Danmark har et pant- og retursystem, der med rette mødes med stor interesse fra udlandet.
Af Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør, De Samvirkende Købmænd, DSK
I runde tal kommer 9 ud af 10 emballager med pant nemlig retur, hvad er særdeles imponerende – især i betragtning af, at der indføres årligt anslået ca. ¾ milliard dåser fra de tyske grænsehandelsbutikker, der er uden pant og hvor ellers identiske emballager let kan forvirre forbrugerne.
Flere politikere har foreslået en udvidelse af pant- og retursystemet med emballager til f.eks. juice, saft og visse mejeriprodukter. Det er da også en besnærende tanke at udvide noget, der i dag fungerer rigtig godt.
Eller?
En udvidelse af pantsystemet kan medføre mere og bedre genbrug, da retursystemet kan håndtere mere ensartet plast – såkaldt rene fraktioner – end kommunerne magter i den almindelige indsamling fra husstandene. Dermed er det muligt at genbruge drikkeemballagerne til nye former for fødevareemballager, og det er naturligvis positivt og selve essensen af cirkulær økonomi.
Det er dog åbenlyst, at emballager med pant skal kunne aflæses i butikkernes pantautomater. Dermed udelukkes emballager i karton og folie, ligesom en flaske som udgangspunkt skal være rund for at kunne blive aflæst hurtigst muligt. Der skal heller ikke være problemer med bakterier og hygiejne, for selv om miljø (pant) og fødevarer (fødevarekontrollen) er et og samme ministerium, kan ”flaskerummene” hurtigt blive meget uappetitlige, hvis pantsystemet udvides med produkter, der i uåbnet stand kræver køl, og som kan blive en fest for skadedyr under de forkerte forhold, når emballagerne er tomme.
Omkostningsmæssigt er det heller ikke gratis. Fødevareproducenterne betaler via gebyrer på de enkelte varer for driften af pant- og retursystemet. Butikkerne har omkostninger til f.eks. automater, husleje og medarbejdere, hvilket samlet set – med høj moms og eventuelle afgifter – gør varer i danske butikker dyrere end tilsvarende varer uden pant i f.eks. de tyske grænsehandelsbutikker.
Selv om opbakningen til pantsystemet er massiv hos forbrugerne, er der samtidig mange, der opfatter pant som irriterende og derfor handler f.eks. sodavand i Tyskland fremfor i Danmark. Sodavandsafgiften er afskaffet, men der handles fortsat op imod 400 millioner pantfrie dåser alene med sodavand årligt på den tyske side af grænsen. Der har vi samtidig forklaringen på, hvorfor lige præcis de tyske grænsehandelsbutikker ikke opkræver den pant, der ellers opkræves af samtlige andre tyske butikker – også butikker ved Tysklands øvrige otte landegrænser overfor deres nabolande.
Pant på flere produkter vil altså på den ene side være positivt for miljø og den cirkulære økonomi, men på den anden side vil det medføre højere omkostninger for både producenter og detailhandel, og dermed dyrere varer i danske butikker. Det svækker konkurrencen i detailhandelen, og gør det dyrere at være dansker – også selvom man som kunde afleverer sin pantemballage igen, for selve driften af pant- og retursystemet er ikke gratis.
Det er et politisk valg, men som altid er omtanke og klare konsekvensanalyser at foretrække fremfor hurtige udmeldinger.
