Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Antallet af sundere fødevarer er eksploderet de seneste ti år

De Samvirkende Købmænd opfordrer til et dynamisk Nøglehulsmærke, som tager højde for danskernes madvaner Der er kommet mange flere fødevarer på hylderne i de danske supermarkeder, som er mærket med

De Samvirkende Købmænd opfordrer til et dynamisk Nøglehulsmærke, som tager højde for danskernes madvaner

Der er kommet mange flere fødevarer på hylderne i de danske supermarkeder, som er mærket med det grønne Nøglehulsmærke. Det viser en ny opgørelse, som analysefirmaet Nielsen har lavet for Fødevarestyrelsen.

Mere end 4.000 varer med Nøglehulsmærket er kommet på butikshylderne, siden Nøglehullet blev introduceret i Danmark i 2009.

De Samvirkende Købmænd, DSK, har gennem 10 år støttet mærket og formålet om, at ordningen skal gøre det nemt for forbrugerne at vælge sundere inden for de relevante produktkategorier.

– DSK opfordrer til, at Nøglehullet forbliver en dynamisk ordning, så nye produktgrupper kommer til, og kriterier tilpasses til, hvad der er praktisk muligt, siger DSKs fødevarechef Anne-Marie Jensen Kerstens.

– På denne måde sikres det, at forbrugerne flest mulige steder i deres dagligdag, hvor de træffer et fødevarevalg – om det er i dagligvarehandlen, på farten eller i deres kantine – kan finde Nøglehulsmærket og træffe det sundere valg.

Hun forklarer, at det kun lade sig gøre i praksis, hvis vareudvalget er til stede: – Det er derfor altafgørende, at virksomhederne har mulighed for at kunne nøglehulsmærke et hele tiden bredere produktsortiment.

DSK har i adskillige år bl.a. peget på, at det sundere valg skal ikke skal være afhængig af, om varen er færdigpakket eller ej.

Det var derfor ifølge DSKs fødevarechef glædeligt, da det sidste år blev muligt at markedsføre alle fødevaregrupperne i bekendtgørelsen om nøglehulsmærket, som ikke færdigpakket:

– DTU Fødevareinstituttet har netop videreudviklet deres deklarationsberegner, der kan beregne alle informationer til en varedeklaration, så den nu også kan hjælpe med at vurdere om et produkt eller opskrift opfylder kravene til Nøglehullet. Branchen bør derfor i samarbejde se på, hvordan vi kan udnytte de nye muligheder samt DTU´s værktøj bedst muligt.

I et høringssvar om Nøglehullet har DSK også opfordret til, at der i forbindelse med en ændret bekendtgørelse om Nøglehulsmærket også bliver set på ”nye former” for markedsføring, end det tidligere har været tilfældet.

– Vi ønsker en dialog om, hvordan Nøglehulsmærket kan anvendes ved enkelte elementer af en fødevare. Et eksempel kan være salg af en sandwich som i sig selv ikke er standardiseret og derfor ikke vil blive mærket med Nøglehulsmærket. Men selve det brød, som er anvendt til sandwichen, er Nøglehulsmærket, hvad vi bør kunne fortælle forbrugeren, siger Anne-Marie Jensen Kerstens.

Den nye fødevareminister Mogens Jensen siger, at detailhandel og producenter og detailhandlen fra starten har spillet med, og forbrugerne har kvitteret ved rent faktisk også at efterspørge de mange nye, sundere alternativer.

Rugbrød med mindre salt, pasta med masser af fuldkorn og leverpostej med mindre fedt er på ti år gået fra at være nicheprodukter til at være hyldevarer i landets supermarkeder.

Ny forskning fra DTU Fødevareinstituttet viser, at hvis forbrugerne udskifter deres fødevarer til Nøglehulsmærkede produkter, der hvor det er muligt, så kan det give folkesundheden et markant løft. F.eks. ville befolkningen få 62 procent mere fuldkorn, 25 procent mindre mættet fedt og 12 procent mindre salt.

– Nøglehulsmærket er med til at gøre det sundere valg til det lette valg. Og det er den helt rigtige vej at gå, hvis vi skal løfte folkesundheden. Faktisk er Nøglehulsmærket så god en ordning for både forbrugere og virksomheder, at jeg er overbevist om, at vi også de næste ti år kommer til at se endnu flere fødevarer, der kan leve op til kravene for Nøglehulsmærket, siger Mogens Jensen.

Tal fra YouGov viser, at hele 9 ud af 10 forbrugere i dag kender Nøglehulsmærket, og 65 procent ved, hvad mærket står for.

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: