Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Ministerduo gør medisteren mere grøn

Fødevareministeren og klimaministeren har lanceret en kampagne med 22 køkkentips til, hvordan danskerne med få justeringer i hverdagskosten kan bidrage til at løse en af tidens helt store udfordringer: klimakrisen

Fødevareministeren og klimaministeren har lanceret en kampagne med 22 køkkentips til, hvordan danskerne med få justeringer i hverdagskosten kan bidrage til at løse en af tidens helt store udfordringer: klimakrisen

– Jeg har stor respekt for dem, der går hele vejen og f.eks. dropper kødet. Men mindre kan også gøre det. Det kan de her tips forhåbentlig inspirere og hjælpe til, siger fødevareminister Mogens Jensen, der sammen med sin ministerkollega for klima, Dan Jørgensen, har lanceret en klimakampagne rettet mod køkkenet.

Den nye kampagne ”Madglade Klimatips” blev skudt i gang i august og skal med få greb gøre det lettere for interesserede danskere at bidrage til kampen for klimaet. Og selv en lille indsats tæller.

Ifølge en undersøgelse, som Madkulturen tidligere har udarbejdet, mener hovedparten af danskerne, at det er vigtigt at bidrage i kampen mod klimaforandringerne fra gryderne i køkkenet. Seks ud af ti vil gerne spise mere klimavenligt.

Fødevareministeren og klimaministeren håber derfor på at inspirere en bred pallette af danske hverdagskokke i hjemmene, hvor nogle er til røde bøffer og andre til røde linser, og hvor ambitionerne afhænger af både tid og interesse i køkkenet.

– Vi har brug for, at den grønne omstilling når helt ud på vores tallerkener, og derfor er jeg rigtig glad for, at mange også gerne vil spise mere klimavenligt. Men det kan være nemmere sagt end gjort i en travl hverdag. Derfor kommer vi nu med de her helt konkrete tips, så det bliver lettere at træffe de klimavenlige valg, siger Dan Jørgensen.

Fisk, fars og fremtidige kostråd

Der er 22 tips i kampagnen, og de kan findes på hjemmesiden www.klimatips.dk. Flere af dem handler om at skrue op for grøntsagerne og skære ned på kødet.

I 2021 opdateres Fødevarestyrelsens officielle kostråd, som for første gang skal indeholde klimahensyn.

Fakta

  • Danskerne udleder i gennemsnit omtrent tre tons CO2 fra sine fødevarer om året. Det er godt otte kilo om dagen. Det viser tal fra tænketanken Concito.
  • Ifølge World Ressource Institute (WRI) er madvaner en afgørende faktor for at reducere fødevaresektorens klimaaftryk.
  • DTU vurderer, at danskernes kan reducere klimaaftrykket fra maden med 20-30 procent ved at spise klimavenlige alternativer som kylling eller kartofler frem for oksekød eller ris.

Om kampagnen

  • Madglade klimatips er udviklet i et samarbejde mellem Klima-, Energi og Forsyningsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet. Madkulturen, der er en selvejende vidensorganisation under Miljø- og Fødevareministeriet, har medvirket til udarbejdelsen af de forskellige klimatips bl.a. via workshops med danskerne.
  • En række interessenter, herunder bl.a. detailhandlen, har set en fordel i at være med til at udbrede de udviklede klimatips til danskerne.
  • Kampagnen er en del af en række indsatser, der skal styrke forbrugerinformation om klimabelastningen ved forbrugervalg og -klimaadfærd i hverdagen.

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: