Spring til indhold

Nye butiksområder udenfor byerne truer bymidterne

Udlægning af de såkaldte aflastningsområder truer de lokale dagligvarebutikker og øvrige butikker i bymidterne, og kan dermed lægge bymidterne øde.

Udlægning af de såkaldte aflastningsområder, der oprindeligt var designet til at aflaste bycentre fra trafik- og handelspres, truer de lokale dagligvarebutikker og øvrige butikker i bymidterne, og kan dermed lægge bymidterne øde.

Så kontant lyder det fra De Samvirkende Købmænd, der påpeger at udlægningen af aflastningsområder kan have negative konsekvenser for de lokale dagligvarebutikker i mindre byer og i bymidterne.

Aflastningsområderne er typisk placeret i udkanten af byerne og har til formål at reducere trængsel og miljøbelastning i bycentrene. Her var det tanken at placere f.eks. større varehuse, hvidevarebutikker, bilforhandlere, og specialforretninger, som kræver mere plads, end hvad der er tilgængeligt i de tættere bebyggede bycentre.

Ifølge analysen fra De Samvirkende Købmænd er der dog også en bagside af medaljen. Analysen peger bl.a. på, at etablering og udvidelse af netop aflastningsområder, kan føre til et markant fald i omsætningen for de eksisterende butikker i netop bymidten. Det er et tab, der for mange mindre butikker kan være svært at løfte.

Ifølge kommunale analyser kan dagligvarebutikker opleve et omsætningsfald på mellem 6 og 21 pct., når aflastningsområder etableres eller udvides. Dette er særligt problematisk i betragtning af, at dagligvarebranchen historisk set har haft en lav overskudsgrad på kun 1,2 pct. gennem det seneste årti. Dermed står mange butikker i en sårbar økonomisk situation, hvor selv små fald i omsætningen kan tvinge dem til at reducere personale eller risikere lukning. Det har store konsekvenser, hvis man ønsker en levende og spændende bymidte.

”Kommunernes mulighed for at give tilladelse til etablering af nye – og udvidelser af eksisterende aflastningsområder – har i de senere år taget overhånd. Vores opfordring er helt klart, at der skal ske en revision af lovgivningen om aflastningsområder, for at beskytte de lokale butikkers interesser, men i lige så høj grad for at understøtte livet i bymidterne og mindre byer,” siger Jannick Nytoft, der er adm. direktør hos De Samvirkende Købmænd.

”Helt konkret mener vi, at kommunernes mulighed for at udlægge nye aflastningsområder og udvidelse af eksisterende aflastningsområder bør fjernes, af hensyn til livet i bymidterne og for at undgå at bymidterne i de mindre byer lægges øde.”

“Vores bymidter og mindre byer står over for en betydelig udfordring, hvis vi fortsætter med at underminere de lokale butikkers evne til at drive forretning. Der er behov ro om planlovens detailhandelsbestemmelser, hvis man som selvstændig skal foretage en investering over mange år,” understreger Jannick Nytoft.

Læse analysenotetet: Aflastningsområder kan true den lokale købmand

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: