Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmand i centrum for stormøde i Hylke

Den nye købmand Brian Mossalski Nielsen håber på et endnu stærkere fællesskab i en klynge af landsbyer syd for Skanderborg: Det handler om liv i landområderne og fortsat at kunne

Den nye købmand Brian Mossalski Nielsen håber på et endnu stærkere fællesskab i en klynge af landsbyer syd for Skanderborg: Det handler om liv i landområderne og fortsat at kunne holde den borgerejede dagligvarebutik i Hylke åbent

Under overskriften “Liv i landområderne” blev der torsdag aften den 24. januar 2019 holdt stormøde i forsamlingshuset i Hylke ikke langt fra den borgerejede ”Købmanden i Hylke”, som er en del af Let Køb – den mindste af de kæder, som er knyttet til grossisten Dagrofa.

Formanden for butiksbestyrelsen Irma Christensen og butikkens nye købmand Brian Mossalski Nielsen var med til at holde oplæg om, hvordan der bliver skabt en attraktiv fremtid i Hylke og nabolandsbyerne Brørup, Båstrup, Ustrup, Kattrup, Grumstrup og Tåning.

– Det var fantastisk at stå ansigt til ansigt med over 100, som mødte frem for at høre på os og være med til fællesspisning, siger Brian Mossalski Nielsen, der fik taget hul på sit lokale netværk og kunne hente inspiration i 30 små noteslapper med borgernes ideer til at gøre deres dagligvarebutik mere spændende og relevant.

Udover indlæg fra købmanden var Hylke Landsbyråd, idrætsforeningen HUGF, borgerforeningen og menighedsrådet på programmet.

Reddet fra lukning i 2017

I november 2017 blev købmandsbutikken i Hylke overtaget af Hylke Købmandsforening og reddet fra lukning. Men i løbet af 2018 var omsætningen faldet til en kritisk masse på godt seks mio. kr., hvad den nye købmand gennem strategisk brug af Facebook har ambition om at hæve til 10 mio. kroner over to til tre år.

– Butikken har en fornuftig basis i form af ugentlige vareture til 150 kunder. Heraf er 100 visiteret fra Skanderborg Kommune. Kontrakten løber fire år mere og burde give os tid til at udvikle den øvrige del af forretningen fra et overvejende kiosksalg til en decideret købmandsbutik med et stort udvalg af friske varer og et bredt sortiment, siger Brian Mossalski Nielsen.

Irma Christensen, der foruden at være formand for butiksbestyrelsen og direktør for anpartsselskabet, er også blandt de mere end 20 frivillige, som hver uge bruger adskillige timer i butikken. Hun anslår, at kun cirka halvdelen af husstandene i Hylke og omegn er faste kunder i butikken.

Trods trængslerne i det forgangne år har den erfarne købmand, der senest har været ansat i den ligeledes borgerejede Min Købmand i Sparkær, lyttet til sin mentor Finn Korsholm, der ser et håb i Hylke. Han er selvstændig konsulent og har i samarbejde med Dagrofa været fødselshjælper for flere borgerejede butikker.

Digitalt gadekær

For godt tre måneder siden tog Finn Korsholm første gang temperaturen på driften i butikken og ordinerede en medicin. På det tidspunkt bakkede butikken med op til 20 pct. i forhold til året forinden.

Den negative udvikling blev vendt i løbet af nogle uger til indekstal på over 100. Butikken nåede i ugen op til jul omsætningsrekord med største omsætning overhovedet i butikkens tid, da det ramte indeks 146.

– Udover de mange frivillige kræver det nemlig en købmand med en særlig sans for salg og sammenhængskraft, som også kan få det til at udfolde sig på sociale medier som Facebook og Instagram, siger Finn Korsholm og tilføjer:

– Brian har i Sparkær bevist, at han kan blive en af de lokale, selv om han privat bor i Randers. Han har evnen til at gøre Facebook til et digitalt gadekær, hvor han vinder de lokales hjerter ved sin uformelle og proaktive stil.

Fra ekspedition til salg

Siden december i fjor har den nye købmand haft fokus på at få styr på basis og vænne de mange frivillige til nye rytmer og rutiner.

– Sortimentet bliver løbende udvidet med højaktuelle købmandsvarer. Hidtil har der ikke være noget frostrum ud over en kummefryser. Så der er en del af arbejde med, siger købmanden, der også arbejder på at ændre ekspeditionskulturen til en salgskultur.

– Det giver en større tilfredshed for den enkelte medarbejdere at gennemføre et salg frem for en ekspedition, påpeger Brian Mossalski Nielsen.

– Mersalg er nøglen til godt købmandskab. Selv om man er fyldt 70 år og er frivillig, så er det stadig lige sjovt at sende kunden ud af butikken med en lottokupon, selv om det ikke var kundens plan at købe en kupon. Vi må også gerne friste kunderne, så der bliver lidt mere impuls i salget. Det er jo trods alt deres egen butik, hvis de altså har husket at købe anpart i butiksanlægget, tilføjer Brian Mossalski Nielsen.

Mere tryk på kampagner og målrettede aktiviteter

På sigt håber han, at butikken kan skifte kæde til Min Købmand, hvor der er mere tryk på den ugentlige markedsføring. Kampagnevarer fra avisen kan være med til at give butikkens Facebookside mere liv, når købmanden selv toner frem med et godt tilbud. For øjne giver likes.

Antallet af synes godt om er steget fra 450 i december i fjor til 550 med udgangen af januar. Målet er at fordoble antallet af synes godt om og her sætter købmanden sin lid til et trick, som han brugte i Sparkær, hvor han to gange holdt dyne-outlet og på den måde fik 160.000 kroner ekstra i kassen og masser af PR og goodwill på det sociale medie.

I Hylke håber købmanden på godt vejr den første weekend i marts, hvor alle får lov at være med til dyneløfteri og nyde stemningen med en stribe andre aktiviteter på p-pladsen foran butikken.

Han drømmer også om at koble sig på den årlige Smuk Fest, som kan fejre 40 år: – Vi kommer næppe helt ind på festpladsen. Men jeg har sendt en mail til festivalens formand, som tilfældigvis bor i Hylke og foreslået, at vi f.eks. får lov at sætte en bod op ved busholdepladsen. Tænk på alle de regnslag til en tyver, vi kan sælge, når festivalgæsterne valfarter til Skanderborg uden tanke for skybrud i august! Mon ikke det kunne gøre os til helte på Facebook, spørger købmanden.

Som købmand i Min Købmand i Sparkær lykkedes det Brian Mossalski Nielsen at vinde hjerter ved gå på Facebook uden direkte tanke for salg. Han ville blot lune kunderne op til et kommende salg. Det gjorde han blandt andet med den faste hilsen eller lokale vinderhistorie, som er gengivet i den digitale drejebog ”Købmanden på sociale medier”:

Den faste lille hilsen. Prøv fra ugens start eller om søndagen at smide en hilsen til kunderne uden at kræve noget af dem. Nogle købmænd har endda et fast lille slogan bygget ind i den hilsen. F.eks. ”Det er genialt at handle lokalt” eller ”Vi ses ved købmanden”. Fælles for hilsnerne er, at de ikke indeholder et tilbud eller beder om noget af kunden. Det virker på rækkevidden på Facebook. Smider du et billede af dig selv med en tommelfinger strakt i vejret, hvor du fortæller, at du glæder dig til en ny uge i den lokale by og med en hilsen fra den lokale købmand, så får du oftest en tommelfinger tilbage, når kunderne trykker på like-knappen.

Den lokale vinderhistorie. Hvis købmanden skal være lokalsamfundets samlingspunkt, skal han også tage aktiv del i begivenheder uden for butikkens rammer. Han skal være med til hylde lokalsamfundets helte, og købmandens Facebook- side skal være hjemsted for hyldesten. Det kunne være hyldesten af en lokal ildsjæl, jubelbrølet efter en sejr til det lokale serie 1-fodboldhold, et tillykke til byens studenter eller en tak til de frivillige kræfter, der hjælper til i butikken.

Hos Min Købmand i Sparkær kvitterer de netop for de frivilliges indsats under statusarbejdet i butikken. Man kan mærke købmandens oprigtige taknemmelighed for hjælpen, og kunderne kvitterer tilbage med likes og kommentarer til opslaget. Købmanden i Sparkær kunne overveje til næste gang at tage et billede af de frivillige, så vi også fik nogle mennesker at se. Her er det kunderne, der er de lokale helte, så det er også dem, der skal hyldes på Facebook.

Medlemmer af DSK kan downloade drejebogen på DSKs medlemsside under publikationer. Tryk her, hvis du er medlem og logget ind.

 

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: