dalgaard Supermarked sig under datteren Lisbeths ledelse imidlertid konceptmæssigt væk fra SuperBest. Drømmen om et gourmetmarked med betjente fødevareafdelinger og specialiteter fra hele verden matchede ikke ambitionerne i SuperBest.

Siden fandt Dalgaard og SuperBest sammen igen, da kæden besluttede at genopfinde sig selv som fødevaremarked.

– Brandet SuperBest blev ulykkeligvis spoleret, da en lille håndfuld butikker i kæden ikke havde styr på fødevarereglerne. Det viser med al tydelighed, at en kæde ikke er stærkere end det svageste led. Heldigvis har Dagrofa og MENY, som vi nu arbejder sammen med, et team, der sammen med DSK’s fødevareeksperter giver os en rolig nattesøvn, siger Kristen Dalgaard.

Kristen Dalgaard, 88 år, holder sig frisk ved hver dag at møde op i Dalgaard Supermarked og tage en snak med kunderne.  Fotos Flemming Effersøe  

Sådan så butikken ud, da Kristen Dalgaard overtog den. 

Sådan ser den ud i dag.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: