Spring til indhold

De unge ønsker mere ansvar

Uddannelsen som kandidat i Commercial and Retail Management er et rigtig godt eksempel på, at erhvervslivet formår at målrette nye uddannelser til de opgaver og krav, der opstår i virksomhederne

Uddannelsen som kandidat i Commercial and Retail Management er et rigtig godt eksempel på, at erhvervslivet formår at målrette nye uddannelser til de opgaver og krav, der opstår i virksomhederne i takt med, at samfundet og forbrugermønstrene ændrer sig.

Her har en række aktører inden for forbrugsvarer sat sig sammen og udviklet en uddannelse, der er baseret på de voksende udfordringer, som brancherne står over for. Uddannelsen er blevet til på initiativ fra erhvervslivet, som samtidig har forpligtiget sig til at være en aktiv spiller i forhold til indholdet i uddannelsen gennem f.eks. gæsteforelæsninger, praktikophold og speciale-samarbejder.

Uddannelsen er så ny, at de første kandidater først bliver færdige til sommer. To af de kommende kandidater er Anne Kirstine Brændgaard Thomsen og Tue Vestergaard, der begge har været i praktik på hovedkontoret i REMA 1000. REMA 1000 er i øvrigt en af de virksomheder, der har været med til at etablere uddannelsen.

Netop praktik er for mange af de unge en rigtig god vej ud på arbejdsmarkedet. Her er der mulighed for – over en periode – at prøve tingene af og arbejde med forskellige opgaver uden, at man er bundet til opgaverne eller stedet efterfølgende, hvis det viser sig, at det alligevel ikke var den rette hylde.

Hvad fik jer til at vælge at læse Commercial and Retail Management?

”Det kan være rigtig svært at vælge den rigtige uddannelse, når der er så mange hylder at vælge på. Jeg tror, der var 15-16 forskellige muligheder. Men jeg blev fanget af den præsentation, der blev holdt for uddannelsen her, hvor der også deltog rigtig mange af de Founding Partners, der er initiativtagerne til uddannelsen. De havde rigtig meget på hjertet, og de var virkelige tændt – og opsat på – at det skulle blive en succes. Der er lagt et stort arbejde i, at uddannelsen skal være meget virkelighedsnær ved, at erhvervslivet er involveret, og det er dem, der efterspørger os og vores kompetencer. Det gav for mig god mening, at jeg her kunne få lov at bruge mine nye kompetencer i praksis og rent faktisk prøve tingene af i virkeligheden”, fortæller Anne Kirstine Brændgaard Thomsen, der er studentermedhjælper hos REMA Distribution og har siddet i indkøb under sin praktik.

”REMA har en meget flad struktur, og det gør det virkelig nemt, at man altid kan gå direkte til den, der har ansvaret – frem for at skulle gennem en masse led. Det er jeg meget opmærksom på, at sådan fungerer jeg bedst”, understreger Anne Kristine.

”Jeg synes faktisk, at detailhandlen er meget undervurderet. Der er simpelthen så mange muligheder og mange funktioner bag facaden, der er med til at holde hjulene i gang for at drive de enkelte forretninger. Det er langt mere komplekst, end man umiddelbar skulle tro”, supplerer Tue Vestergaard.

”Detailhandlen rummer så meget, og der kommer hele tiden nye ting til. Tænk bare på brugen af f.eks. kunstig intelligens og øget digitalisering. Det er områder, der helt sikkert kommer til at fylde mere og mere, og som kommer til at udvikle detailhandlen. Det er måske lidt banalt, men jeg synes faktisk, det er ganske spændende at arbejde inden for et område, der påvirker os alle sammen hver dag”, fortæller Tue Vestergaard, der under sin praktik i REMA 1000 arbejdede med konceptet ”Vigo”, der er REMA 1000’s bud på online handel.

Anne Kristine og Tue er enige om, at branchen har fået en lidt utjekket profil, og desværre bærer rundt på en masse fordomme. De er heller ikke i tvivl om, at branding af de mange muligheder i branchen vil skærpe de unges interesse. Det handler om at være nysgerrig og turde kaste sig ud i opgaverne, men i høj grad også om, at kæderne tør give ansvaret fra sig og lade de gode ideer blive testet af.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: