Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Spejdere og købmænd spreder juleglæde

Juletræssalg og en check fra SPAR-købmændene ved Frederiksværk giver ekstra energi til den lokale spejdergruppe   Der dufter af gran, og det lyser af jul foran SPAR på Ellevej ved

Juletræssalg og en check fra SPAR-købmændene ved Frederiksværk giver ekstra energi til den lokale spejdergruppe

 

Der dufter af gran, og det lyser af jul foran SPAR på Ellevej ved Frederiksværk.  Hver weekend i december står den lokale spejdergruppe klar til at sprede julehygge. Samtidig giver salget af juletræer mellem 25.000 og 30.000 kroner til KFUM Spejderne, Halsnæs Gruppe. Nu har de ovenikøbet fået en check fra SPAR-butikken.

I sommer kunne butikkens to købmænd; Torben Lauridsen og Morten Hansen, støtte to lokale fodboldklubber med midler, som de havde søgt hos KFI Erhvervsdrivende Fond. Og i julemåneden kunne de igen støtte det lokale foreningsliv med penge fra købmandsfonden.

Købmændene gav spejderne fra Melby en check på 30.000 kroner, som de kan bruge til at sprede ekstra juleglæde til lokale børnefamilier.

Siden 1998 har den lokale spejdergruppe solgt juletræer ved SPAR på Ellevej. Overskuddet bliver blandt andet brugt til weekendture og sommerlejre.

Familier har det svært

De to købmænd i SPAR på Ellevej har fokus på den lokale sammenhængskraft med lokale varer og en lang række lokale sponsorater.

– Jeg synes, at det er vigtigt at støtte det lokale foreningsliv. Vi har haft et fint samarbejde med KFUM-spejderne i mere end tyve år omkring salg af juletræer fra vores parkeringsplads, så er det jo oplagt at hjælpe dem med at sprede lidt ekstra juleglæde i et corona-år, hvor mange familier har haft det svært, siger Torben Lauridsen.

KFUM-spejderne har ligesom andre foreninger haft en del ekstra udfordringer i 2020. Coronatiden har krævet hyppige ændringer i forhold til, hvordan spejderarbejdet kunne drives. Spejderne har lavet om på aktiviteter, så mest muligt har kunnet afvikles udendørs.

Humøret fejlede heller ikke noget, da startskuddet gik til årets juletræssalg. Humøret blev kun endnu bedre med pengene fra SPAR og KFI Erhvervsdrivendes Fond.

Civilsamfundet under pres

– Mange familier, foreninger og arrangører er hårdt belastede af omkostningerne i forbindelse med julen. Derfor lancerede vi en uddelingspulje, hvor købmændene kan ansøge om penge, der kan sætte skub i eller understøtte juleaktiviteter og hygge i lokalområdet, siger uddelingschef Marie Scott Poulsen, KFI Erhvervsdrivende Fond

Selv om corona har fået dele af det lokale civilsamfund til at kollapse, så har det lokale erhvervsliv og borgergrupper formået at samle og holde hånden under det lokale forenings-, idræts- og indkøbsliv. Alt det som skaber den lokale sammenhængskraft.

– Vi oplever det især, når engagerede borgergrupper henvender sig med en ansøgning til en indledende analyse af mulighederne for at oprette en borgerbutik. Og vi er som oftest mere end villige til at støtte de lokale initiativer, der ligger inden for vores fundats: At støtte de frie købmænd.

– Det bliver mere og mere klart, at de projekter ikke blot drejer sig om købmænd. De drejer sig om hele lokalsamfund.  Derfor støtter vi den lokale udvikling med købmanden som omdrejningspunkt, forklarer Marie Scott Poulsen.

Købmandsfond reddede købmandsduo fra kollaps

Fra venstre: Torben Lauridsen og Morten Hansen. Fotos: Flemming Effersøe

De to købmænd i SPAR på Ellevej blev selv reddet for tre år siden, da KFI Erhvervsdrivende Fond vurderede, at der var en fremtid for butikken med et stort opland ud mod Melby bestående af fastboende og mange sommerhusgæster.

– Vi landede en aftale om finansiering af nye fryse- og kølemøbler og fik forhandlet en varekredit på 600.000 med Dagrofa på plads, så vi kunne koncentrere os om at komme på fode efter et vanskeligt 2017, siger Torben Lauridsen.

Siden er butikken i et perfekt parløb mellem de to købmænd kommet op i gear, hvor opskriften på succes er det kreative købmandskab, lokale varer, sponsorater, mad ud af huset og masser af godt humør.

 

200 købmænd yder julehjælp

200 plejehjem, børnehjem, lokale afdelinger af Røde Kors, kirker og handelsstandsforeninger over hele landet er blandt modtagerne af julehjælp fra købmænd i blandt andet MENY, SPAR og REMA 1000.

Takket være en uddelingspulje på fem mio. kr. fra købmandsfonden KFI kan købmændene hver især sende op til 25.000 kr. videre til en lokal forening eller juleaktivitet.

Købmændene anvender pengene lokalt og med udgangspunkt i højtiden, for eksempel til velgørende initiativer, arrangeret af Julemærkehjem, Mødrehjælpen, spejdere, Lions Club eller lignende. De kan også bruges til juleudsmykning på torvet, i gågaden eller i foreningslivet og på institutioner.

Siden 2014 har KFI uddelt cirka 500 mio. kr. til købmænd i Danmark.

En stor del af uddelingerne ydes til købmænd, der er i gang med at modernisere, bygge om eller udvide deres butikker. Der ydes også uddelinger til større, tværgående projekter. For eksempel et digitalt løft af den frie sektor, uddannelse og videreuddannelse af købmændene samt initiativer, der hjælper købmændene med at reducere energiforbruget til gavn for miljøet.

Der dufter af gran, og det lyser af jul foran SPAR på Ellevej ved Frederiksværk. Det skæpper godt i spejderkassen.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: