Spring til indhold

Milliardhandel over grænsen dræner dansk økonomi

Danskernes grænsehandel med dagligvarer når nye højder.

Ifølge De Samvirkende Købmænds (DSK) seneste analyser beløb grænsehandlen med dagligvarer sig i 2024 til mere end 9 mia. kroner. Det svarer til et omfattende økonomisk tab for Danmark – både i mistede skatteindtægter og tabte arbejdspladser.

Grænsehandlen i Tyskland og Sverige er i hastig vækst og milliardbeløb flytter over grænse. Nye data viser, at 64 pct. af danskerne har handlet dagligvarer i Tyskland det seneste år. Det er en stigning fra 58 pct. året før, mens mere end hver tredje har handlet i Sverige. Favoritvarerne er typisk afgiftsbelagte produkter som slik, chokolade og øl – præcis de varer, der er billigere i vores nabolande pga. lavere afgifter og moms.

Den samlede grænsehandel med dagligvarer estimeres til 7,6–7,9 mia. kroner i Tyskland og 1,4–1,5 mia. kroner i Sverige. Hertil kommer betydelige beløb for andre varetyper.

Staten taber 4 mia. kr.
Hvis danskerne i stedet havde handlet i Danmark, ville staten have modtaget betydelige indtægter i moms, punktafgifter og skatter. DSK estimerer, at staten i 2024 gik glip af op mod 4 mia. kroner i tabte skatteindtægter alene som følge af grænsehandel med dagligvarer.

Det skyldes både den manglende opkrævning af moms (1,8–1,9 mia. kr.), udeblevne punktafgifter (mindst 1,8 mia. kr.) og mistede indtægter fra selskabs- og indkomstskat (omkring 340 mio. kr.).

6.000 arbejdspladser går tabt
Men grænsehandlen koster ikke kun på statens bundlinje – den har også store konsekvenser for danske arbejdspladser. Analysen viser, at den nuværende grænsehandel med dagligvarer ”koster” mellem 5.400 og 6.300 job i Danmark – heraf op mod 2.800 fuldtidsstillinger.

”Det er især de unge og deltidsansatte, der rammes, og mange af disse arbejdspladser kunne ligge i netop de egne af Danmark, hvor detailhandlen allerede er under pres,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DSK.

Afgiftsreform er nødvendig
DSK mener, at det er på høje tid med en målrettet politisk indsats for at bekæmpe grænsehandelens skadelige effekter på dansk økonomi og arbejdsmarked.

”Vi opfordrer til en afgiftsreform, der harmoniserer danske afgifter med niveauet i nabolandene – særligt på fødevarer, slik og alkohol. Derudover bør Danmark – ligesom Tyskland og Sverige – indføre en lavere moms på fødevarer,” siger Jannick Nytoft.

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: