Ikke alle overlever – så bak ildsjælene op
Hver tredje dansker vil gerne bo på landet, men det er kun hver femte, der gør det. Så selvom mange kunne tænke sig at bo på landet, så er der en række forhold, som gør, at landsbyerne står som tabere i konkurrence om bosætning til de større byer, når det kommer til stykket.
Af Søren Møller, formand for DGI, og John Wagner, adm. direktør, De Samvirkende Købmænd, medlemmer af erhvervsministerens Udvalg for Levedygtige Landsbyer.
Vi har igennem de seneste 50 år brugt rigtig mange penge på at gøre de større byer meget bedre at leve i. Op mod 80 milliarder er der brugt på byfornyelse i de større byer, hvor meget er nedrevet, og resten er renoveret og ført op til moderne standard. Samtidig er mange flere milliarder investeret i uddannelse, kulturudbud og infrastruktur primært i de større byer.
I det lys giver det god mening at investere lidt mere i at gøre landsbyerne attraktive igen. Det er i virkeligheden ikke så meget, der skal til. Udvalget for levedygtige landsbyer foreslår, at staten afsætter minimum 330 mio. kr. om året de næste ti år til oprydning og fornyelse i landsbyerne. Pr. borger taler vi i runde tal om en tiendedel i forhold til investeringen i byfornyelse i de større byer. Vi kunne også sammenligne med de 12 mia. kr., som regeringen ønsker at øremærke til nedrivning og omdannelse i ghettoområder.
Urbaniseringen er en trend i hele verden. Danmark er i forhold til resten af Europa mindre urbaniseret, men lige nu sker urbaniseringen i Danmark hurtigere end i resten af Europa. Urbaniseringen i Danmark sker på to niveauer. Dels sker der en tilflytning til de største byer og især hovedstadsområdet og det østjyske med Aarhus som centrum. Samtidig sker der også en fraflytning fra det åbne land og de mindste landsbyer til de større landsbyer og mindre provinsbyer.
Denne dobbelt urbanisering har slået dele af boligmarkedet i stykker. Den faldende efterspørgsel gør, at nogle er “fanget” i deres nuværende bolig og ikke kan skifte til en mere egnet bolig, når de bliver gamle, bliver skilt eller får arbejde i en anden by. Og de, der vil købe, kan ikke låne til boligerne, fordi banker og realkreditten må tage højde for risikoen for, at køberne ikke kan sælge igen, hvis vedkommende bliver skilt eller skal flytte efter andet arbejde. Der er således tale om en ond spiral af faldende efterspørgsel og overudbud. Og jo længere væk fra de store byer, desto værre er spiralen. Flere og flere forladte og forfaldne ejendomme forstærker denne nedadgående spiral.
Det er vigtigt, at man ikke skærer alle landsbyer over en kam. Hvis der et godt regionalt arbejdsmarked, god infrastruktur, adgang til landskab og natur, gode skoler og institutioner og et godt lokalt sammenhold, så oplever mange, at landsbyerne er rammen om et godt liv. Men der er landsbyer og områder, som er så voldsomt udfordret, at der bør ske en rekonstruktion af både bebyggelsen og anvendelsen af området for at skabe en god fremtid. Vi kan skabe vækst og udvikling i hele Danmark, men ikke i hver eneste landsby.
Vi repræsenterer de lokale dagligvarebutikker og det lokale foreningsliv. Begge steder er der mange ildsjæle, som har denne problemstilling tæt inde på livet, og hvis de kører træt og lukker dagligvarebutikken og slukker lyset i klubhuset, så går det stærkt ned ad bakke. Samtidig anerkender vi, at verden af i morgen ikke er den samme som i går, og at der skal ske tilpasninger. Derfor er det afgørende vigtigt, at kommunerne og de lokale ildsjæle finder hinanden i en realistisk og strategisk tilgang til problemerne. Ildsjæle kan ikke løfte opgaverne alene, og kommunerne kommer ingen vegne uden kræfterne i det lokale erhvervsliv og foreningslivet. Det viser udvalgets mange besøg rundt i landet med al tydelighed.
Det gør ondt, når folk oplever, at udviklingen går forbi dem, og der er udsigt til tilbagegang. Når det er sagt, så oplever vi ved møderne rundt om i landet både et stort engagement og en stor realisme. Vi taler ikke om at lukke og slukke i landsbyerne, men med nutidens transportmidler og sociale medier kan man med fordel se sig som en klynge af landsbyer med fælles muligheder og opgaver. Og for nogle landsbyer er det et bedre scenarie at være 10 huse med natur og marker imellem, end 30 huse hvoraf halvdelen står tomme. Det ved man godt derude, men man har brug for hjælp til at komme over den pukkel af ikke brugbare bygninger, som står i vejen.
Erhvervsministerens Udvalg for Levedygtige Landsbyer kommer med 17 anbefalinger, som til sammen vil skabe flere levedygtige landsbyer. Udvalgets mest vidtgående forslag er, at kommunerne skal forpligtes til at udarbejde handlingsplaner for truede landsbyer, og at der skal være adgang til et katalog af særlige indsatser, hvis et område opfylder følgende kriterier:
- Tomme og funktionstømte bygninger præger gadebilledet og eller landskabet.
- Der er meget begrænset tilbageværende offentlig eller privat service eller fritids- og kulturliv.
- Der er ikke umiddelbart økonomiske, fysiske, kulturelle eller naturmæssige potentialer for bosætning og investeringer i området.
- Der er et svagt borgerengagement.
Vi forestiller os, at en rekonstruktion indeholder en grundig analyse af området, en redegørelse for bygningsmassen, dens stand og forfatning, udviklingen i landbruget og det lokale erhvervsliv, natur, miljø og klimaforhold og den eksisterende infrastrukturs anvendelighed og tilstand. Analysen skal også pege på en eller flere afgørende kvaliteter og målsætninger for landbrugsproduktion, naturgenopretning, energiproduktion i form af biomasse, solceller eller vindmøller, turisme eller andet, som giver mening i forhold til lokale kvaliteter.
På baggrund af dialog med lokale lodsejere og borgere foreslår vi, at kommunen så opstiller målsætninger for rekonstruktionen af området og udarbejder en rekonstruktionsplan. Ved udarbejdelsen af denne plan gives der en række beføjelser og redskaber. Derfor foreslås, at regeringen etablerer et “rejsehold”, som kan hjælpe kommunerne og være en garant for helhed og sammenhæng i planen. Lige nu er der et spændende projekt i gang i Tøndermarsken i et samarbejde mellem Mærsk-fonden, Realdania og Tønder Kommune. Det er et stort samlet initiativ og en investering, som minder om vores forslag til rekonstruktionsmodeller. Nu venter vi på, at partierne på Christiansborg griber bolden. Kommunerne og ildsjælene er klar derude.
