Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Sponsorstøtte falder på et tørt sted i Thy

Det var næsten penge som sendt fra himlen, der faldt på et tørt sted, da den lokale købmand i Østerild ved påsketid kunne søge fondsmidler fra KFI Erhvervsdrivende Fond  

Det var næsten penge som sendt fra himlen, der faldt på et tørt sted, da den lokale købmand i Østerild ved påsketid kunne søge fondsmidler fra KFI Erhvervsdrivende Fond

 

– Den lokale idrætsforening stod til at miste 100.000 kroner på grund af aflysningen af Thy Rock som følge af coronakrisen.

Det fortæller købmand Matias Paaske, Min Købmand i Østerild i Thy.

Derfor sendte han en ansøgning til KFI Erhvervsdrivende Fond, der i foråret annoncerede, at den ville uddele 10 mio. kr. efter ”først-til-mølle-princippet” til det lokale forenings- og idrætsliv.

Der kom hurtigt svar retur til købmanden om, at 40.000 kroner var på vej til Thy.

– Coronaen har betydet, at mange erhverv og ikke mindst foreninger er blevet hårdt ramt. Vi har valgt at gøre en ekstra indsats for vores lokalsamfund og foreningsliv ved at støtte vores lokale boldklub IF Nordthy, siger Matias Paaske.

Selvom donationen ikke helt lukker hullet i forhold til de penge, som foreningen forventede at få ud af samarbejdet med Thy Rock, gør de alligevel gavn.

– Det betyder rigtig meget og giver klubben mulighed for at fortsætte de aktiviteter, vi har i IF Nordthy til glæde for både børn, voksne og frivillige, siger formanden for I.F. Nordthy, Nicolai Møller.

Uddelingschef Marie Scott Poulsen, KFI, siger, at købmanden ligesom foreningslivet spiller en helt central rolle i lokalsamfundet:

– Derfor valgte vi i KFI at give købmændene mulighed for at støtte det lokale foreningsliv og hjælpe lokalsamfundet i gang igen efter coronakrisen.

Årets Købmand i Min Købmand

Den 27-årige Matias Paaske blev i fjor kåret som Årets Købmand i sin kæde for at udvikle sin butik og være synlig i lokalsamfundet.

Matias Paaske har været selvstændig købmand i Østerild siden 2017, hvor han lejede sig ind i den borgerejede butik.

I 2019 landede han en omsætning på over 20 mio. kr. eksklusive moms. Det er stort set en fordobling sammenlignet med den gamle butik. Mere salgsplads og flere varer har været med til at påvirke væksten positivt. Spændende sortiment og specielle kampagner er også med til at trække kunder til fra de nærliggende byer.

Matias Paaske begyndte sin karriere i dagligvarebranchen som ungarbejder hos Min Købmand i Østerild. Efterfølgende var han ansat ved militærpolitiet i forsvaret, da det lokale købmandspar i byens Min Købmand for godt to år siden meddelte, at de ville gå på pension og derfor satte butikken til salg.

I den forbindelse satte en lokal ejerkreds af borgere gang i byggeriet af en ny butik som afløser for den nedslidte butik i Østerild. Matias Paaske havde længe gået med drømmen om at blive selvstændig, så han var ikke i tvivl, da han blev spurgt, om han var interesseret i at blive købmand for den nye butik.

Købmand Mathias Paaske og formand for I.F. Nordthy, Nicolai Møller, sparker liv i lokalsamfundet. Foto: Min Købmand

 

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: