Af Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør, De Samvirkende Købmænd, DSK
For mere end halvandet år siden nedsatte skatteminister Karsten Lauritzen et såkaldt Saneringsudvalg. Det fremgår bl.a. af udvalgets kommissorium, at ”der skal lettes og ryddes op i virvaret af punktafgifter” og ”det skal være billigere og lettere at drive virksomhed i Danmark.”
De Samvirkende Købmænd håber derfor, at efteråret vil byde på en oprydning af afgifter til glæde for kunder og købmænd. Der er nok at gå i gang med.
Udvalgets sekretariat vil senere på året aflevere grundige analyser, der kan danne basis for politiske forhandlinger. DSK har bidraget med tal og argumenter og kan derfor garantere, at der vil være inspiration til oprydning i virvaret af punktafgifter.
Det gælder uanset om en given afgift skal afskaffes, reduceres eller blot omlægges.
Fælles for mange punktafgifter er, at de enten slet ikke findes i andre lande eller udgør en langt mindre del af varens pris end her i landet. Der er altså en rigtig god forklaring på, hvorfor f.eks. nogle fødevarer koster mere i Danmark end i andre lande. Der er et væld af eksempler på afgifter, der ret beset ikke tjener andet formål end at få nogle penge i statskassen. Lad os tage en række eksempler.
Danmark er sammen med Bulgarien eneste lande i EU med afgift på te. Der er næppe hverken miljømæssige eller sundhedsmæssige grunde til, at te i Danmark skal være belagt med Europas højeste afgifter.
Kaffen har også en bitter smag af afgift. I Europa er det kun Danmark, Tyskland, Belgien, Kroatien, Rumænien og Letland, der har afgift på kaffe. Afgiften er et levn fra meget gamle dage, hvor kaffe var et særligt luksuriøst produkt.
Dansk forbrugere får mildest talt også nogle gok i nødden. Danmark er eneste land i Europa – og muligvis endda i hele verden – med en afgift på nødder, mandler og kerner. Der er hele otte forskellige satser afhængig af nøddens type, og om den er med eller uden skal, og om den er hel eller hakket.
Afgiften kan samtidig være en svær nød at knække. Det medfører et vældigt bureaukrati for både virksomheder og myndigheder. Konsekvensen er, at forbrugerne kommer til at betale unødigt meget for varerne – også selv om nødder faktisk anbefales som en del af den daglige kost.
En af de afgifter, der indbringer flest penge i statskassen, er chokoladeafgiftsloven.
Indtil 2009 var afgiften kr. 14,20 pr. kg excl. moms. Fra årsskiftet vil afgiften udgøre kr. 27,39. Det er tæt på en fordobling på under 10 år.
Hverken Tyskland eller Sverige har afgift på slik og chokolade. Begge lande har i øvrigt kun lav fødevaremoms – henholdsvis 7 pct. og 12 pct. – på de søde sager.
Provenuet på slikafgiften bliver løbende udhulet af en grænsehandel, der er steget med tocifrede vækstrater. Og den illegale handel med slik er i dag sat i system af kriminelle og udgør et problem i hele landet.
Men man kan med rette spørge om afgifter ikke også handler om at adfærdsregulere vores forbrug med det mål at forbedre folkesundheden. I så fald skulle svenskere og tyskere – uden punktafgift på slik og med lav fødevaremoms – være signifikant mere usunde end danskerne. Den køber vi ikke i DSK.
Men når det gælder om at skåne miljøet, så må der vel være logik i afgifterne? Døm selv, når du har læst følgende:
Den såkaldt vægtbaserede emballageafgift blev ophævet pr. 1. januar 2014, da det blev vurderet, at den miljømæssige effekt var begrænset. Det betød et farvel til emballageafgift på fx maling, kølervæske, kemiske produkter med faremærkning, shampooflasker og glas til sennep.
Selv om afgiften altså blev afskaffet, fordi den miljømæssige effekt var meget beskeden, så har staten fastholdt en såkaldt volumenbaseret emballageafgift. Det betyder, at der er afgift på de flasker og dåser, der indgår i vores pant- og retursystem, selvom emballagerne genanvendes, mens alle de emballager, der bortskaffes via dagrenovationen er fritaget for miljøafgifter.
Selv på den luft, vi spiser iskold, er der afgift på. Svulmningsafgiften bliver den kaldt, og du betaler den, hver gang du køber en softice. Den normale afgift på is bliver med andre ord pustet op, så afgiften beregnes på grundlag af, hvor meget den færdige is fylder. Afgiften på luft i softice indbringer et par hundrede millioner kroner.
Der er også punktafgifter på ringbind, brevordnere, tape, charteks, plastlommer, regntøj og rullegardiner. Det årlige provenu er nogle millioner eller 10, så igen er afgiften fast arbejde for bureaukratiet og kontoransatte hos både virksomheder og myndigheder, end det er et spørgsmål om mange penge i statskassen.
Bagatelgrænsen er formentlig nået ved afgift på gassen i engangslightere. Provenuet udgør efter sigende under en halv million kroner på årsplan; det kan vise sig at være mere end lønomkostningerne hos hhv. erhvervslivet og hos de kontrollerende myndigheder.
Listen med spøjse afgifter er meget lang, og skatteministeren fortjener al mulig ros for formålet med Saneringsudvalget; nemlig at ”der skal lettes og ryddes op i virvaret af punktafgifter.” Eftersom mange afgifter hverken har et miljømæssigt eller sundhedsfremmende formål, bør det alt andet lige være en sag, hvor ministeren kan levere et bredt forlig i løbet af efteråret. Resultatet vil være mindre administration, færre kontrolopgaver og – frem for alt – billigere varer for danske forbrugere.
Danmark er eneste land i Europa – og muligvis endda i hele verden – med en afgift på nødder, mandler og kerner. Der er hele otte forskellige satser afhængig af nøddens type, og om den er med eller uden skal, og om den er hel eller hakket.
Selv på den luft, vi spiser iskold, er der afgift på. Svulmningsafgiften bliver den kaldt, og du betaler den, hver gang du køber en softice. Fotos: Flemming Effersøe
