Mere end 43 procent af de dømte vender tilbage til kriminalitet inden for to år – langt over gennemsnittet for andre kriminalitetstyper. Det viser en ny analyse fra De Samvirkende Købmænd (DSK).
”Det er helt uacceptabelt, at så mange butikstyve vender tilbage til kriminalitet. Et mindretal med gentagen adfærd undergraver trygheden i danske butikker,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DSK.
Mens den generelle kriminalitet i Danmark er faldet med cirka 30 procent over de seneste 20 år, er antallet af anmeldte butikstyverier steget med over 50 procent. Særligt siden 2021 er udviklingen eksploderet – i tredje kvartal 2025 blev der anmeldt 6.913 butikstyverier mod 3.808 i samme periode 2021, en stigning på 79 procent.

”Butikstyverier er stukket helt af. Det sender et uheldigt signal om et moralsk forfald, når butikstyveri nærmest bliver hverdag,” siger Jannick Nytoft.
Også tilbagefaldsraten er bekymrende: 43 procent af butikstyve begår ny kriminalitet inden for to år, og for mere end hver femte sker det allerede inden for seks måneder. Næsten hver fjerde butikstyv har mindst 10 tidligere afgørelser.
”Vi har at gøre med et hårdnakket mindretal, der igen og igen stjæler fra vores købmænd. Det truer både medarbejderes sikkerhed og forbrugernes oplevelse,” siger Jannick Nytoft.
Regeringen har hævet bødestraffen for butikstyveri, så der som udgangspunkt udmåles mindst 1.000 kroner i bøde ved førstegangstilfælde, samt andre gode tiltag, men DSK efterlyser fortsat politisk fokus.
”Den nuværende udvikling er uholdbar. Danmark er bygget på tillid, men den ekstreme stigning i butikstyverier truer denne grundlæggende værdi. Vi må ikke acceptere, at butikstyverier bliver en normalitet,” afslutter Jannick Nytoft.
I tredje kvartal 2025 var der 6.913 anmeldelser af butikstyveri. Når man sammenligner tredje kvartal i år med de foregående år, kan man se, at tredje kvartal i år har det højeste antal anmeldte butikstyverier for noget tredje kvartal i over 25 år.

DSK: Tre konkrete forslag
DSK mener, at den stigende tendens kræver handling nu. Organisationen foreslår:
- Hårdere og mere konsekvent straf for butikstyveri.
- Styrket indsats mod hæleri, så tyveriernes økonomiske bagland rammes.
- Bedre samarbejde mellem politi og sociale myndigheder, så gengangere fanges tidligere – og måske hjælpes ud af kriminaliteten.




