Venstres forslag om flere storcentre og hypermarkeder er direkte ødelæggende for de mellemstore byers bymidter og landdistrikternes dagligvarebutikker, mener De Samvirkende Købmænd og henviser til den massive modstand fra 48 interesseorganisationer.
”Venstres forslag om en liberalisering af planlovens detailhandelsbestemmelser er ødelæggende – ikke bare på længere sigt, men også her og nu, hvor alene forslaget sætter moderniseringer i stå og gør det endnu vanskeligere for selvstændige forretningsdrivende i Udkantsdanmark at låne til udvidelser”, siger John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
John Wagner håber, at både Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti vil afvise Venstres forslag, som ifølge uafhængige detailhandelseksperter vil forstærke detailhandelskoncentrationen omkring de allerstørste byer.
”De fire-fem nye hypermarkeder, som Bilka gerne vil have, vil flytte en omsætning på 3-5 mia. kr. fra eksisterende butikker i bymidterne og i landdistrikterne, hvad der rigtigt mange steder vil medføre en ødelæggende butiksdød til stor skade for bosætning og huspriser i Udkantsdanmark”, siger John Wagner.
Og DSK’s modstand mod Venstres liberaliseringsforslag på detailhandelsområdet deles af 48 interesseorganisationer.
I marts 2014 opfordrede følgende 48 organisationer regering og Folketing til at fastholde planlovens detailhandelsbestemmelser:
Akademisk Arkitektforening | Danske Guldsmede og Urmagere |
Aktive Forbrugere | Danske Slagtermestre |
Bager- og Konditormestre i Danmark | De Samvirkende Købmænd |
Benzinforhandlerens Fælles Repræsentation | Det Økologiske Råd |
Boghandlerforeningen | Detailhandelens Brancher |
Bæredygtigt Landbrug | Erhvervslejernes Landsorganisation |
Coop Danmark | Feriehusudlejernes Brancheforening |
Cyklistforbundet | Fødevareforbundet NNF |
Dagrofa A/S | HORESTA |
Danmarks Fiskehandlere | Håndværksrådet |
Danmarks Fotohandler Forening | Landdistrikternes Fællesråd |
Danmarks Handelsstandsforeninger | Landsforeningen af bygnings- og landskabskultur |
Danmarks Leder Organisation | Landsforeningen Landsbyerne i Danmark |
Danmarks Naturfredningsforening | Landssammenslutningen Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund |
Danmarks Optikerforening | Matas A/S |
Danmarks Restauranter & Cafeer | Materialistforeningen |
Danmarks Skohandlerforening | Miljøbevægelsen NOAH og NOAH Trafik |
Danmarks Sportshandler Forening | Møbelgarantien |
Danmarks Tapet- og Farvehandlerforening | Nærbutikkernes Landsforening |
Dansk Detail | Ostehandlerforeningen i Danmark |
Dansk Ejendomsmæglerforening | Reitan Distribution A/S |
Dansk Fødevareråd | Rådet for Bæredygtig Trafik |
Danske Blomsterhandlere | Sammenslutningen af danske småøer |
Danske Cykelhandlere | Serviceforbundet |