Nedsættelse af den volumenbaserede emballageafgift i 2026 og 2027
Journalnummer: 2025-4160
De Samvirkende Købmænd (DSK) takker for muligheden for at afgive høringssvar.
DSK støtter lovforslaget og finder det positivt, at regeringen foreslår at nedsætte den volumenbaserede emballageafgift til 0 kr. i 2026 og 2027 som delvis (ikke-dækkende) kompensation for de øgede udgifter, der følger af det udvidede producentansvar. Udgifter, der både er langt større end forventet og med markant mere bureaukrati end frygtet.
Generelle bemærkninger til forslaget
For mange danske virksomheder – herunder virksomheder i branchen med dagligvarer – er den nuværende emballageafgift både administrativt tung og økonomisk byrdefuld. Med etableringen af det udvidede producentansvar har virksomhederne alle incitamenter til at arbejde med så lidt miljøbelastende emballager som på nogen måde muligt. Den volumenbaserede emballageafgift er derfor en unødvendig byrde, der blot skaber betydelige omkostninger og ressourceforbrug – uden mærkbar miljøgevinst.
Ønske om permanentafskaffelse af emballageafgiften
Selvom DSK hilser forslaget velkomment, opfordrer vi kraftigt til, at den midlertidige suspendering gøres permanent frem for midlertidig.
Argumenterne herfor er:
- Det udvidede producentansvar vil allerede nu (fra oktober 2025) pålægge danske virksomheder markant øgede omkostninger til registrering, håndtering og betaling af producentgebyrer.
- Virksomhederne har allerede i dag et kraftigt incitament for at søge den billigst mulige emballage. Det er dog ikke nødvendigvis den mest miljørigtige pga. kommunernes fastsættelse af prisen for håndtering af glas
- En midlertidig afgiftslempelse vil derfor kun give en kortvarig lettelse, mens de samlede byrder fortsat vokser i 2028 og frem. Det giver ingen mening og vil kun gøre det endnu dyrere at være dansker.
- Danmark bør undgå dobbeltregulering, hvor virksomheder både betaler høje producentgebyrer pga. det udvidede producentansvar og komplicerede emballageafgifter – det gør danske dagligvarer dyrere, øger bureaukratiet og svækker konkurrenceevnen i forhold til udenlandske aktører.
En permanent afskaffelse vil være administrativt enklere, styrke virksomhedernes konkurrenceevne og samtidig lette forbrugernes økonomi.

Afsluttende bemærkning
DSK støtter regeringens initiativ, men anbefaler, at lovforslaget ændres, så den volumenbaserede emballageafgift afskaffes permanent fra 1. januar 2026.
Det vil skabe langsigtet stabilitet, færre byrder og lavere priser for danske forbrugere – og samtidig understøtte et effektivt og gennemsigtigt system for producentansvar.
Med venlig hilsen
Claus Bøgelund Nielsen
Vicedirektør
cbn@dsk.dk / 23 45 30 59