Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Nordjysk købmand crowdfunder sig til overlevelse

Købmand Hanne Degn i Ravnkilde ved Rold Skov kunne se mørke økonomiske skyer trække sig sammen over butikken Min Købmand. Hun kaldte selv fremtiden for ”op ad bakke” og kunne

Købmand Hanne Degn i Ravnkilde ved Rold Skov kunne se mørke økonomiske skyer trække sig sammen over butikken Min Købmand. Hun kaldte selv fremtiden for ”op ad bakke” og kunne ikke afvise, at butikken måtte lukke.

Advarselslampen var tændt. Derfor gik en lokal gruppe med ildsjælen Anne-Mette Bak Nielsen i aktion i oktober i fjor for at finde en løsning, som kunne redde den lukningstruede butik. Det viste sig, at mange borgere i byen, der rummer under 500 beboere, fortsat ønskede at kunne handle lokalt.

Kronen på værket blev leveret i sidste uge på ladet af en lastbil.  Den lokale vognmand Lars Jensen kunne på vegne af borgerne i Ravnkilde sogn overrække et borgerlån på 450.000 kr. til købmanden, som var tydeligt berørt. På billedet øverst ses Hanne Degn og hendes mand Finn Jensen.

De lokale var stimlet sammen for at vise deres opbakning til købmanden, mens TV2 Nord var på plads med kamera og reporter.

På 20 dage var det lykkedes at rejse 450.000 kr. via crowdfunding. Lånet kom fra over 100 lokale privatpersoner og virksomheder, som bidrog med beløb fra 200 til 37.800 kr. Netop den lokale forankring af netværkslånet er med til at sikre et tættere forhold mellem købmand og kunderne.

– Det er helt fantastisk, at vores lokalsamfund står sammen og bakker op om at bevare købmandsbutikken. At lånet kommer fra lokalområdet er enormt vigtigt, for det er deres opbakning, som butikkens overlevelse afhænger af i fremtiden, siger Anne-Mette Bak Nielsen.

I landsbyer er købmandsbutikken ofte en hjørnesten i lokalområdet. En analyse foretaget af Dansk Ejendomsmæglerforening for De Samvirkende Købmænd viser, at huspriserne ofte falder med 10 pct. eller mere, når den sidste dagligvarebutik lukker.

Landdistrikternes Fællesråd oplever, at der faktisk er masser energi og virkelyst i de små lokalsamfund, men at de lokale ildsjæle ikke altid har de rigtige værktøjer.

De Samvirkende Købmænd mener, at der er perspektiver i at kopiere modellen med borgerlån via crowdfunding til andre landsdele.

– Vi bliver ofte kontaktet af købmænd, der har fået nej af bank og/eller realkreditinstitut til nødvendige investeringer, og her kan crowdfunding være redningen, der samtidig skaber større lokal opbakning til butikken, siger adm. direktør John Wagner, DSK.

Om Netværkslån

Et netværkslån adskiller sig fra et almindeligt virksomhedslån ved at låntager ikke kreditvurderes. Derudover skal låntager selv finde långivere gennem crowdfunding. I det her tilfælde er crowdfundingen foregået på Lendinos platform. Lendinos digitale løsning sørger for overførsler fra långiver til låntager og efterfølgende for at tilbagebetalinger kommer tilbage til långiver.

Lendino blev stiftet i begyndelsen af 2014 med en vision om at sikre nemmere og billigere erhvervslån til danske virksomheder og samtidig levere en attraktiv investeringsmulighed for private og professionelle investorer. Lendino har formidlet ca. 70 mio. kr. i erhvervslån. Dertil formidler Lendino også netværkslån, der primært henvender sig foreninger og virksomheder med et stort netværk.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: