DYK NED I HISTORIEN
I et jubilæumsskrift udgivet på 90-årsdagen den 8. september 1997 beskrives en række historiske hændelser for danske købmænd. Er du historie-interesseret, kan du læse artiklerne her:
Butiksdød
Før århundredeskiftet fødte kvinderne i gennemsnit 4,4 børn – igennem 1920’erne og 30’erne faldt tallet til det halve, og dermed skabtes også grobund for, at kvinderne i stigende tal søgte ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder fik husligt arbejde – først efter krigen steg antallet af kvinder i industri, håndværk, handel og kontor ganske mærkbart.
Da produktion og forbrug i slutningen af 50’erne steg lige så hastigt som en sputnik, gik det vante indkøbsmønster i opløsning. Tidligere arbejdede mor Danmark i hjemmet. I byerne foretog hun dagens indkøb til fods i sidegadernes lokalbutikker, og i landdistrikterne gik turen på cykel ind til den nærmeste by. Nu blev flere og flere kvinder udearbejdende husmødre, og de nye supermarkeder, hvor de travle dobbelt-arbejdende kvinder kunne samle alle deres indkøb, blev en dødelig konkurrent for de mindre handlende. Butiksdøden satte ind i begyndelsen af 1960´erne og fortsatte med fuld styrke langt op i 70´erne med op imod 400 lukninger om året.
Også på et andet markant område fik familien Danmark nye indkøbsvaner. Fra midten af 60´erne havde mange fået bil, og samtidig foregik en betydelig vandring af arbejdskraft fra land til by, hvor behovet for boliger og parkeringspladser satte gang i en omfattende bysanering. Også i den forbindelse døde mange små butikker en voldsom død, og dagligvarehandelen koncentreredes efterhånden i supermarkederne.
Da den første oliekrise kradsede hårdt i forbrugernes lommer i midten af 70´erne, åbnede den tyske Aldi-kæde sin første discount-butik i Danmark, og andre kæder fulgte hurtigt succesen op. Denne udvikling skubbede yderligere til små-handlende i landdistrikterne, hvor forbrugerne svigtede de lokale handlende og hellere foretog større indkøbsture til de nye butikscentre i byerne.
I 1990´erne er koncentrationen fortsat, selv om også mange minimarkeder på landet nu har omsætningsfremgang, som følge af den ny lukkelov, konceptudvikling og kædesamarbejde.
DEN SVÆRE BEGYNDELSE
Der er røre i det danske samfund omkring århundredeskiftet, hvor købmændene begynder at organisere sig. Lovmøllen maler efter systemskiftet i 1901 – først nu kan grundloven fra 1849 for alvor udmøntes i praksis.
Skattelov, forbud mod kunstige sødemidler i levnedsmidler, oprettelsen af Handelsministeriet, konkurrencelov og lukkelov, læbælternes og tilgiftordningernes ophævelse er blot nogle blandt mange eksempler fra købmandens hverdag, som stod på den politiske dagsorden i 1900-tallets første årti – og som krævede organisation, hvis købmændene skulle gøre sig forhåbninger om medindflydelse.
For den lille købmand bag disken var der langt til forhandlingerne i Rigsdagen. Han havde rigeligt i at sætte sig ind i den nye lov om det metriske system. At et pund kaffe blev til et halvt kilogram, krævede kun behændighed. Hekseriet begyndte først, når alen og fod skulle omsættes til meter, og en skæppe eller pot skulle sælges i litermål.
Året var 1907 – samme år som “De samvirkende detailhandlerforeninger i Danmark” blev stiftet. Grundstenene var lagt i flere omgange – i 1900 stiftedes “Detailhandlersocietetet”, som dækkede branchen øst for Storebælt, året efter kom “Central Organisationen af detailhandlerforeninger i Jylland” og i 1905 “Central Organisationen af detailhandlerforeninger for Fyns stift”. Det var disse tre organisationer, der i 1907 sluttede sig sammen, og som i 1923 fik navnet – De samvirkende Købmandsforeninger, DSK- og i 1997 kort og godt : De Samvirkende Købmænd
Den københavnske del af organisationen var imidlertid en “blandet landhandel” med butikker fra mange forskellige brancher, og den meldte sig senere ud for igen at vende tilbage i 1948 som en ren købmandsorganisation.
Fra 1972 har DSK strukturmæssigt været opdelt i tre centralorganisationer: CO Jylland, CO Fyn og CO Øst.
EN HÅNDSRÆKNING FRA DEN RIGE ONKEL
Et udbombet Europa med udpint økonomi måtte efter 2. verdenskrig have en hjælpende hånd for at komme på fode igen. Hjælpen kom fra USA, som i 1947 vedtog European Recovery Programme – bedre kendt som Marshall-hjælpen efter den amerikanske udenrigsminister George Marshall – som betød en pengestrøm over Atlanten på 13 milliarder dollars i form af gaver og lån til Europa.
USA stillede som betingelse for Marshall-hjælpen, at de europæiske lande indgik et politisk og økonomisk samarbejde, men Østblok-landene takkede nej og dannede i stedet deres eget Kominform, og brikkerne til en ny, kold krig var lagt.
For Danmark betød Marshall-hjælpen en økonomisk indsprøjtning på omkring en kvart milliard dollars. Folketinget vedtog en lov om lån til modernisering af fødevarebutikker helt eller delvist baseret på selvbetjeningsprincipper. Handelsministeriet oprettede sit Produktivitetsfond i 1953 og et særligt produktivitetsudvalg for handelen, som dannede baggrund for, at DSK kunne ansætte syv nye konsulenter og dermed etablere sin Købmandstjeneste.
De nye selvbetjeningsbutikker krævede store investeringer i nyt inventar. I 1954 etablerer DSK Dansk Købmands-Inventar A/S, dels for at rådgive de medlemmer, der fik lån og støtte til omlægning af butikkerne, og dels for at virke som prisgarant på det nye marked for butiksinventar.
I 1955 etableres den selvejende institution Købmændenes Finansierings-Institutter, hvis formål bl.a. er at yde kaution for lån til medlemmer ved generationsskifte eller ombygning af forretninger.
Markeds-Data A/S blev ligeledes etableret i starten af 50’erne som et analyseinstitut, der giver leverandørerne regelmæssige oplysninger om købmændenes salg, lagerbeholdning, distribution osv. Igennem Markeds-Data kunne købmænd og leverandører forene bestræbelserne for et optimalt og hurtigt salg og dermed reducere lageromkostninger.
En fjerde “finger” i DSK’s hånd var Institut for Center Planlægning, som blev etableret i samarbejde med FDB, og som i dag er blandt landets ypperste eksperter i centerplanlægning.
KØBMÆNDENES STØRSTE KONKURRENT
Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene omkring århundredeskiftet. Og lod sig ikke nøje med politisk indflydelse – den ville også have økonomisk indflydelse. En række kooperative virksomheder skød op – som bønderne havde deres mejerier og grovvareselskaber, etablerede arbejderne brødfabrikker, kul- og koksimport, dagblade og en lang række andre – dengang succesrige – virksomheder.
Også forbrugerne slog sig sammen og dannede brugsforeninger – som regel med medlemsgrundlag i andels- og/eller arbejderbevægelsen. I 1866 så “Thisted Kjøbstads Arbejderforening” dagens lys, fem år senere var der 80 brugsforeninger, som med årene blev alvorlige konkurrenter til den selvstændige købmand. Ved århundredeskiftet var der således omkring 100.000 medlemmer i brugsforeningerne landet over.
I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlaget for brugsforeningerne. Den første næringslov fra 1857 etablerede en landstrækning – et “læbælte” – på ca. en mil omkring købstæderne. Inden for læbæltet måtte der kun drives ganske få arter af erhverv. Disse afstandsbestemmelser blev først ophævet ved revision af næringsloven i 1920 – bl.a. efter ihærdigt lobby-arbejde fra DSK.
Men brugsforeninger baseret på medlemskab kunne etablere sig overalt, også i læbælterne, og kooperationen voksede sig stærk. I 100 år var brugsforeningerne skattefrie og kunne derfor udbetale dividende – det var noget, kunderne kunne forstå. I 1925 sad kooperationen på 25 pct. af dagligvaremarkedet, og FDB, som er en direkte forlængelse af den mere end 150-årige forbrugerkooperation, sidder i dag på over en tredjedel af dansk dagligvarehandel.
En anden konsekvens af næringsloven fra 1857 blev, at detailhandlere kun måtte have ét udsalg i hver kommune. Ordningen blev etableret for at beskytte de mindre handlende og som et værn imod “storkapitalen”, og DSK forsvarede denne regulering, som i princippet også bestod helt frem til 1966. Men netop fordi kooperationen var baseret på medlemskab, var den ikke omfattet af begrænsningen, og et “hul” i loven var også, at filialbutikker kunne have lige så mange udsalg, de ønskede, når de nøjedes med kun at sælge hovedbutikkens produkter. Irma, der blev grundlagt i 1895, var en af de kæder, der blev opbygget på dette princip.
FRIE KØBMÆND OG FÆLLES FODSLAG
Da freden kom til Danmark i 1945, var bybilledet præget af mange små købmandsforretninger med lille vareudbud og ringe omsætning. Omkring 12.000 købmænd var organiserede i De Samvirkende Købmandsforeninger – men oven på seks års besættelse med omfattende rationering var organisationen ikke særlig stærk.
I slutningen af 40’erne ophæves rationeringerne, og fra starten af 1950’erne begynder det at gå stærkt i det danske samfund. Nu er det købers marked, og forbruget stiger til det dobbelte fra 1953 til 1972. Vækstperioden præges også af en massiv indsats på boligområdet, hvor der opføres 35-40.000 nye boliger om året – med gennemtænkt placering af butikker.
For DSK’s medlemmer betyder efterkrigstiden især en styrkelse af organisationen. “Den frie Købmand” – som modvægt til forbruger-kooperationen – markerer sig stærkt igennem fælles annoncering, og landsudstillingen “Købmanden” i Fyns Forum i 1950, der åbnes af Kong Frederik IX, bliver den hidtil største udstilling herhjemme med mere end 160.000 besøgende. De kunne bl.a. se den store nyhed fra USA – selvbetjeningsbutikken.
Fælles fodslag er nøgleordet, og den aggressive stil følges bl.a. op igennem radioens Ungarns-udsendelser, udstillinger i Forum og andre messer og ikke mindst igennem købmændenes kæmpe kaffelotteri.
GODE RÅD TIL HUSMODEREN
I 1935 oprettedes Statens Husholdningsråd, der begyndte udgivelsen af “Råd og Resultater” med egne vare- og serviceundersøgelser. Forbrugerne fik hermed for første gang en uvildig håndsrækning – også i forhold til de voldsomme ændringer i familiemønstret, som blev konsekvensen af kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Allerede i 1953 gav Statens Husholdningsråd gode råd til det stigende antal dobbeltarbejdende kvinder – en kvart million arbejdede uden for hjemmet, svarende til hver fjerde gifte kvinde:
“De efterfølgende forslag er ikke fantasier, udtænkt ved et skrivebord, men bygger på praktiske erfaringer givet blandt andre af en gift provinshusmoder med heldagsarbejde uden for hjemmet, med tre børn i alderen 3 til 15 år og helt uden hushjælp.
Ofte kommer et eller flere børn, måske også husfaderen, hjem før moderen. Læg en kortfattet plan til hver især over deres arbejder, f.eks. tænde op og passe kakkelovnen, hente bestilte varer (nøjagtigt regnskab!), hente mindre søskende, hænge vådt overtøj til tørre, stoppe vådt fodtøj ud med papir, ordne kartofler eller rense urter, skylle eller koge bleer, tørre støv af, læse lektier inden middagen.
Hvis husmoderen kommer sent hjem, er det sikkert bedst for alle parter, at hun straks laver middagsmad og samler alle om middagsbordet. Der kan man i ro drøfte dagens oplevelser. Mens der ryddes til side og vaskes op, kan man også passiare, høre et barn i lektie, eller lege en let leg sammen (gætte gåder, “20 spørgsmål”, tepotteleg eller lign.), så arbejdet føles som en leg.
Husk ved opvask: sulfonerede opvaskemidler og opvaskestativ sparer aftørring og viskestykker. Brug f.eks. krus i stedet for glas.” (Fra pjecen “Hjælp til selvhjælp for den udearbejdende husmoder”).
I 1947 blev Forbrugerrådet oprettet, som fra 1964 har udgivet bladet “Tænk”, skabt af Poul Henningsen. Og med markedsføringsloven i 1975 fik forbrugerne deres egen ombudsmand.
KØBMANDSVARER TIL DØREN
Et kig ind i en dansk skoleklasse omkring århundredeskiftet ville vise 37 elever – klassekvotienten var netop sat ned i 1899 – som stort set kun beskæftigede sig med udenadslære. Et nærmere eftersyn ville dog afsløre, at højst halvdelen fulgte med i “undervisningen” – resten sad og sov eller var meget åndsfraværende.
Årsagen var den enkle, at de fleste børn havde erhvervsarbejde ved siden af skolen – og i mange tilfælde blev skolepligten langt fra opfyldt. Børnearbejde var vidt udbredt på fabrikkerne, især glasværker og væverier. Først i 1901 blev det forbudt at arbejde på fabrik for børn under 12 år, og fra 1913 gjaldt det hele den skolepligtige alder.
Forbuddet mod fabriksarbejde betød, at der blev rift om bypladserne. 75 pct. af drengene og 55 pct. af pigerne havde byplads i købstæderne, viser en lærerundersøgelse fra 1908. Stort set alle arbejderbørn havde arbejde, men undersøgelsen viste også, at børn fra alle sociale grupper, bortset fra de øverste lag, havde betalt arbejde for fremmede.
Før århundredeskiftet var en arbejdsdag på 12 timer ikke usædvanligt, men fra 1925 måtte skolebørn højst arbejde 4 timer om dagen. Loven kunne dog omgås med lidt snilde, hvis man tog en tørn som mælkedreng inden skolen og bragte varer ud for købmanden efter skoletid.
Børnenes løn var et helt nødvendigt tilskud til de ofte meget børnerige familier. Det er vel først inden for de sidste 30-40 år, at børnene har fået lov til at disponere over lønnen som egne lommepenge.
For købmandsforretningen var bydrengen i mange år et helt naturligt led. Mange kunder, ikke mindst ældre mennesker, kom sjældent i butikken, men nøjedes med at bestille varer over telefonen. En tur til 4. sal med en 50 styks kasse øl var hårdt slid for en skoleelev, og der var ingen garanti for, at drikkepengene stod i forhold til anstrengelserne.
Trods privatbilismen har mange købmænd holdt fast i deres bydreng for på den måde at yde en service, som lavprisvarehuse og discount-butikker ikke har.
KØBMÆNDENES GRUNDLOV
Indtil midten af 1800-tallet var al handel og håndværk i Danmark baseret på middelalderens laugsvæsen og købstædernes monopol på handel. Med grundloven i 1849 blev næringsfrihed stillet i udsigt, og løftet blev indfriet i 1857 med næringsfrihedsloven – også kaldet “købmændenes grundlov”.
Eftertidens historikere har betegnet næringsfrihedsloven som den måske mest samfunds-omvæltende enkeltlov, der nogensinde er gennemført i Danmark. Alle danskere – dem var der ca. 2 millioner af – kunne nu etablere sig som håndværksmestre, uanset om man var uddannet eller ej, og handelslaugene blev ophævet, så det tidligere borgerskab for eksempelvis grosserere, købmænd og detaillister afløstes af næringsbrev på handel.
Købstædernes monopol på handel var dermed brudt ved lovens ikrafttræden i 1862 – dog med den undtagelse, at der blev indført et såkaldt “læbælte” på en mils bredde omkring købstæderne, hvor der ikke måtte drives handel. Dermed var oplandet stadig nødsaget til at søge ind til købstaden for at handle, men næringsfriheden betød samtidig, at handlende frit kunne etablere sig i de mindre byer.
H.C.Andersen betegnede 1857 som “det mærkværdige år” – et år, hvor det gamle måtte vige for udviklingen. Københavns byporte blev revet ned, gadernes tranlygter blev skiftet ud med gaslygter, og én af Danmarks ældste indtægtskilder, Øresundstolden, indført af Erik af Pommern i 1429, blev ophævet mod en éngangserstatning på 33 1/2 millioner Rigsdaler fra de søfarende nationer.
KRISE OG REFORMER
Mellemkrigstidens store økonomiske nedtur ramte for alvor landbrugslandet Danmark i 1930.
80 procent af eksporten var landbrugsvarer, heraf udgjorde flæsk og smør alene 60 procent, og priserne på disse to nøglevarer faldt henholdsvis 50 og 35 procent i 1930.
Landbrugets krise forplantedes lynhurtigt til hele samfundet, hvor bankkrak og virksomhedslukninger hørte til dagens uorden, og i 1933 nåede arbejdsløsheden op på 44 procent.
Thorvald Stauning havde dannet sin anden regering i 1929, hvor han bebudede bekæmpelse af arbejdsløsheden, krisehjælp til langtidsledige og sociale reformer. Den alvorlige økonomiske situation dannede i 1931 grobund for et forlig med Venstre og Konservative, der betød hjælp til arbejdsløse og forgældede landmænd.
Den verdensomspændende krise medførte protektionisme, og Valutacentralen indførte strenge restriktioner for handel med udlandet.
Købmændene – ikke mindst de grovvarehandlende – ramtes hårdt af krisen. I 1932 gennemførtes høstpanteloven, som både i kriseårene og senere fik uvurderlig betydning for samhandelen mellem de grovvarehandlende købmænd og landmændene.
I 1933 strandede overenskomstforhandlingerne. Arbejdsgiverne krævede 20 procents lønnedgang og varslede lock out, og forligsmanden opgav på forhånd at fremsætte et mæglingsforslag. Statsminister Stauning inviterede De radikales og Venstres topfolk hjem i privaten i Kanslergade. Det historiske forlig stjal opmærksomheden fra alt andet, selv om en østrigsk malersvend samme dag overtog magten i Tyskland.
Kanslergadeforliget indebar bl.a. startskuddet for K.K. Steinckes socialreform, vinterhjælp og igangsættelse af offentlige arbejder, mens landbruget fik en devaluering og ny handelsaftale med England.
Samfundet havde for første gang påtaget sig et ansvar for de dårligst stillede grupper, og 30’erne blev i det hele taget præget af social fremgang: Lov om arbejdsløshedsforsikring, ferielov, funktionærlov samt revision af lærlingeloven og medhjælperloven.
MÆRKEVARER
Mere end 10 milliarder rationeringsmærker blev rakt over købmandsdisken under den rationering, som blev indført under besættelsen, og som virkede langt henne i efterkrigsårene p.g.a. fortsat varemangel og økonomiske kriser. De mest efterspurgte dagligvarer, kaffe og sukker, var på rationer i 13 år helt frem til 1952, og først i 1953 faldt den sidste rationering, kul og koks. I vinteren 1946-47 lå Danmark i dybfryser – alle farvande var tilfrosset – og det holdt hårdt at få lidt varme i kroppen fra den halvkolde kakkelovn.
Hvis en vare ikke var rationeret i besættelsestiden, så var det ganske enkelt fordi, den ikke var til at opdrive. Selv kaffeerstatning solgtes kun mod rationeringsmærker.
I isvinteren 46-47 blev restriktionerne for meget for forbrugerne – de danske husmødre. Fra hele landet deltog 10.000 husmødre i en protestdemonstration foran Christiansborg, anført af forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen. Budskabet var enkelt: Kvinderne ville have brændsel, sukker, soda, vaskemidler og en retfærdig fordeling af de knappe varer, især kød.
Ud over at administrere rationeringsmærker var købmanden også underlagt prisloven, som var gennemført straks efter besættelsen som et forbud mod “urimelige priser og forretnings-betingelser”. Maksimalpriser og netto-avancer skulle nøje overholdes, og købmandens administrative arbejdsbyrde under besættelsen kan bedst sammenlignes med de pinsler, som momsens gennemførelse i 1967 medførte.
Varemanglen og rationeringsmærkerne var den ideelle grobund for kriminalitet. Politistyrken var opløst de to sidste besættelsesår, og i efterkrigs-årene antog kriminaliteten mafia-agtig skikkelse. Bedst kendt blev den såkaldte Edderkoppe-sag, hvor bagmanden, Svend Aage Hasselstrøm, i 1951 blev fængslet for sortbørshandel, røveri, hæleri og bestikkelse af politiet.
OMSEN OG MOMSEN
Hver tredje måned deler købmanden skæbne med 430.000 andre danskere. Dybt begravet i papirdynger forsøger han at få momsregnskabet til at gå op, så skattevæsenet kan få opgørelsen og ikke mindst pengene til tiden.
I dag er edb-anlæg og “tænkende” kasseapparater en uvurderlig hjælp, når finansministeren skal have sine 25 pct. Men det var ellers noget af en administrativ byrde, politikerne i 60’erne trak ned over hovedet på de selvstændige erhvervsdrivende, da omsen og momsen blev gennemført.
Det var “lønfesten” i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1961, der fik den daværende SR-regering til at overveje en afgift på 5 pct. i detailleddet. Det var før kildeskatten, og statsminister Viggo Kampmann udlagde den nye omsætningsafgift – af aviserne forkortet til oms – som en “bøde til dem, der kører på fribillet, fordi deres beskedenhed forbyder dem at overbebyrde selvangivelsen”.
Mange organisationer, bl.a. DSK, var imod planerne, fordi man forudså kaos i de omkring 130.000 virksomheder i detail-leddet. De politiske forhandlinger mundede i 1962 ud i en oms på 9 pct. i engros-leddet.
Omsen er således det første indkomstpolitiske indgreb i Danmark, og året efter kommer Helhedsløsningen i forbindelse med de strandede overenskomstforhandlinger. I 1966 vinder SF en bragende valgsejr, og der er for første gang et arbejder-flertal i Folketinget. Statsminister Jens Otto Krag havde et standpunkt (om S-SF-samarbejde), men tog et nyt og baserede sit parlamentariske grundlag på folkesocialisterne.
Den 3. juni 1967 gennemføres en meromsætningsafgift – moms – på 10 pct. DSK iværksætter sin hidtil største informationskampagne over for medlemmerne. De fleste butikker må holde en dag lukket for at gøre lager op og sætte nye priser på varerne, og et sørgetog, arrangeret af Foreningen for frie erhverv, nedlægger en krans ved Frihedsstøtten med ordene “Hoveriet genindførtes 3. juni 1967”.
Momsen og en senere indefrysning af en dyrtidsportion i 1968 får det til at knage i fugerne på “Det røde kabinet” – SF sprænges, og et nyt folketingsvalg fører til Hilmar Baunsgaards VKR-regering.
Men uanset partifarve havde den siddende regering nu fået en afgift, hvor man kunne dække over skatteskruens stadige omdrejninger – og værktøjet er blevet brugt flittigt igennem de 30 år. Den nye VKR-regering drejer allerede skruen op på 12,5 pct. i marts 1968, og siden er det gået slag i slag: 15 pct. i 1970, en midlertidig nedsættelse til 9,25 pct. i 1975, tilbage til 15 pct. i 1976, 18 pct. i 1977, 20,25 pct. i 1978 og 22 pct. i 1980. Den seneste forhøjelse er fra 1992, hvor momsen steg til de nuværende 25 pct.
Momsen bidrager med næsten 100 milliarder kroner årligt i statskassen – en tredjedel af statens samlede indtægter på skat og afgifter. En EU-beslutning om harmonisering af momsen betyder, at landene skal opkræve mindst 15 pct. i moms – dog kan en reduceret momssats på 5 pct. anvendes på nogle varegrupper, bl.a. madvarer.
SJÆLESØRGEREN
Før Dankortet og Døgneren var købmanden ubestridt en central person i det lokale samfund. Det var bekvemt for især unge mennesker, at man lørdag aften kunne banke købmanden op i privaten over butikken og købe bagom til en improviseret eller tørlagt fest – selvom det var både forbudt og ulovligt. Og sidst på ugen kunne den trofaste kunde trygt gå til sin købmand og købe på regning.
Dermed blev købmanden også en slags sjælesørger for sine kunder. Når det blev lønningsdag, og regningen skulle betales, var det ikke altid, pengene slog til, for børnene stod lige netop og manglede sko, eller farmand havde mistet sit arbejde. Psykologisk sans og købmands-fornuft løste problemerne, for købmanden fik et indgående kendskab til kunderne og deres privatøkonomi – og kreditten var simpelthen nødvendig, for helt op i 60’erne var pengene små blandt almindelige danske forbrugere.
Sjovt nok glemte mange kunder deres rare, lokale købmand, da der kom flere penge i lønningsposen, og de billige supermarkeder skød op over alt i landet.
UGENS TILBUD: LOKKEMAD
Bonus og rabat. Plasticdyr til børnene, når bilen tankes op. Gratis smykker indlagt i ugebladene og bingoplader i dagens avis. Postordrefirmaernes væld af gratis-tilbud.
Kun fantasien sætter grænser i kampen om kundernes gunst i 1990’ernes forbrugsræs. Men egentlig er der intet nyt under solen, for netop i årene omkring DSK’s tilblivelse var det store diskussionsemne i detailhandlen de såkaldte tilgiftsordninger.
Tilgift var datidens lokkemad i kampen om kunderne – et gratis tillæg til den købte vare. Det var især kaffen og en helt ny vare, margarinen, der blev ledsaget af alle mulige former for “tilgift” hen over købmandsdisken. Således skriver Dansk Handelsblad i 1909, at man i tilgift på “et Par eller ganske faa pund Margarine gav en gasbesparende Fløjtekedel, et stort, smukt Dukkehoved, en stor, lakeret Knivkasse, en 35 Alen lang Manille Klædesnor, en Haardugssigte, et Paalægsfad, et Ragoutfad, en Husholdningsvægt, en emailleret Kasserolle eller Stegepande.”
DSK var yderst aktiv i bestræbelserne for at få tilgift forbudt, og det lykkedes i 1912, hvor loven om illoyal konkurrence (konkurrenceloven) bestemte, at “den såkaldte tilgift er forbudt, medmindre tilgiften er af underordnet værdi. Reklamering med tilgift er ligeledes forbudt.”
Ved denne lejlighed blev De Samvirkende Købmandsforeninger anerkendt som påtaleberettiget hovedorganisation.
BESÆTTELSEN
I mere end 100 år har danskerne diskuteret butikkernes åbningstider. Adskillige forsøg er gjort igennem årene på at gøre parterne tilfredse, men tilsyneladende er interesserne uforenelige hos de handlende, deres ansatte og forbrugerne.
Den første lukkelov er fra 1904, hvor der blev indført søndagslukning. Allerede fire år efter blev loven revideret, så der indførtes 20-lukning ugens fem første dage, mens der om lørdagen kunne holdes åbent til kl. 23. Butikkerne kunne tidligst åbne kl. 4 om morgenen. Året efter ændrede lovgiverne igen på bestemmelserne, så der kunne holdes åbent til kl. 21 alle hverdage.
Loven fik nu lov at fungere frem til 1933, hvor butikstiderne blev ændret til kl. 18 ugens fire første dage, kl. 19 fredag og kl. 20 lørdag. Blandt DSK’s medlemmer var der stor modstand mod at indskrænke åbningstiden lørdag, hvor mange havde ugens største salg.
Besættelsesårene var præget af varemangel og mørkelægning, hvorfor åbningstiderne – i lighed med årene 1914-18 – blev skåret kraftigt ned. I 1946 kom så den lov, som fik lov til at virke de næste 30 år: Kl. 17.30 ugens fire første dage, kl. 20 om fredagen, og som noget nyt blev der indført weekend-lukning fra lørdag kl. 14. Besættelsen, varemangel og en hård rationering af især brændsel i efterkrigsårene er altså en stærkt medvirkende årsag til, at danskerne igennem de sidste 50 år har kunnet holde weekend.
Efter fem års kommissionsarbejde blev lukkeloven i 1976 afløst af den første lov om butikstid. Og diskussionerne fortsætter, bl.a. om butikker ved havnearealer, nyåbnede butikker og omsætningsgrænsen for søndagsåbent.
