Spring til indhold

Ny undersøgelse: Danskerne betænkelige ved statens børneagenter

Siden sommeren 2024 har myndighederne haft mulighed for at benytte mindreårige såkaldte “børneagenter” til at dokumentere ulovligt salg af alkohol og tobak.

Men den metode vækker stor bekymring blandt danskerne, viser ny undersøgelse.

En ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Norstat for De Samvirkende Købmænd (DSK) viser, at danskerne ikke er begejstrede for Sikkerhedsstyrelsens brug af såkaldte ’børneagenter’ til at dokumentere ulovligt salg af alkohol og tobak til mindreårige.

Ifølge undersøgelsen mener mere end otte ud af ti danskere, at det ikke bør være den kassemedarbejder, der begår fejlen, som skal konfronteres af Sikkerhedsstyrelsens udsending. I stedet bør myndighederne henvende sig til butikkens ledelse.

“I dag er det desværre sådan at det er medarbejderen ved kassen der med det samme fejlen er begået konfronteres direkte af myndighederne. Det er uhensigtsmæssigt og kan på mange medarbejdere virke voldsomt og grænseoverskridende,” siger adm. direktør i DSK, Jannick Nytoft.

Den kritik møder opbakning fra Mette Høgh, der er formand for de butiksansattes fagforening HK Handel.

For som praksissen er nu, vil medarbejderen, der kommer til at begå fejlen, få en seddel fra Sikkerhedsstyrelsen, hvori der står, at den ansatte har begået en ulovlighed, og at deres navn i den forbindelse kan blive videregivet til politiet.

”Det kan opleves meget voldsomt at få stukket sådan en seddel i hånden, og vi ved, at det får mange ansatte til at bryde sammen, fordi de kommer til at føle sig som kriminelle. Derfor vil vi også gerne opfordre til, at man fra politisk side bør overveje om, man ikke kan gøre mere for at skåne medarbejderne, når man nu vælger at gøre brug af denne metode,” siger Mette Høgh.

Undersøgelsen viser desuden, at cirka en tredjedel af befolkningen finder det urimeligt eller meget urimeligt, at staten bruger mindreårige til at lokke fejl frem i butikkerne. Samtidig svarer cirka en fjerdedel ”Hverken/eller” og er altså i tvivl, mens lidt over en tredjedel mener, at ordningen er rimelig i et vist omfang.

Afskaf børneagenterne – eller brug dem med ansvar

Hos DSK er holdningen klar: Brugen af børneagenter bør stoppes.

“Ordningen med unge kontrolkøbere hører ikke hjemme i den almindelige detailhandel. Det er en kontrolmetode, der typisk bruges ved alvorlig kriminalitet – ikke ved almindelige menneskers små fejlskøn,” understreger Jannick Nytoft.

“Men hvis myndighederne alligevel fastholder ordningen, bør der i det mindste indføres klare retningslinjer for, hvordan kontrollen udføres – og hvem der konfronteres.”

DSK foreslår, at ordningen med brugen af unge kontrolkøbere afskaffes og erstattes af en mere målrettet kontrol – hvor unge medarbejdere i frontlinjen ikke udsættes for myndighedernes kontrol.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: