Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Fremtidens betalinger vil ændre vores adfærd

Nets fisker efter ideer med globalt gennemslag. Nets nye innovationsselskab Smart Payments eksperimenterer med robotter, virtual reality, vene- og irisgenkendelse Husker du fluesmækkeren? Dankortet kan i år fejre 35 år,

Nets fisker efter ideer med globalt gennemslag. Nets nye innovationsselskab Smart Payments eksperimenterer med robotter, virtual reality, vene- og irisgenkendelse

Husker du fluesmækkeren?

Dankortet kan i år fejre 35 år, og som barn af bankernes fælles betalingssystem PBS har Dankortet været grundstenen i en accelererende udvikling af digitale betalingsløsninger mellem forbruger og butik. Denne historik udgør fundamentet for det børsnoterede Nets, som i dag driver bl.a. Dankortet.

Den første dankort-betaling skete med fluesmækkeren 1. september 1983. Året efter kunne man hæve penge med dankortet i hæveautomaten Kontanten, og i 1985 kom de første elektroniske terminaler. Men fluesmækkeren overlevede helt frem til 2007.

I 1999 blev Dankortet første gang brugt som betaling ved en handel på internettet. Fem år senere fik de første Dankort en chip, som med tiden gjorde det muligt at køre magnetstribelæserne på historiens teknologiske losseplads.

Efterhånden har kontaktløse betalinger uden brug af pin-kode taget over og vil blev endnu mere udbredt i år, hvor beløbsgrænsen er hævet fra 200 til 350 kr. Cirka 85 pct. af transaktionerne er under den nye grænse.

Samtidig var 2017 året, hvor det ikke længere var muligt at betale med check eller indløse en dansk check i danske pengeinstitutter. Den analoge tid var definitivt forbi.

KFI Erhvervsdrivende fond har støttet købmændene med et større millionbeløb til anskaffelse af nye terminaler, der kan klare den kontaktløse betaling. Samtidig er de nye terminaler en slags fremtidens platform for teknologiske løsninger, der ventes at rulle ud på markedet med stadig større hast.

Global konkurrence

Mobilepay fra Danske Bank og Apple Pay er nogle af de nyere aktører på markedet for digital betaling, hvor også globale kreditkortkæmper som Visa, Mastercard og American Express konstant fortrænger kontanter til fordel for digital betaling.

I Norden og ikke mindst i Danmark har Nets været omdrejningspunktet for udvikling af enkle, sikre og innovative betalinger. Det er Nets erklærede mål at gøre livet nemmere for virksomheder, myndigheder, butikker og borgere. Selskabet har været en af de drivende kræfter bag digitaliseringen af Danmark med løsninger som betalingsservice, e-boks, NemID og Dankort.

I et industrikvarter i Ballerup ligger Nets nye selvstændige udviklingsselskab Smart Payments, der har 28 medarbejdere på fuldtid og 19 deltidsansatte. Gennemsnitsalderen er under 30 år, og gruppen tæller et dusin forskellige nationaliteter.

– En del af de udenlandske studerende på Copenhagen Business School (CBS) har studiejob hos os, fortæller direktør Susanne Brønnum, der har 20 års erfaring i virksomheden og senest været direktør i dankortdelen af Nets, Financial & Network Services.

De studerende har taget et bud på fremtidens betaling med til CBS, hvor de studerende som led i et pilotprojekt kan betale i skolens kantine med en fingerlæser, der kan aflæse de studerendes unikke venekombination i pegefingeren.

– Vores fokus er at se på de teknologiske muligheder for at gøre den digitale betaling billigere og bedre. Vi kigger i krystalkuglen og rundt i verden for at se fremtidens betalinger de næste fem til syv år. Vi tror, at mulighederne vil forandre vores adfærd på en måde, som vi knap nok har fantasi til at forestille os i dag, siger Susanne Brønnum.

Mikrobetalinger

Ikke mindst mikrobetalinger vil vinde frem og erstatte f.eks. abonnementer med betaling efter forbrug.

– Udfordringen er at få volumen nok for at gøre det rentabelt. Ganske vist falder prisen på regnekraft – de såkaldte CPU´er – men ”oppetider”, altså tid uden nedbrud, kvalitetssikring, optimering og lovgivningsmæssig regulering kræver betydelige ressourcer. Derfor skal en teknologisk platform for mikrobetaling være global, forklarer Susanne Brønnum.

De kreative og nørdede hjerner, som er samlet i Smart Payments, får hele tiden nye ideer. Det er Susanne Brønnums opgave at få hold på 100 ideer, vælge de 10 bedste og udvikle fire og håbe på, at to ideer bliver til løsninger, som kan vinde globalt fodfæste.

– Derfor samarbejder vi også med fintech-virksomheder og går gerne i alliance med Apple, Amazon eller Google, som kan distribuere og gøre vores løsninger til globale standarder, siger hun og tilføjer:

– Vi håber, at Nets kan drage fordel af vores ideer. Men vi ser også, at verden er mere kompleks, og jo mere kompleks den er, desto mere er der behov for at indgå partnerskaber. Det kan være i samarbejde med kunder, banker, detailhandel og virksomheder.

Hun peger på nogle oplagte fokusområder: – Det kan være, at vi kommer til at se, at man betaler med fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse, eller at vi fremadrettet ser biler, der kan køre selv og betale for parkering.

For tre år siden var det ikke muligt at gennemføre transaktioner med mobilen. Det kan man gøre sikkert nu ved brug af token-løsninger, som Nets har udviklet. Og herudover vil den globale standard blockchain, som også bruges af bitcoin, vende op og ned på betalingsmulighederne. Teknologier har åbnet en motorvej ind i fremtiden, hvor milliarder af individer bliver ”connected” og ”educated” gennem en erfaring og oplevelse med personlige data.

– Vi tror, at mulighederne vil forandre vores adfærd på en måde, som vi knap nok har fantasi til at forestille os i dag, siger direktør Susanne Brønnum. Her ses hun sammen med  Content Marketing Manager Louise Harbo Schmidt (th.) i Smart Payments laboratorium for fremtidens betalinger.

Chiefhacker Simon Malone. Fotos: Flemming Effersøe

Fluesmækkeren er et apparat til prægning af dankortnotaer. Det består af en plade, på hvis midte er anbragt en skive med ejerens navn og adresse i ophøjede typer. Ved hjælp af en rulleslæde kan man føre to gummivalser hen over pladen. Ved brug anbringes en kundes dankort over ejerens adresseskive, oven på begge lægges en nota bestående af flere sedler og karbonpapir, og gummivalserne føres hen over dem. En portion efter ønske kan overføres til et sumbilag, som sammen med notaerne i en dertil beregnet kuvert indsendes til PBS (betalingsservice), som sørger for overførsler mellem diverse konti. Kilde.

Foto: Nets

 

 

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: