Spring til indhold

Strøm til det personlige lederskab og købmandskab

Serie om unge købmænd: Sebastian Helvig snusede til elektrikerfaget på erhvervsskolernes grundforløb. Men volt og ampere satte ikke strøm til hans ambitioner. Han var skoletræt og ville noget med mere

Serie om unge købmænd: Sebastian Helvig snusede til elektrikerfaget på erhvervsskolernes grundforløb. Men volt og ampere satte ikke strøm til hans ambitioner. Han var skoletræt og ville noget med mere tempo og havde brug for at mærke strømmen på en helt anden måde. Han droppede ud og fik overbevist købmand Michael Petersen i det daværende Prima Espergærde, at han skulle ansættes på fuldtid som ung og ufaglært i frugt og grøntafdelingen. Her fik han hjertet med i en sådan grad, at det nu banker for at dyrke købmandskabet i hele butikken og måske en dag i to butikker.

Den erfarne grøntchef Sebastian Helvig, 31 år, har som ny købmand i MENY på Ugandavej på Amager taget hul på store ambitioner: Han drømmer om flere butikker

I mere end syv år har Sebastian Helvig stået i spidsen for frugt- og grøntafdelinger i store supermarkeder i København og Nordsjælland.  Men med erfaringen og rutinen begyndte drømmen om at få ansvaret for hele butikken at slå rod. Lige nu spirer det unge købmandskab i MENY på Ugandavej på Amager.

– Jeg er ansat af Dagrofa til at udvikle butikken, som trængte til gødning i form af ledelse og mere mod på salg, fortæller Sebastian Helvig, der er blevet klædt på til jobbet gennem Dagrofas og KFIs Købmandsuddannelse.

Den unge købmand fortæller, at han brugte de første to uger på at drikke kaffe med hver eneste medarbejder for at få deres syn på butikkens udfordringer og finde ud, hvordan han bedst muligt kunne få medarbejdernes erfaring, kompetencer og personlighed til at spille sammen til gavn for hele holdet.

Opfølgning på ledelse

– Min deltagelse på både ”Ledelse i Praksis” og senere Købmandsuddannelsen har virkelig været en øjenåbner for mig og har givet mig byggestenene til at blive den leder og købmand, jeg drømmer om, siger Sebastian Helvig og forklarer:

– Jeg har blandt andet lært, hvor vigtigt det er at kunne arbejde med – og udvikle – forskellige typer af mennesker. Jeg oplever, at jeg giver mere af mig selv, og at jeg også får rykket ved nogle personlige grænser.

En HR-partner fra Dagrofa holder jævnligt møder med ham i butikken.

– Det er meget frugtbart med opfølgning på mit lederskab. Her bliver jeg stillet til regnskab. Ikke kun på tallene, men også på min personlighed. Det er også med til at give mig større sikkerhed i rollen som leder, siger han.

Passion for madoplevelser

Som den nye købmand i MENY på Ugandavej lægger han vægt på friheden til at skabe et indkøbsunivers, der er tilpasset lokalområdet:

– Jeg trække naturligvis på mine mange års erfaring som grøntchef hos såvel købmænd som kapitalkæder og vil lade min egen passion for gode madoplevelser være en inspirationskilde for både kunder og butikkens MADarbejdere.

Købmanden drømmer om på sigt at få delejerskabet til en eller to butikker. Som IS-købmand vil han skulle dele overskud og risiko med Dagrofa.

DSK besøger Sebastian Helvig blot fire måneder efter, at han har overtaget ansvaret for de godt 1.200 slagskvadratmeter og cirka 90 medarbejdere.

For at få tryk på salg og inspiration har han som noget af det første har han ændret butikkens forområde. Her skal kunderne få lyst til at putte ekstra varer i vogn eller kurv. Der er konstant gode tilbud på f.eks. drikkevarer eller nydelsesmidler.

Fra kølereolen med kolde drikke og convenience styres kunderne naturligt videre ind gennem frugt- og grønta med inspiration til maden og sæsonaktuelle varer for dernæst at bevæge sig forbi den store betjente disk med fisk, delikatesse og slagter. Herfra er det åbent kig til hele madbutikken.

I spændingsfeltet mellem kunder og varer

Sebastian Helvig, der nåede at snuse til elektrikerfaget på erhvervsskolernes grundforløb, lover en kunde at få tjekket lyden fra ventilatoren på taget. Men han ved også, at det er kompliceret at dæmpe den naturlige sus fra ventilationen.

– Jeg opdagede meget hurtigt i grundforløbet, at min fremtid ikke skulle være som elektriker. Volt og ampere ramte ikke lige mit spændingsfelt. Jeg var skoletræt og ville noget med mere tempo og havde brug for at mærke strømmen på en helt anden måde.

– Så jeg droppede ud og gik hjemme en måned, inden jeg fik overbevist købmand Michael Petersen i det daværende Prima Espergærde, at jeg skulle ansættes på fuldtid som ung og ufaglært i frugt og grønafdelingen. Det var fantastisk at arbejde med de friske varer og skabe en torvestemning af farver, udvalg og priser. Her fik jeg hjertet med.

Sebastian Helvig kendte allerede en del til rytmer og rutiner, da han havde tjent sine lommepenge som flaskedreng i Føtex Helsingør.

Jobbet som ufaglært blev derfor hurtigt vekslet til en mesterlære gennem næsten fire år. Dermed fik han et medansvar for at sikre optimal butikslayout, styre drift og salg og omkostningskontrol på daglig indkøb fra interne og eksterne leverandører.

–  Personligt synes jeg, at mesterlærens konstante vekselvirkning mellem teori og praksis giver medarbejdere med en skarp butiksforståelse. Den daglige sparring i butikken mellem elev og kolleger eller købmand betyder virkelig meget for forståelse af godt købmandskab, siger Sebastian Helvig.

– Min nye kolonialchef Daniel Stæhr kommer fra en stilling som butikschef i Jysk. Men han var i mesterlære i MENY Virum. Så vi kender hinanden godt.

Fra MENY Virum kommer også den nye grøntchef Christian Sørensen.

– Han har masser af erfaring og er autodidakt. Han var min højre hånd, da jeg var grønchef i Virum. Det bliver en gevinst for butikken at få Christian med på holdet, siger Sebastian Helvig.

Souschef i Virum og Espergærde

Selv om Sebastian Helvig som elev kun drømte om at blive en dygtig grøntchef, så begyndte tankerne om nye udfordringer at melde sig efter en årrække som leder af frugt- og grøntafdelingen i MENY i Virum.

– Jobbet var blevet for rutinepræget. Og jeg var begyndt at overveje muligheder uden for kæden. Men så fik jeg chancen for at blive souschef i butikken, da den blev overtaget af Dagrofa. Jeg havde fortalt kædens salgschef Dan Krøyer, at jeg gerne ville være købmand, fortæller Sebastian Helvig.

Efter et år som souschef i Virum blev han kontaktet af Martin Perlt i MENY Espergærde, der som ny købmand i butikken havde brug for hjælp til at gøre butikken til en god forretning og indfri løftet til kunderne om at være områdets bedste fødevarebutik.

– Jeg havde stillet nogle udfordrende spørgsmål til butikken. Smart nok valgte han at hente mig til Espergærde, så jeg kunne omsætte mine ideer til handling. Så kunne jeg få lov at bevise, at det ikke bare var tomme ord.

Det lykkedes duoen at genoprettet økonomien i 2017 og få lagt sporene til vækst i 2018. Læs om det nye madmekka i Nordsjælland.

Hjemmefronten

På hjemmefronten i Helsingør har Sebastian Helvig sikret sig opbakning til lange arbejdsdage i den første tid som købmand. Han har to døtre på en og fem år sammen med ægtefællen Christina.

– Hun arbejder 32 timer som sygeplejerske. Det betyder, at vi trods alt kan få hverdagen til at hænge sammen, siger Sebastian Helvig, der tager hjemmefra kl. 6 og er hjemme igen ved 18-tiden.

– Det er krævende at være købmænd, og det er nødvendigt at have opbakning til de mange timer, hvis man er en familie. Lige nu tager vi en dag ad gangen. Men det er planen, at jeg på sigt skal kunne have en kort arbejdsdag midt på ugen, siger Sebastian Helvig og opfordrer unge til at ikke lade sig skræmme af købmandens egne arbejdstider.

– Mange af mine medarbejdere arbejder kun hver 3. weekend og har en ugentlig fridag. Når det brænder på, har jeg selvfølgelig en forventning om, at vi i ledergruppen bliver, til opgaverne er løst. Men ellers er det frihed under ansvar, hvor man selv planlægger sin arbejdstid. Det vigtigste er, at man har styr på sin afdeling.

Også lønnen er ifølge købmanden attraktiv:

– Som souschef, slagtermester eller frugt og grøntchef kan man sagtens matche lønnen med en nyansat akademiker. Med en karriere i dagligvarehandlen kan man skyde genvej til en økonomi, der giver råd til både bolig og bil.

De første to uger som købmand i MENY på Ugandavej drak købmand Sebastian Helvig kaffe med hver eneste medarbejder for at få erfaring og kompetencer til at gå op i en højere enhed. Foto: Flemming Effersøe

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: