Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmandsægtepar i Møldrup er femte generation i samme butik

Købmandsægteparret Pia Ambrosius og Hans Peter Andreasen er femte generation i Møldrup. Byen har haft en købmand siden 1898. Nu venter en stor områdefornyelse Hancock-lastbilen holder foran Min Købmand i

Købmandsægteparret Pia Ambrosius og Hans Peter Andreasen er femte generation i Møldrup. Byen har haft en købmand siden 1898. Nu venter en stor områdefornyelse

Hancock-lastbilen holder foran Min Købmand i Møldrup. Nye forsyninger af fustager og flasker fra bryggeriet er på vej til butikkens kunder.

I Møldrup nord for Viborg er Hancock fra nabokommunen Skive det lokale øl.

– Hancocks fadøl er for det meste på hanerne, når der er fest, møder og sammenkomst, fortæller købmand Pia Ambrosius Andreasen, som på kundernes bestilling tager fustager hjem til butikken.

Store stabler af 30 styks ølkasser på butikkens lager fra Carlsberg/Tuborg vidner om, at en håndbajer fra København også går an på disse kanter nær det kronjyske.

– Vores kunder efterspørger ikke ”hipsterøl” fra mikrobryggerier. De foretrækker en Høker Bajer eller Old Gambrinus fra Hancock, forklarer købmanden, der som det mest naturlige kender alle sine kunder og smiler lidt af kædens nye reklamekampagne ”Min Købmand – kender dig godt”.

– Selvfølgelig gør vi det. Det er jo ikke noget, vi normalt skilter med. Det er en naturlig del af det at være købmand i et lokalmiljø, hvor købmandskabet også handler om at engagere sig både i kundernes og byens liv. Måske er det anderledes i København?

Nu hvor butikken har fået besøg fra København, vil købmanden gerne sende et signal om, at hun synes, at det er ærgerligt, at der ikke kommer flere end de nuværende 12 pantstationer: –  Det er bøvlet og uhygiejnisk i en fødevarebutik. Vores håndteringsgodtgørelse dækker ikke udgiften. Samlet set vil det være bedre, hvis flasker og dåser blev afleveret på den lokale genbrugsstation. Jeg tror ikke, at det vil koste kundestrøm.

5. generation

Pia Ambrosius Andreassen er femte generation i butikken. Hendes tipoldefar åbnede butikken i 1898 og i 1995 overtog hun butikken efter sine forældre Jørn og Birgit.

Siden har hun sammen med sin mand Hans Peter udviklet butikken og ombygget den af flere omgange, så salgsarealet nu udgør 450 m2. Omsætningen har stabiliseret sig på et fornuftigt niveau.

Øl, vin, blomster og gaveartikler udgør en stor del af butikkens omsætning. I butikkens nonfoodområde kan kunderne gå på opdagelse og lade sig inspirere til tonerne af stemningsfuld musik fra butikkens højttalere.

– Vi tog et afgørende spring ind i fremtiden, da vi i 2002 væltede stuehuset i tilknytning til butikken og udvidede forretningen. Samtidig byggede vi ny privatbolig længere oppe i Møldrup, fortæller Pia Ambrosius Andreasen.

Hun glæder sig over, at byen – trods en vis stagnation siden kommunesammenlægningen i 2006 – har gode muligheder for udvikling. Viborg Kommune har netop taget 1. spadestik til en områdefornyelse til godt otte mio. kr.

Borgerne i Møldrup kan bl.a. se frem til et nyt torv, byskov, sansehave, trafiksanering, kulturhus i  gamle stationsbygning og flere farver i byrummet.

Købmandsægteparret bruger det meste af deres tid på butikken. Men over tid er rollefordelingen blevet sådan, at det er Pia, der er butikkens ansigt indadtil, mens Hans Peter klarer det administrative og er ansigtet udadtil. Han er medlem af handelsstandsforeningen, handelsrådet, erhvervsrådet og medlem af bestyrelsen i energiselskabet ENIG.

– Diskussionerne om områdefornyelsen begyndte for 10 år siden. Det var kort tid efter, at Møldrup kommune blev en del af Viborg Kommune. Ideerne blev mere konkrete for fem år siden. Og nu er arbejdet gået i gang. Forhåbentlig kan det gøre Møldrup endnu mere attraktivt som bosætningsby og tiltrække flere turister. Den natursmukke cykelsti på den nedlagte Himmerlandsbane går jo lige gennem byen, siger Hans Peter Andreasen.

Områdefornyelse er netop begyndt i Møldrup, som udover købmanden har en bager, pizzeria, genbrugsbutik, farvehandel, tøjbutik, møbelsnedker, møbelpolstrer, byggemarked, skole, bibliotek og børnehave. Dertil kommer flere store arbejdspladser som ingrediensfabrikken Scanflavor, BM Autoteknik og printpladefabrikken Selektro. Der bor 1.300 i Møldrup. Foto: Flemming Effersøe.

Ikke flere pantstationer

12 byer i Danmark blev udvalgt til at teste et supplement til flaskeautomaterne. Forbrugerne fik mulighed for at aflevere deres tomme flasker og dåser på særlige pantstationer, som Dansk Retursystem, fik bygget.

Bl.a. i Helsingør, Randers og Horsens har mange forbrugere ændret deres vaner og kører nu til pantstationen, når de har fyldt deres pantsæk med tomme emballager – i stedet for at aflevere flasker og dåser i flaskeautomaterne. Hver pantstation har i gennemsnit modtaget 2,5 mio. tomme emballager på et år.

– Vi kan se, at forbrugerne i de områder, hvor pantstationerne ligger, er glade for løsningen. Faktisk siger 97% af dem, der har prøvet at aflevere pant på pantstationen, at de er tilfredse eller meget tilfredse, siger Lars Krejberg Petersen, der er adm. direktør i Dansk Retursystem.

Selv om testen på sin vis afstedkommer flotte resultater, så er beslutningen at bibeholde de nuværende pantstationer – men ikke udvide konceptet yderligere.

– Finansieringen og driften er desværre ikke rentabel, og vi har derfor besluttet, at vi ikke udvider konceptet yderligere. Det skyldes blandt andet, at den indsamlede volumen pr. pantstation er for lille. Forbrugerne hælder fortsat til at benytte det store netværk af flaskeautomater, som detailhandlen tilbyder, og det er også helt i orden. Det vigtigste er, at de tomme emballager bliver afleveret, så de kan blive genanvendt til nye drikke- og fødevareemballager, siger Lars Krejberg Petersen.

Dansk Retursystem fortsætter med at drive de 12 pantstationer ligesom miljøvirksomheden fortsat har ansvaret for at indsamle danskernes tomme dåser og flasker og sørger for, at de genanvendes og laves til nye emballager. I 2016 afleverede danskerne 1.150.000.000 emballager med pant til genanvendelse. Det svarer til 3.500.000 tomme flasker og dåser hver dag.

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: