Dagligvarehandlen og forbrugerne kan i fællesskab skabe en bedre verden, hvor miljø og mennesker får bedre vilkår. Forbrugerne kan fx påvirke udvalget af varer, hvis de f.eks. i større omfang køber varer, hvor der er taget hensyn til miljø og/eller mennesker.
Det siger underdirektør Jytte Tandrup, De Samvirkende Købmænd.
Forbrugerne kan fx påvirke udvalget af varer, hvis de f.eks. i større omfang køber varer med Fairtrade-mærket.
– Det gælder også, hvis vi forbrugere vil sikre vore grise bedre dyrevelfærd. Så kan vi f.eks. købe Frilands-gris mærket med tre hjerter på det nye, statslige dyrevelfærdsmærke. Vi kan købe flere økologiske varer, hvis vil tage hensyn til miljøet eller flere Svanemærkede produkter osv. Vi kan huske genbrugs-bæreposen i stedet for at købe en ny plastbærepose. Og vi kan handle lokalt i stedet for at køre langt til et hypermarked eller grænsehandelsbutikkerne syd for grænsen, siger hun og tilføjer:
– Vi kan altså som forbrugere blive mere “politisk korrekte”, og det bliver et fortsat stigende antal forbrugere de kommende år, men vi kan hverken som forbrugere eller ansvarlige indkøbere undgå til tider at blive snydt af kriminelle.
Hun peger på, at debatten om vores fødevarer har taget – og fortsat vil tage – til. I foråret 2015 gennemførte branchemediet Markedsføring en analyse, der viste, at over halvdelen af danske forbrugere har fravalgt produkter og brands på grund af tvivlsom moral og ringe samfundsengagement.
Respondenterne er konkret blevet spurgt om, hvorvidt de fravælger eller tidligere har fravalgt at købe produkter fra virksomheder på grund af disses moralske/etiske standpunkter eller handlinger. Godt halvdelen af danskerne svarede ja, mens kun en tredjedel svarede nej.
Når skaden er sket…
For dansk dagligvarehandels troværdighed er det afgørende ikke, om der er mere eller mindre hold i sager som den om falsk jomfru olivenolie eller råddent oksekød fra Brasilien. Det afgørende i forhold til de danske forbrugere er, at detailhandlen håndterer disse sager ansvarligt, resolut og transparent.
– Fødevaresvindel vil med jævne mellemrum ramme os alle. Derfor bør vi på tværs af koncerner, grossister og kæder tage en drøftelse med både Fødevarestyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om, hvordan vi sammen kam undgå et stigende antal “skandaler” og sikre redelig information til forbrugerne om de sager, der desværre også vil opstå i fremtiden, siger Jytte Tandrup.