Købmand Torben Lorenzen i REMA 1000: – Vi skal stå sammen her i Assens for at blive ved med at være attraktive og fastholde et bredt udvalg af butikker. Byen er med i kampagnen ”Sæt pris på din by – Køb lokalt” på lørdag
På havnen i Assens står søhelten Peter Willemoes og skuer ind over sin fødeby. Her skal nye slag kæmpes på landjorden, hvor moderne tiders kampråb som ”Mulighedernes land” og ”Vilje til vækst” nu får selskab af ”Sæt pris på din by – Køb lokalt”.
REMA 1000-købmand Torben Lorenzen kom til Assens fra Kolding i februar 2017, hvor han overtog ansvaret for butikken, der åbnede i 2012.
– Jeg er flyttet til byen og holder af den særlige stemning, som præger en gammel købstad. Havnen og bymidten hænger fint sammen. Det er en styrke for handelslivet. Og jeg nyder synet af byens vartegn, som står solidt på sin sokkel ved havnen og minder os om, at vi har brug for helte, siger Torben Lorenzen og tilføjer:
– Vi skal stå sammen her i Assens for at blive ved med at være attraktive og fastholde et bredt udvalg af butikker. Når man handler lokalt, støtter man også lokalt. Vi sponserer f.eks. helt eller delvist en lang række
arrangementer og aktiviteter lige fra banko, Skolens Venner, Kræftens Bekæmpelse, julemærkemarchen, koncerter og den lokale fodboldklub.
Målet med ”Sæt pris på din by – Køb lokalt” er at skabe en sjov og anderledes dag, hvor det lokale fællesskab er i centrum, og hvor skoler, sportsforeninger og andre lokale foreninger vil være synlige i gadebilledet – side om side med butikkerne.
Modbevægelse til Black Friday
For Pernille Schreiner, der er boghandler i byen og formand for Assens Handelsstandsforening, var der ingen tvivl, da foreningen blev spurgt, om Assens ville være med.
– Hvem pokker siger nej, når nogle vil hjælpe os med at promovere vores by. Det er et fantastisk koncept, og sikke nogle rammer de giver os at arbejde med. Det skal vi jo gribe, når vi får sådan en chance, forklarer hun.
Det er et pilotprojekt efter amerikansk forbillede – derovre hedder det Shop Small og er en modbevægelse til Black Friday, hvor de store kæder holder brandudsalg.
Byens puls giver liv
Nu overføres konceptet til Danmark.
– Det er vigtigt at gøre opmærksom på de ting, man ikke altid tænker over. Er man klar over, at man kan gå i Sportigan og få lavet tryk på sit tøj? Er man klar over, at guldsmeden reparerer dine støvler? Der er en masse ting, som vi kan, hvor man måske bare automatisk kører væk og tænker, at det kan man ikke finde ud af i Assens. Men det kan vi. Det er det, jeg gerne vil have, at fokus er; hvad er det, vi kan her, man ikke vidste, man kunne, siger Pernille Schreiner.
Nethandel og urbanisering
Baggrunden for projektet er, at mange danske handelsbyer og butiksmiljøer er under pres og risikerer at bukke under for voksende nethandel og stigende urbanisering. Fremskrivninger viser en reduktion fra over hundrede handelsbyer til under en fjerdedel, hvis tendensen fortsætter.
De negative konsekvenser vil være færre lokale arbejdspladser og mindre støtte til foreninger og klubber. Andre konsekvenser kan være faldende huspriser og mindre lokal aktivitet og appel til nuværende og nye borgere.
Den fynske købstad på Vestfyn er blandt de tre større byer, der har sagt ja til at være med i projektet, der skal fremme den lokale handel i Danmark. MobilePay og Marketsquare står bag inititativet.
– Dagen skal hylde det lokale fællesskab og give ekstra handel i de lokale butikker. Som borgere skal vi minde hinanden om betydningen af et mangfoldigt butiksliv som forudsætning for at bevare og styrke dynamiske lokale bysamfund. Det gælder i særlig grad i helt små bysamfund, som er mest udsatte, siger Jens Thrane-Møller, som er direktør for Marketsquare.
Fokus på mindre byer
De Samvirkende Købmænd, DSK, har sammen med Landdistrikternes Fællesråd, KFI Erhvervsdrivende Fond, Dansk Detail og De Lokale Ugeaviser valgt at støtte kampagnen.
Derfor står adm. direktør John Wagner, DSK, også i spidsen for den delegation, som på lørdag den 27. oktober kl. 9.30 hos Min Købmand i Gesten åbner kampagnen.
– Vi håber, at det kan være med til at gøre danskerne bevidste om at handle i fysiske butikker for at sikre bæredygtige og attraktive bysamfund, siger John Wagner.
Efter åbningen vil John Wagner og Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd, og lokale politikere fortsætte turen i bus til fire andre byer langs hærvejen, som er med i en pilottest af kampagnen.
Sideløbende med testen i Assens og Hærvejsklyngen bliver kampagnen også synlig i Hillerød og Holstebro. Samtidig åbner projektet for online butikstilmelding til næste efterårs første landsdækkende ”Sæt pris på din by – Køb lokalt-dag” i Danmark.
Vidste du, at statuen af søhelten Peter Willemoes uden tvivl er den mest kendte af statuerne i Assens. Den er for Assens, hvad Maniken Pis er for Bogense og Ymerbrønden for Faaborg. Statuen blev afsløret den 11. maj 1902. Willemoesstatuen fik sin nuværende placering på Kogehusmolen den 28. april 1971, efter statuen havde tilbragt vinteren på en kommunal oplagringsplads. Statuen blev pillet ned fra Banegårdspladsen i september året før ved hjælp af en entreprenørkran fra Falck-Zonen i Odense. Årsagen til flytningen var, at kommunen ønskede at udvide og forlænge Søndre Ringvej. Tekst om og foto af statue: Søren Plovgaard