Marcus kom i ungdomsfængsel efter at have truet en kioskejer med en kniv. Han var havnet i en gruppe af hashmisbrugere og var i konstant pengenød
Marcus blev overmandet på fortovet og fastholdt af kioskejerens venner. I det fjerne hørtes udrykning, og en politibil bremsede op. Ud steg to granvoksne politimænd og anholdt Marcus. Han blev sat ind på bagsædet af politibilen iført håndjern.
Dette øjeblik blev et vendepunkt for den 17-årige dreng, der boede hjemme hos sine forældre, men som efter en hurtig dom i byretten for væbnet røveri kunne se frem til at skulle tilbringe de næste tre måneder i et ungdomsfængsel.
Op til røveriet havde Marcus følt sig urolig og havde brug for at dulme sine hash-abstinenser. Han kunne ikke finde nogle penge i skuffer og skabe, som han plejede. I stedet greb han en kniv i køkkenskuffen og gik ned til en kiosk i en af de nærmeste sidegader.
Det var som at være med i en film, fra han tog kniven derhjemme, til han stod foran kioskejeren og så ind i hans opskræmte blik. Selv rystede han af angsten for, at der kom kunder ind i butikken. Pludselig kom to mænd ind i butikken fra et baglokale bag kassen. Marcus løb ud af døren. Han troede, at han kunne slippe væk.
Først da han stod foran dommeren, gik det op for ham, at han nu ikke længere var en tyv; men en bevæbnet røver. Udover den ubetingede frihedsberøvelse blev han idømt samfundstjeneste. Marcus havde ikke tænkt på konsekvenserne ved at true et andet menneske med en kniv.
Fængslet var frygtindgydende for den spinkle dreng, der trods sit årelange hashmisbrug var vokset op i et trygt hjem med forældre og søskende. Det meste af tiden valgte han at udstå sin straf i isolation.
Trangen til hash var vokset i selskab med nogle rødder fra kvarteret. Marcus var gået ud af 9. klasse og havde ikke meget andet at foretage sig end at hænge ud med vennerne. Han var også blevet fyret fra sit fritidsjob fra den lokale købmand efter, at han have tømt pengeskabet for et bundt 1000-krone sedler.
På videoovervågningen kunne købmanden se, at Marcus i et ubevogtet øjeblik lige efter lukketid var gået ind på kontoret og havde åbnet pengeskabet. Købmanden gik til forældrene og lovede ikke at politianmelde deres søn mod at få sine 10.000 kroner tilbage. Marcus havde været en vellidt medarbejder, og købmanden syntes, at Marcus skulle have en chance uden en plettet straffeattest.
Samme aften havde Marcus allerede brugt halvdelen af pengene på en gedigen druktur med vennerne, hvor han var helten for en stund. Han indgik en afdragsordning med sine forældre. Det gav færre lommepenge til at købe hash for.
Marcus er ordblind og havde svært ved at følge med i skolen. Samtidig havde han et nervøst og uroligt gemyt. Fagligt var han hægtet af de fleste fag, og skoleårene var mest af alt en tid med opbevaring. Socialt havde han det fint med kammeraterne.
I 7. klasse mærkede han første gang, hvordan det ”at ryge den fede” kunne dulme hans uro og være med til at slå tiden ihjel i selskab i med andre unge fra kvarteret. Kammeraterne i skolen var ikke længere så nødvendige.
Under afsoningen blev han tilknyttet en mentor, der uden løftede pegefingre og fordømmelse fik skabt en dialog med Marcus om fremtiden. Spørgsmålet var, hvordan han kunne holde sig beskæftiget og væk fra det dårlige selskab.
Faderen fik kontakt til et tømrerfirma, der tilbød sønnen praktik og senere en læreplads. Det skabte faste rammer om Marcus’ liv – om end han stadig ryger hash i ny og næ for at dulme sin indre uro.
Men røveriet var de dyre lærepenge, som har fået Marcus til at passe sin læreplads og være i stand til selv at tjene penge til den hash, som han ikke helt kan slippe.
Modelfoto: Flemming Effersøe
Marcus er ikke drengens rigtige navn.
