Nyheder

REMA 1000 i Rødbyhavn klar til tusinder af ”Tunnelbisser”

15. januar 2019
             
    

Købmand Kim Rubæk Lunddahl har siden 2016 haft ansvaret i verdens sydligste REMA 1000, og han ruster sig nu til 10 travle år med tunnelbyggeri under Femern Bælt

REMA 1000’s sydligste butik er blevet en veritabel vækstmotor. Omsætningen har siden åbningen af butikken kun været stigende, og nu kommer der så et ekstra kraftigt skub på vækstmotoren. Købmandens dedikerede mål er fordobling i forhold til, da han tog over for næsten tre år siden.

– Byggeriet af tunnelen under Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland kommer til at forandre Rødbyhavn de næste 10 år, siger købmand Kim Rubæk Lunddahl, der forventer et stort rykind af ”Tunnelbisser” i butikken, når de for alvor har etableret sig i en camp lidt uden for byen.

For tiden bor ca. 1300 mennesker i Rødbyhavn, hvilket også er antallet af ekspeditioner på nogle af de travle dage i butikken. Byggeriet skaber 4.000 arbejdspladser om året i byggefasen – 3.000 i Danmark og 1.000 på tysk side. For hver arbejdsplads, der skabes på selve byggeriet, skabes én arbejdsplads hos en underleverandør, oplyser Femern A/S.

Det er det største enkelte anlægsprojekt i Skandinavien og verdens længste sænkede tunnelforbindelse på 18 km. Det tager nu 45 min. at sejle fra Rødbyhavn til Puttgarden, og når tunnellen er færdig, vil det kunne gøres på otte min. i tog.

Mens den 45-årige købmand venter på de nye kunder, har han travlt med at åbne nye fronter for at få mere kundestrøm ud af det eksisterende markedsgrundlag: – Glade kunder kommer igen. Det at kunne præstere lidt mere, end der bliver forventet, får det hele til at fungere lidt bedre.

Vigo til storkunder

Som den første i kæden tester han en helt ny version af Vigo. Den deleøkonomiske indkøbsservice er oprindelig udviklet til almindelige kunder, der gerne vil tjene lidt ekstra på at handle for andre.

– Vi øver os lige nu på en større offentlig institution, hvor der er 300 medarbejdere og 70 indsatte. Det giver blod på tanden for begge parter, at de kan spare 20-30 pct. på deres dagligvareindkøb og samtidig spare tid.

– Vi bruger lidt mere tid på at hjælpe med at pakke ordren. Men ofte samler vi sammen for over 3000 kr. ad gangen, hvad der er med til at gøre det lønsomt for både mig og kunden, siger Kim Rubæk Lunddahl og peger på, at ordningen også er med til at styrke og løfte lokalområdet.

Testen for storkunder gik i luften den 23. september 2018, og der er allerede koblet flere større kunder på projektet.

REMA 1000 i Rødbyhavn har også mulighed for at støtte lokalt via enkelte producenter. F.eks har butikken øl fra Krenkerup, oste fra Storstrøm og Maribo-øl.

I frokoststuen peger købmanden på to vigtige pejlemærker i den daglige drift. På den ene væg hænger en plakat med de otte værdier, som er formuleret af kædens norske grundlægger Odd Reitan, og på en anden væg hænger print med tal for udviklingen i salget helt ned på varegrupper, dag for dag og uge for uge.

– Jeg elsker tal. De gør vores handlinger transparente. Hvor halter det? Hvor skal vi have ekstra fokus? Her kommer det gode købmandskab ind i billedet ved at kende sine kunder og forstå deres behov. Det er jo ikke uden grund, at kæden har leveregler som ”kunden er vores øverste chef”, og ”vi skal motivere til vinderkultur”, forklarer Kim Rubæk Lunddahl.

Rødbyhavn skal ranke ryggen

Vinderkulturen forsøger han at give kunderne med ud af butikken sammen med varerne. Det er nemt at forfalde til tristesse og sortsyn i et område af landet, hvor udviklingen i årevis har stået stille. Alene indbyggerantallet er faldet med fem pct. enkelte år.

– En af min gode kunder havde en lidt negativ attitude til livet/området. Så tog jeg en snak med hende på kontoret om visionerne og mulighederne for lokalområdet.

– Tænk bare på ferieparadiset Lalandia med en halv million besøgende årligt, den farverige og folkelige Western Camp, som tiltrækker tusindvis af campister og ikke mindst planerne om at bygge en ny udgave af Danmarksringen med overskydende jord fra tunnelbyggeriet. Den bliver Nordeuropas største racerbane og vil trække endnu flere turister til Rødbyhavn, fortæller Kim Rubæk Lunddahl.

Kunden forlod butikken med en lidt mere rank ryg. Og næste gang han hilste på hende i butikken, var der kommet glimt i øjnene. Nu er der også noget at snakke om, og mulighederne og visionerne er blevet sat mere i perspektiv.

Dobbelt op om sommeren

Det er spændingsfeltet mellem de lokale kunder, som har et traditionelt forbrug og ikke lader sig påvirke af tidens trends inden for økologi, dyrevelfærd, gluten eller laktosefrie varer, og på den anden side gæsterne fra hele Sjælland, som udfordrer købmanden og hans medarbejdere til hele tiden at arbejde med sortimentet.

I sommersæsonen er der ekstremt mange turister i Rødbyhavn.

– Der er en kæmpe kulturforskel på REMA 1000 i Hammerichsgade i København, hvor jeg var købmand gennem fire år. Her kunne jeg sælge økologi i store, rå mængder, glutenfrie produkter og øvrige varer, som rakte ud over basissortiment. Bagsiden af medaljen var, at jeg kunne tage butikstyve flere gange i løbet af ugen.

– Det er slet ikke relevante temaer her i butikken, hvor det i stedet gælder om at være tæt på kunden – også på det personlige plan, siger købmanden.

Han har fået købmandslivet ind på livet fra barnsben. Så snart han fik lov, gik han til hånde i sin fars butik i Rødbyhavn. Og senere i de butikker faderen fik bygget i Sakskøbing.

– Min far ejer stadig en række butikslokaler, selv om han i mange år har arbejdet som chauffør. Nu kommer han her i butikken hver torsdag for at hjælpe til, fortæller Kim Rubæk Lunddahl.

Drømmen om den selvstændige frihed

Siden elevtiden i Favør Vordingborg og i en række baglandsfunktioner i Dagrofa har Kim prøvet en del inden for detail, som er det, han altid har drømt om. Målet var allerede klart som dreng, at der skulle stå ”Købmand” på visitkortet.

– Jeg drømte om at rejse til Grønland og blive rig på at arbejde hårdt. Mit første udlandseventyr blev dog hos den irske supermarkedskæde Superquinn. Efterfølgende var jeg Tyskland, hvor jeg har arbejdet i seks år. Udlandsrejserne har været med til at gøde jorden for mine visioner og evnen til at sætte mål.

Leveregler, som ” intet er så godt, at det ikke kan forbedres” er gennemgående tema i livsstilen – både i karrieren, jobbet og familien.

Købmanden fortæller stolt om sin ældste datter, som for nylig er blevet verdensmester i discodans. Et mål, som hun havde sat sig flere år tilbage, fordi det er noget hun har lært hjemmefra.

– Min yngste datter, som skal konfirmeres i år, vil gøre sin storesøster kunststykket efter – bare som endnu yngre.

Nordeuropas største grænsehandelsbutik

Som varehuschef i Nordeuropas største grænsehandelsvirksomhed var Kim Rubæk Lunddahl med til at udvikle Scandlines Bordershop i Puttgarden og Sassnitz fra begyndelsen.

Bordershoppen i Puttgarden åbnede i 2001 og er med sine over 6.000 m² (2000 m2 ved åbningen) og over 100.000 kunder om måneden i dag én af verdens største grænsehandelsbutikker og samtidig verdens eneste flydende grænsehandelsbutik.

– Jeg var med til at udvikle omsætning til nye højder og nåede at ansatte 65 medarbejdere på ét år, inden jeg stoppede i 2005, fortæller Kim Rubæk Lunddahl, som 10 år senere var på kort visit hos Fleggaard som souschef i Burg og butikschef i Heilligenhafen.

– Som købmand i Danmark er vi underlagt en ulige konkurrence i form af afgifter, moms og andre fordyrende led i forhold til vores nabolande, men det er der forhåbentligt rettet op på inden 2028, hvor tunellen skal være færdig, for ellers vil fremtiden se dyster ud.

Byggeriet af den faste forbindelse under Femern Bælt mellem Rødbyhavn og Puttgarden vil frem mod 2028 forandre Rødbyhavn, som bliver omdrejningspunktet for en stor byggeaktivitet. Købmand Kim Rubæk Lunddahl forventer at kunne fordoble omsætningen i REMA 1000. Foto: Flemming Effersøe