Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmandskab mejslet i granit

Kristina Hvelplund fik drømmejobbet som købmand i Jelling som 34-årig. Nu har hun sammen med familien bosat sig i en idyllisk skovejendom lidt uden for byen Serie om unge købmænd:

Kristina Hvelplund fik drømmejobbet som købmand i Jelling som 34-årig. Nu har hun sammen med familien bosat sig i en idyllisk skovejendom lidt uden for byen

Serie om unge købmænd: Allerede som ganske ung drømte Kristina Hvelplund om at blive ”til noget stort” og opnå økonomisk uafhængighed. Selv om hun fra barnsben vidste, at hun gerne ville blive til noget, så var det først i mødet med købmændene, kulturen og værdierne i REMA 1000, at hun begyndte at se sig selv i rollen som købmand. Drømmen gik i opfyldelse, da hun fyldte 34 år.

Siden sommeren 2016 har Jelling været omdrejningspunktet for 36-årige Kristina Hvelplunds arbejds- og familieliv. Bopæl, butik og børnenes skole er samlet i gåafstand fra de to store runesten, der står som symbol på Danmarks dåbsattest.

Kristina har fra hun var helt ung været vant til at arbejde hårdt og tidligt tage ansvar. Hun er vokset op hos sin mor i det vestjyske som storesøster til tre brødre. Nu har hun sin egen familie med to børn på 7 og 11 år, som færdes hjemmevant mellem skole, butik og familiens nye skovejendom lidt uden for byen.

Det første år som købmand boede hun midt i byen.

– Jeg var rævestolt, når jeg gik rundt i gaderne og blev genkendt som den nye købmand i REMA 1000 i Jelling. Men jeg er også nået til et punkt, hvor jeg har brug for at kunne hænge vasketøjet på tørresnoren i haven og bare være mig selv, forklarer Kristina Hvelplund.

At blive til noget

Allerede som ganske ung drømte hun om at blive ”til noget stort” og opnå økonomisk uafhængighed.

Selv om hun fra barnsben vidste, at hun gerne ville blive til noget, så var det først i mødet med købmændene, kulturen og værdierne i REMA 1000, at hun begyndte at se sig selv i rollen som købmand.

Hun havde arbejdet som flaskepige i Dagli’Brugsen Sig ved Varde og havde senere et fritidsjob som kassemedarbejder i SuperBrugsen Børkop, mens hun gik på gymnasiet i Vejle.

– Uddeleren havde åbenbart blik for min lyst og trang til at tage ansvar og tilbød mig en elevplads. Jeg kunne godt se, at der var gode karrieremuligheder, siger Kristina Hvelplund, der senere som souschef i SuperBrugsen Skødstrup endnu ikke var begyndt at drømme om en fremtid som købmand.

– Jeg oplevede mig selv som en brik i et hierarki. Og passede bare mit arbejde uden for alvor at tænke over ambitioner eller karriere.

Rollemodel

Men Lise Leander, der var uddeler i SuperBrugsen Skødstrup, blev alligevel en rollemodel. Men i en konkurrerende kæde.

– Jeg fulgte med Lise til hendes REMA 1000 i Stautrup. Vi havde sindssygt travlt med at genopbygge rytmer og rutiner for at gøre butikken til en god forretning. Her oplevede jeg for første gang, hvordan en god leder og en virksomhedskultur spiller sammen og ser på muligheder i den enkelte medarbejder med det mål at gøre det til en større og stærkere person. Her begyndte jeg at tænke: Hvorfor ikke blive købmand?

Siden har Lise Leander været mentor og en god ven, som Kristina Hvelplund kan vende mange forskellige spørgsmål med: – Lise og REMA tændte en glød i mig. Det fik det bedste frem i mig, og jeg fandt omsider noget, som jeg var god til. Hidtil havde jobbet i butik bare været et arbejde. Nu blev det til mere end det: En fremtid, jeg troede på.

Efter tre år som ferskvareansvarlig i ABC Lavpris i Tørring var hun utålmodig efter at få sin egen butik. Egentlig søgte hun jobbet i ABC Lavpris for at arbejde på et lavere blus, mens børnene var små. Men ret hurtigt blev hun sulten efter udfordringer og blev efter en personalemæssig omrokering i butikken forfremmet fra salgsassistent til en lederstilling.

Stort arbejde bag kulisserne

Hun kontaktede regionschef Morten Bruun i REMA 1000 og fortalte, at hun nu var klar til at blive købmand:

– Heldigvis var han klog nok til at sende mig til en samtale om et job som souschef hos min kollega i Vejle, inden jeg blev sluppet fri på egen hånd, fortæller Kristina Hvelplund.

Mens hun arbejdede i REMA 1000 i Vejle, søgte hun om optagelse på kædens talenthold og blev færdiguddannet i fjor.

– Jeg følte mig 100 pct. klar til jobbet som købmand. Men det er alligevel kommet bag på mig, hvor meget arbejde, der ligger i jobbet bag kulisserne med jobsamtaler, være leder for medarbejderne, besvare mails og tale i telefon, fortæller Kristina Hvelplund.

Hurtigt lærte hun også, at det er ”dumt og kortsigtet” kun at ansætte med blik for antal hænder: – Jeg er blevet bedre til at interviewe de unge, så jeg også ved, om de har et godt hoved, inden jeg ansætter dem. Jeg håber at kunne være med til at udklække nogle af fremtidens købmænd ved at få dem til at vokse som mennesker. At give dem troen på, at alt er muligt.

Vokseværk i Jelling

Som købmand er det vigtigt for Kristina Hvelplund ikke at skuffe kundernes forventninger: – Jeg og mine medarbejdere skal altid være klar med varerne. Og de skal være friske. Økologi, frugt og grønt er et fokusområde med gode muligheder for vækst.

Alt tyder på, at REMA 1000 i Jelling allerede i 2019 kan byde kunderne velkommen i en endnu større butik, der kan tage konkurrencen op med Netto og byens selvstændige brugsforening, der driver SuperBrugsen.

En ny lokalplan med høringsfrist den 25. maj gør det muligt at udvide butikken fra de nuværende ca. 800 til 1200 kvadratmeter. Der er planer om flere parkeringspladser og bedre forhold for leverandører af varer samt flytning af butikkens indgang.

– Samlet set bliver butiksanlægget mere tidssvarende. Det giver nye muligheder for at arbejde med sortiment, kategorier og kompetencer, siger Kristina Hvelplund.

For Kristina Hvelplund har de første par år som købmand været hårdt arbejde, uden at det har været en guldrandet forretning.

– Men belønningen er at være ”herre i eget hus” og kunne investere i sin fremtid. Efterhånden vil erfaringen tælle som et aktiv, som jeg får glæde af på min egen bundlinje.

Kristina Hvelplund har dyrket sit købmandskab som var det mejslet i granit: Kunden er vores øverste chef. Fotos: Flemming Effersøe

 

 

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: