Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmænd og ildsjæle kæmper mod pengetørke

Rundt om i landets mindre byer kan købmænd berette om banker og realkreditinstitutter, som ikke vil investere i deres butikker. Det kan i værste fald skubbe til en udvikling, hvor

Rundt om i landets mindre byer kan købmænd berette om banker og realkreditinstitutter, som ikke vil investere i deres butikker. Det kan i værste fald skubbe til en udvikling, hvor især de mindre byer mister den sidste dagligvarebutik, og huspriserne falder. Også selv om lokale ildsjæle støtter købmanden med penge og gratis arbejdskraft.

Socialdemokraternes forhenværende skatteminister og nuværende finansordfører Benny Engelbrecht var mandag på butiksbesøg i det syd- og sønderjyske for at få belyst udfordringerne med at få finansieret fremtidens butikker i mindre bysamfund.

– Syd- og sønderjyderne vil de lokale købmænd. Aktuelt arbejder man i Blans på at genåbne den lokale købmandsbutik med finansiering via anparter solgt i lokalområdet, skriver Benny Engelbrecht på Facebook, som sammen med vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen og projektchef Hans Meldgaard fra Dagrofa besøgte butikker i Christiansfeld, Daugaard og Agerskov.

– Det giver liv i de mindre bysamfund, at der er en købmand. Og kan det offentlige træde til og f.eks. tilbyde borgerservice, biblioteksudlån eller andre funktioner, kan det være en konkret styrkelse af det nære miljø, skriver Benny Engelbrecht og tilføjer, at det er ”noget vi skal arbejde videre med, hvis vi skal sikre balancen i Danmark”.

I SPAR Agerskov kunne købmandsægteparret Sonja og Paul Pedersen byde det socialdemokratiske folketingsmedlem velkommen til en splinterny butik på 1.450 m2 på den modsatte side af vejen, hvor de har drevet butik gennem 33 år.

Hverken bank eller realkredit ville finansiere en ny butik, så Agerskov mellem Rømø og Rødekro kunne få en fremtidssikret dagligvarebutik med energioptimering, som forrentes på bare tre år. Der er ingen andre dagligvarebutikker byen.

Den lokale opbakning nyder købmand Allan Bülow fra Min Købmand i Daugaard også godt af. Selv om der er blot 10 km til Bilka i Vejle, kan købmanden glæde sig over en livlig handel siden sommer, som har sendt omsætningsindekset over 170.

Men marginalerne på indtjeningen er små, og likviditeten så stram, at købmanden ofte må vente fire til fem dage efter månedsskiftet for at kunne betale løn til sig selv.

Butikken genåbnede for knap et år siden takket været økonomisk støtte fra byens borgere på 800.000 kr., sponsering af gulve og maling og en masse gratis arbejdskraft til at sætte lokalerne i stand.

Benny Engelbrecht skriver efter besøget på Facebook: – Det nærmer sig 100 butikker landet over der er etableret med borgerinitiativer, og det giver mindelser om, at fællesskaber giver stærke løsninger.

Claus Bøgelund Nielsen takker Benny Engelbrecht for at have taget sig god tid til at drøfte både borgernes lokale opbakning til købmandsbutikken som samlingspunkt:

– Men også emner som genbrug af overskudsvarme, grænsebutikkernes manglende dåsepant, ansættelse af elever, stigende problemer med tilrejsende butikstyve, karrieremuligheder i detailhandelen, cigaretpriser og meget mere.

Købmændene Frank Andersen og Jens Petersen fra MENY Christiansfeld kunne som egnens stor fødevarebutik pege på udfordringer med grænsehandlen, hvor især kategorier som konfekture, øl og vin er ramt af en skævvridning på grund af moms, punktafgifter og pant på øl og sodavand.

Foto: Set fra venstre: Købmand Allan Bülow, Min Købmand i Daugaard, projektchef Hans Meldgaard, Dagrofa. og Benny Engelbrecht (S).

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: