Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Fælles pant i Norden eller ej?

Nordisk Råd har siden 2010 haft et ønske om et fælles nordisk pantsystem. Umiddelbart en besnærende idé, da de nordiske forbrugere så ville kunne indløse deres pant i en række

Nordisk Råd har siden 2010 haft et ønske om et fælles nordisk pantsystem. Umiddelbart en besnærende idé, da de nordiske forbrugere så ville kunne indløse deres pant i en række lande uden at spekulere på, om dåsen er købt i det ene eller andet nordiske land.

Men i virkelighedens verden er det et forslag, som vil gøre det dyrere at være forbruger uden nogen nævneværdig miljømæssig gevinst.

Lad os se på udfordringerne ved et fælles nordisk pantsystem.

Det tyske problem

Karin Gaardsted, MF (S) og forbrugerordfører, skriver i Politiken lørdag den 21. maj, at problemet primært er dåser helt uden pant og peger konkret på dåser, som er købt i Tyskland. Karin Gaardsted har fuldstændig ret, men løsningen er ikke et fælles nordisk pant-system for dåser, der slet ikke er betalt pant af.

Hovedparten af det nordiske problem skyldes, at de tyske grænsebutikker sælger dåser uden pant til skandinaviske borgere. Det sker på trods af, at samtlige andre butikker i resten af Tyskland opkræver tysk pant hos alle forbrugere uanset nationalitet.

Tysk pant i grænsen vil med andre ord markant minimere antallet af nordiske ”problem-dåser”. Nordisk Råd kan passende meddele Kommissionen, at man er mere end almindeligt trætte af de mange hundrede millioner af tyske pant-frie dåser. Tysk pant i grænsen – som i resten af Tyskland – vil stort set løse det nordiske miljøproblem.

Dyrt fælles system

Hvis Norden skal skabe et fælles pantsystem, hvor en flaske fra Bryggeri Skovlyst skal kunne blive pantet i Helsingfors og en flaske fra Bryghuset Møn i Larvik, vil det kræve en IT-løsning, som rækker langt ud over det reelle behov. Det vil gøre pantsystemet dyrere. Prisen skal betales af de nordiske forbrugere, mens gevinsten for miljøet er minimal.

Og hvordan skal man løse momsspørgsmålet? Danmark, Sverige, Finland og Norge har fire forskellige momssatser. I Danmark er panten på en dåse 80 øre plus 20 øre i moms lig med én krone. Hvad skal forbrugerne have udbetalt for en dansk dåse i fx Sverige? For i Sverige ville den danske pant på en krone nemlig kun blive til 89,6 øre i form af 80 øre + 12% moms.

Vi støtter Nordisk Råds ønske om at begrænse ressourcespild og den miljøbelastning, som de mange hundrede millioner dåser er udtryk for. Konkret kan Nordisk Råd tage to initiativer:

For det første kan de nordiske lande i fællesskab meddele Kommissionen, at de tyske grænsebutikkers salg uden pant bør ophøre, og at grænsebutikkerne naturligvis bør være underlagt præcis samme lovgivning som i resten af Tyskland.

For det andet bør de nordiske lande sikre, at der indføres pant på dåser, der sælges på færger mellem de nordiske lande.

Det er to enkle forslag med maksimal gevinst for miljøet, som nemt kan håndteres af pant- og retursystemerne i de nordiske lande.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: