Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmands-lobbyist med konservative dyder

Adm. direktør John Wagner fejrede i fjor sit 20 års jubilæum i De Samvirkende Købmænd, DSK. Gennem et par årtier er han i kraft af sin synlighed i den offentlige

Adm. direktør John Wagner fejrede i fjor sit 20 års jubilæum i De Samvirkende Købmænd, DSK. Gennem et par årtier er han i kraft af sin synlighed i den offentlige debat blevet synonym med købmændenes brancheorganisation.

Lørdag den 19. marts fylder han 60 år. Det bliver markeret med en reception dagen før – fredag den 18. marts – i DSKs nye domicil på Islands Brygge 26 i København.

Som søn af en brugsuddeler i Albertslund har John Wagner fra barnsben været tæt på en levende og dynamisk hverdag med salg af dagligvarer. Men interessen for sportssiderne i formiddagsaviserne, som han hver dag dykkede ned i efter skoletid på faderens kontor, vækkede hans politiske nysgerrighed. Aviserne blev læst bagfra for at få sporten først, og uundgåeligt nåede den unge Wagner frem til spalterne med den politiske journalistik.

Den politiske glød blev for alvor tændt med valget af VKR-regeringen i 1968 og fik næring af historietimerne i skolen. Som 14-årig meldte han sig – stærk fascineret af Poul Møller – ind i Konservativ Ungdom og blev som 18-årig landsformand for Sammenslutningen af Konservative Uddannelsessøgende. Dermed var kursen lagt til rette for en lang karriere inden for den politiske journalistik på førende danske dagblade og dansk politik.

I 1979 blev John Wagner, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole, politisk reporter ved Jyllands-Posten. Fra 1982-1984 var han leder af avisens politiske redaktion og souschef for JP’s redaktion i København. Siden kom han til Weekendavisen og Børsens Nyhedsmagasin og blev politisk redaktør og debatredaktør på Berlingske.

I 1988 blev han generalsekretær i Det Konservative Folkeparti, headhuntet af daværende statsminister Poul Schlüter, men ikke upåvirket af indre stridigheder forlod han stillingen i 1992 for at blive direktør for Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende.

Respekten for kunderne og dermed købmændene har været et grundstof for Wagners virke som adm. direktør for DSK. Med politisk tæft og journalistisk blik for nyhedernes liv har han givet købmændene en markant stemme i forhold til emner som planlov, lukkelov og grænsehandel.

Han er kendt som en leder, der sætter sig selv i førersædet, når DSK kæmper de store slag på den politiske scene for at skabe bedst mulige rammevilkår for købmændene i MENY, SPAR, KIWI, Min Købmand, Let Køb, Rema 1000 og 7-Eleven, ABC Lavpris og Løvbjerg.

Som lobbyist arbejder John Wagner lige hjemmevant på Christiansborgs gange og det sociale medie Twitter, hvor han bliver fulgt tæt af mere end 1.000 følgere; deriblandt mange medier, politikere og andre brancheorganisationer. Og han nås også døgnet rundt på mobiltelefonen bortset fra fire timer lørdag formiddag i golfsæsonen, hvor han svinger køllerne enten i Furesø eller Dragsholm.

John Wagner fremhæver, at planloven har forhindret en svensk butiksstruktur med døde bymidter, storcentre ved indfaldsvejene til de større byer og manglende dagligvarebutikker i landdistrikterne:

– I Danmark er der simpelthen grænser for »galskaben«, og vi overlader ikke hele vor fysiske planlægning til sagesløse kommunalbestyrelser, som kortsigtet lader sig besnære af developere uden samfundsansvar, skrev han for nyligt i et debatindlæg, hvor han noget utraditionelt lagde op til en folkeafstemning om planloven, hvis den skulle ændres som foreslået af regeringspartiet Venstre.

Som konservativ er John Wagner fortaler for rimelighed og anstændig i alle livets forhold. Hvad der bliver omsat til praksis, når han som domsmand medvirker til at gøre jura og paragraffer til dom og straf. Op til Det Konservative Folkepartis 100 års fødselsdag den 22. februar skrev han i Berlingske, at ”partiet siden sin stiftelse på ruinerne af et udemokratisk Højre har været rammen om et menneskesyn og samfundsansvar, som Danmark både kulturelt og økonomisk havde været fattigere foruden”.

Han kender partiet både indefra og udefra og mener, at fremtidens konservative ledere må have for øje, at de kan have nok så mange meninger, men hvis de bliver for rabiate, er andre partier historisk set bedre til at stå for dem.

Forudsætningen for konservativ succes er og bliver, efter John Wagners mening, balance. Han henviser til tiden med Poul Schlüter som statsminister op gennem 1980’erne og sin mentor Palle Simonsen med hvem, han har skrevet bogen ”Den Danske Model”.

Selv har John Wagner indrammet den konservative sjæl med disse ord: ”Der er vel i virkeligheden heller ikke noget, der er mere konservativt end at svinge lidt til højre, når partierne til venstre får for stor magt, og lidt til venstre, når partierne til højre får for stor magt. Vi konservative ønsker jo netop ikke revolutioner, men en evolutionær udvikling, hvor vi hele tiden sikrer os, at forandringerne forbedrer.”

Dette syn på magt skinner igennem som adm. direktør for DSK, hvor han er bevidst om, at det ikke nytter at have stærke holdninger, hvis man ingen resultater opnår. Derfor har han altid opfattet kompromiser som noget, der er værd at stræbe efter.

Han fremhæver selv etableringen af Dansk Retursystem A/S – formentlig verdens mest miljø- og kundevenlige genbrugssystem til tomme flasker og dåser – som en af sine største sejre. Kunsten var at skabe et holdbart kompromis for bryggerierne, dagligvarehandlen og miljøministeren. Det har siden revolutioneret butikkernes sortiment, hvor specialøl og udenlandske øl er myldret frem på hylderne.

Fra 2011 til 2014 var John Wagner medlem af DR’s bestyrelse, udpeget af kulturminister Per Stig Møller. Desuden har han været medlem af flere bestyrelser, råd og udvalg.

Siden 2014 har han været fast klummeskribent på Berlingske, hvor han oftest i sine ”Indspark” skriver om politik og medier. Desuden har han været medforfatter til flere bøger om den politiske beslutningsproces og konservativ politik.

John Wagner bor i Birkerød sammen med kulturjournalisten Trine Munk-Petersen. De har to piger på 26 og 28 år, der ligesom forældrene har valgt et liv med journalistik og kommunikation. Udover sin passion for golf har John Wagner også et indgående kendskab til vinens verden.

Klik her for at se billeder fra receptionen fredag den 18. marts.

John Wagner. direktør for De Samvirkende Købmænd
Foto Keld Navntoft

– Det er planlovens fortjeneste, at vi – og turisterne – kan glæde os over uspolerede kyststrækninger, »blide« overgange mellem land og by samt købstædernes attraktive bymidter, hvor dagligvarebutikker og udvalgsvarebutikker supplerer hinanden med byliv til følge til fordel for cafeer, kulturliv m.m., siger DSKs adm. direktør John Wagner

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: