Spring til indhold

Mindeord til købmand Paul Friis Nönnecke

John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, skriver nekrolog/mindeord: Købmand Paul Friis Nönnecke, Helsinge, formand for De Samvirkende Købmænd 1996-2008, er død 76 år gammel efter kort tids sygdom.

John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, skriver nekrolog/mindeord:

Købmand Paul Friis Nönnecke, Helsinge, formand for De Samvirkende Købmænd 1996-2008, er død 76 år gammel efter kort tids sygdom.

Købmand Paul Nönnecke Fotograf Bjarne Lüthcke

Paul Nönnecke var købmand med stort K. Han elskede livet med butikken – supermarkedet Favør, senere SuperBest i Helsinge – kunderne, medarbejderne og alle fødevarerne, specielt vinafdelingen og blomsterne. Men han var ikke sig selv nærmest.

Tidlig i sin karriere som købmand engagerede Nönnecke sig i det faglige og organisationspolitiske arbejde. Han blev først mangeårig formand for Favør – købmændene i Dagrofa’s supermarkedskæde, som siden blev en del af SuperBest-kæden, nu MENY.

Derefter valgte de 1500 købmænd i De Samvirkende Købmænd ham i 1996 til formand for DSK, hvorefter han også indtrådte i bestyrelserne for Købmændenes Finansierings Institut, KFI – Erhvervsdrivende Fond, Dansk Handelsblad, nu Dagligvarehandlen, og arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv.

Nönnecke var en hædersmand, der i den grad fortjente Ridderkorset, som han modtog af Dronningen midt i sin formandsperiode. Han var ordentligheden selv og tænkte altid som formand på alle købmændenes interesser i et fællesskab, DSK, før kæden og før sin egen butik.

Det var i Nönneckes formandsperiode, at DSK udviklede sig fra en faglig sammenslutning af lokalforeninger til en landsdækkende, professionel interesseorganisation for alle købmændenes kæder og grossister. Her var han ”fast i kødet”, hvis der kom slinger i valsen, eller når kræfter udefra ville bestemme købmændenes fremtid. Også selv om det kunne have personlige omkostninger.

Få år efter sin fratræden som DSK-formand solgte Paul Nönnecke supermarkedet til en af sine mangeårige medarbejdere, hvorefter haven i Helsinge og i sommerhuset og mange eksotiske rejser stod på dagsordenen sammen med lidt golf.

Paul Nönnecke efterlader sin hustru, Jette, og to døtre fra tidligere ægteskab.

Bisættelsen finder sted fredag den 22. april kl. 11.00 fra Helsinge Kirke.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: