Spring til indhold

Hypermarkeder truer lokalsamfund: Op mod 40 procent af butikker forsvinder på 10 år

Etableringen af hypermarkeder uden for bymidterne har markante og vedvarende konsekvenser for det lokale handelsliv.

En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd (DSK) viser, at antallet af lokale dagligvare- og conveniencebutikker falder med op mod 40 procent på 10 år, når der åbnes et hypermarked i området.  

Fremskrivninger viser, at udviklingen kan fortsætte, så op mod 196 lokale butikker forsvinder efter 20 år. 

Hypermarkeder trækker kundestrømme væk fra de lokale bymidter og presser især de mindre butikker, som ofte opererer med meget lave overskudsgrader. Selv et fald i omsætningen på bare 6–10 procent kan gøre en sund lokal butik underskudsgivende og i sidste ende tvunget til at lukke. 

“Vi ser en dramatisk og systematisk udhuling af det lokale handelsliv,” siger adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, Jannick Nytoft.  

“Når hypermarkeder placeres uden for bymidterne, flyttes handlen med dem – og det efterlader tomme butiksvinduer, færre arbejdspladser og svækket liv i lokalsamfundene. Det er ikke en naturlig markedsudvikling – det er et planlægningsskabt problem.” 

Lokale arbejdspladser og sammenhængskraft under pres
Analysen viser desuden, at udviklingen ikke kun er et lokalt, men et regionalt problem. Et nyt stort detailhandelsområde i én kommune kan dræne nabokommunens handelsliv og øge transportafstande og CO₂-udledning. 

“Vi risikerer at stå tilbage med ensrettede handelsområder uden for byerne, mens de lokale bymidter mister både butikker og borgere. Det er kommunal planlægning, ikke forbrugeradfærd, der driver denne udvikling. Derfor har vi brug for politisk handling nu,” siger Jannick Nytoft.  

Stop for nye hypermarkedsprojekter
DSK opfordrer til, at der indføres et politisk stop for kommunernes mulighed for at udlægge nye eller udvide eksisterende aflastningsområder til store dagligvarebutikker uden for bymidten. Organisationen anbefaler også, at statens indsigelsesret genindføres for at beskytte lokalsamfund og handelsliv i hele landet. 

Nøgletal fra analysen 

  • Op til 40 % af butikkerne forsvinder på 10 år efter åbning af hypermarked 
  • 196 butikker potentielt lukket efter 20 år 
  • 6–10 % fald i omsætning kan gøre en lokal butik underskudsgivende 
  • Danmark har i dag ca. 100 aflastningsområder uden for bymidterne, som trækker handel væk fra lokalsamfundene

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: