Spring til indhold

Hvordan får vi danskerne med på flere grøntsager?

I denne uge tordner Den Nationale Grøntuge derudaf. Det er et dansk initiativ, der har til formål, at fremme danskernes indtag af grøntsager.

Danskerne er interesseret i at spise sundt, og vil – når de bliver spurgt – gerne spise flere grøntsager, men det er desværre kun 1 ud af 10 danskere, der rent faktisk får spist det anbefalede frugt og grønt.

Under Den Nationale Grøntuge handler det derfor om at få inspireret danskerne til at få flere grøntsager ind i hverdagen, gennem en bred indsats på tværs af hele værdikæden, fra producenter til detailhandel.

DSK bakker naturligvis op om Den Nationale Grøntuge med et ønske om, at rigtig mange vil lade sig inspirere. Det bliver en uge med gode muligheder for at booste de forskellige grøntsagskategorier, og aktiviteterne kan omfatte forskellige former for initiativer, der opfordrer til brug af flere grøntsager i dagligdagen.

”9 ud af 10 danskere går op i at spise sundt – og vil rent faktisk gerne spise flere grøntsager. Men faktum er bare, at selvom vi er bevidste om, at vi skal spise flere grøntsager, så lever langt de fleste af os desværre ikke op til de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør hos De Samvirkende Købmænd.

”Men en ting er inspiration. Hvis vi skal lykkes med at få danskerne til at spise flere grøntsager, så skal der også politiske initiativer til. Et helt oplagt område er en lavere moms på frugt og grønt. Det vil utvivlsomt øge salget og dermed indtaget af de sunde fødevarer. Det kan vi bl.a. se, når supermarkedskæderne fjerner momsen på frugt og grønt i perioder,” siger Jannick Nytoft.

Der er udviklet en digital ”værktøjskasse” med forskellige logoer og grafikker/elementer, som kan tilpasses egne materialer og platforme, f.eks. Facebook, Instagram, hjemmeside, digital avis osv. Elementerne i værktøjskassen kan I anvende, som man har lyst til, både før, under og efter ugen.

Værktøjskassen ligger tilgængelig på kampagnesiden.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: