Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Det er blevet sværere at fange de unges interesse

MENY-købmand Mikael Lindegaard Kristiansen i Nordhavn på Østerbro i København har valgt at gå yderst professionelt til værks i et forsøg på få besat de godt 15 deltidsstillinger, der i

MENY-købmand Mikael Lindegaard Kristiansen i Nordhavn på Østerbro i København har valgt at gå yderst professionelt til værks i et forsøg på få besat de godt 15 deltidsstillinger, der i øjeblikket står ubesat, og som til tider kan være en udfordring, når vagtplanen skal lægges, og serviceniveauet skal opretholdes i butikken.

Manglen på arbejdskraft betyder, at Mikael har valgt at gå nye veje. Hvor det før var almindeligt, at der på kontoret lå en liste med navne og telefonnumre på personer, der havde været forbi for at søge arbejde, så kræver det i dag en indsats for overhovedet at få medarbejdere til butikken.

Mikael fortæller, at de i butikken har valgt at gå professionelt til værks og derfor har valgt at arbejde sammen med et reklamebureau. Det betyder i praksis, at alt, de producerer af annoncer, hvad enten det er til print eller sociale medier, bliver produceret med fotograf og af reklamefolk.

”Det er vigtigt for os, at tingene er udarbejdet rigtigt og signalerer professionalisme. Det samme gælder for det, vi slår op på Facebook og Instagram og andre sociale medier, fortæller Mikael.

Det startede jo helt tilbage fra, da vi åbnede butikken, hvor vi gerne ville have, at folk skulle være opmærksomme på, at vi ligger i en speciel bygning, og vi ligger i et specielt kvarter. Der er en masse historie om bygningen. Blandt andet det faktum at bygningen er det gamle Riffelsyndikatet, hvor der har været en våbenfabrik. Vi har forsøgt at skille os ud. Derfor er det vigtigt, at det også gælder for vores stillingsannoncer, hvor vi f.eks. søger unge medarbejdere. Jeg tror på, at man skal skille sig ud fra andre på alle måder. Det gælder i vores kommunikation og markedsføring – det gælder også i forhold til vores rekruttering.

Lige præcis den stillingsannonce, hvor den unge pige hopper op i luften med den knaldrøde butiksfacade bag sig, synes vi symboliserer en utrolig energi. Den sender et signal om, at man skal springe ud i det, og man skal turde og tro på fremtiden. Bag hende kan man se hjørnet af butikken, og der er ikke mange supermarkeder, der ligger i en knaldrød bygning. Det er meget enkelt – det handler om at skille sig ud på en god og positiv måde – og det er det, vi signalerer med den her annonce.”

Hvad betyder image for det at kunne rekruttere?

”For os er det vigtigt, at rekrutteringen af medarbejdere skal passe til det, vi ønsker, at både medarbejdere og kunder oplever, når de er i butikken. Medarbejderne skal jo opleve, hvordan butikken er, og hvordan vi gerne vil fremstå over for vores kunder. Det skal gerne passe sammen.

Jeg må erkende, at det er blevet svært at få folk til at stoppe op i få sekunder og fange deres interesse. Vi bliver bombarderet døgnets 24 timer med alle mulige indtryk og specielt på de sociale medier. Folk er online og bliver bombarderet med informationer og markedsføring alle steder fra, så konkurrencen er hård om kundernes og medarbejdernes opmærksomhed. Det gælder selvfølgelig også i forhold til rekruttering. Derfor er det vigtigt, at vi er bevidst om vores image, og hvad vi står for. Hvis ikke det er klart, så kan medarbejderne heller ikke føre det ud i butikken, hvor kunderne møder os.”

Er det blevet sværere at rekruttere?

”Vi kan virkelig mærke forskel på før og efter Corona. Vi troede, at når poderne blev frigivet og igen kom ud på arbejdsmarkedet, så ville det redde branchen. Men faktum er bare, at det ikke kom til at ske. Der er virkelig en mangel på arbejdskraft. En af årsagerne er, at både de unge og ældre har så mange tilbud, så der er ikke arme og ben nok til at udfylde alle funktionerne i Danmark. Det gælder ikke kun i butik, men for alle brancher. Men butikker bliver hårdere ramt – blandt andet fordi man igennem årene har talt butiksjobbet ned. Tidligere var der mange, der startede i butik. Det gjorde jeg selv, og det gjorde min far, men det kommer mine to sønner ikke til. De er i gang med at læse, og de jobmuligheder, de får tilbudt allerede under deres studie, er langt mere studierelevante og attraktive, end de jobmuligheder vi havde.

Jeg fornemmer på mange af de unge, at det er friheden, der lokker. De vil gerne have en fornuftig levefod, men de vil også gerne have friheden og f.eks. kunne arbejde hjemme. Så er det ok at tage ind på jobbet, når man har brug for at være lidt social. Og i den ideelle verden vil de også gerne ud i verden og få oplevelser og gerne uden omkostninger. De har lært at betjene job, hvor man arbejder online og reelt set kan sidde, hvor det skal være – bare der er en internetforbindelse og telefondækning. Så kan de bevæge sin ind og ud af onlinemøder eller fysiske møder efter behov. De er herre over deres egen dagsorden og sætter selv deres deadlines. Det med at få et vagtskema, hvor man skal møde på et bestemt tidspunkt og passe en konkret opgave i otte timer, det hænger ikke sammen med deres ønsker og forventninger. Folk er i dag et sted, hvor man arbejder, når det passer ind, og man arbejder med det, der giver værdi for én selv. De unge vil have friheden til selv at vælge. Den type job passer bare dårligt med at skulle fylde varer på hylderne eller sidde i kasse 4 fredag eftermiddag fra 18 til 21. Vi har bare nogle fag inden for butik, restaurant, rengøring og servicefag i almindelighed, som derfor er voldsomt udfordret.”

Annoncen her har vi bragt i Østerbro-avisen, men det er næppe dér, vi kommer til at rekruttere fra. Den har også været bragt på Facebook og Instagram, og vi kører den parallelt på alle de sociale platforme. Vi kan se, den bliver delt, og den bliver kommenteret. Men fysisk at få folk i butikken og til at sidde i kassen – det er svært.

Hvad fik jer til at gå den vej?

”Jeg synes faktisk, vi har en unik butik, der har rigtig meget at byde på. Vi har en god historie og nogle unikke rammer. Det er der rigtig meget signalværdi i. Det vil vi gerne fortælle, fordi det er med til, at vi kan skille os ud af mængden, når de unge leder efter et job. Med den konkrete annonce har vi prøvet at skille os ud og sende nogle signaler om, at det er et fedt sted at være. Det har ikke givet det forventede, men den har i hvert fald skabt noget opmærksomhed og noget trafik.”

Hvad er dit næste træk for at skaffe medarbejdere?

”Vi har valgt at sadle lidt om. Det vil sige, at vi nu kigger lidt på de ældre, som måske er 60 plus og ikke mangler noget, men som har brug for et supplement og et deltidsjob for at bevare den sociale relation. Det betyder ikke, at vi går væk fra ønsket om flere unge, men det betyder, at vi udvider søgefeltet, så det ikke kun er dem omkring de 18 år men også mennesker i den anden ende af skalaen. Derfor bliver det næste jobopslag heller ikke en ung pige, der hopper op i luften, hvor der står, man skal være færdig med 9. klasse. Det bliver et helt andet budskab, som er målrettet en seniorprofil.

Det er ikke nok at skrive, at vi søger deltidsmedarbejdere. Annoncen skal målrettes, og dem, der ser den, skal tænke, ”hov – det er da mig, de søger”. Vi skal simpelthen ud at ryste træerne for at se, hvad der falder ned”.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: