Spring til indhold

Høringssvar om udkast til bekendtgørelse om tilsætninger mv. til fødevarer og om straffebestemmelser for overtrædelser af relaterede EU-retsakter og tilhørende vejledning

Journalnummer: 2024-29-31-00626

De Samvirkende Købmænd takker for muligheden for at afgive bemærkninger til udkastet til bekendtgørelsen og den tilhørende vejledning. Begge fremstår både gennemarbejdet og praktisk anvendelig, Vejledningen giver virksomhederne et godt udgangspunkt for at navigere i reglerne, og de mange eksempler bidrager yderligere til forståelsen og gør vejledningen mere brugervenlig. Hermed følger vores bemærkninger.

Vi støtter naturligvis, at grænseværdier revurderes, når en risikovurdering konkluderer, at det er nødvendigt, og vi er positive over, at der arbejdes hen mod mere ensrettede grænseværdierne, så alle medlemsstater følger de samme krav.

Uddybende beskrivelse af maksimalgrænseværdier for tilsætning af nitrit

§ 9 og bilag 3 vedrører kravene for anvendelse af nitritter i kødprodukter. § 9 nævner tilsætningsstofnumrene for nitritter, og der henvises til bilag 3, som i tabelform viser de danske særregler for tilsatte mængder nitrit.

Den mængde nitrit som det er tilladt at tilsætte til kødprodukter udtrykkes i bekendtgørelsen som den mængde natriumnitrit man maksimalt må tilsætte pr. kg produkt. I EU’s forordning 1333/2008, udtrykkes mængden som nitrition. Virksomheder kan altså ikke sammenholde værdierne i bekendtgørelsen og forordningen 1:1.

I og med, at virksomhederne nu både skal forholde sig til de danske særkrav såvel som kravene i EU FOR 1333/2008, bør det beskrives og tydeligt fremgå af bekendtgørelsen, at der er denne forskel i de oplyste værdier. Så virksomhederne er opmærksomme på forskellen når de skal markedsføre produkter med nitrit.

DSK’s anbefaling

Det bør beskrives og tydeligt fremgå, at de tilladte maksimalgrænseværdier for tilsætning af nitrit udtrykkes på forskellige måder i henholdsvis bekendtgørelsen (natriumnitrit) og FOR 1333/2008 (nitrition).

Indsætning af eksempel på mærkning

I afsnit 4.1. er der angivet generelle bestemmelser for visse tilsætningsstofanvendelser. I punkt to står der, at ”stofferne E 407, E 407a og E 440 kan standardiseres med sukkerater, hvis dette angives i tilknytning til nummeret og betegnelsen”. Hvad menes hermed? Det kan derudover være en hjælp at indsætte et eksempel på mærkning.

Indsætning af links til vejledninger

I afsnit 4.4 er der indskrevet to vejledninger, som virksomheder kan anvende til at indplacere deres produkter korrekt. Her vil det være en hjælp til virksomhederne, hvis der sammen med teksten indsættes links direkte til de relevante dokumenter.

Visse informationer i afsnit ”5.2 Nitrit til kødprodukter – danske regler” bør fremhæves i tabeller, bokse eller lign.

Afsnittet indeholder meget indledende historie og tekst. Informationen er nyttig, men hvis man som virksomhed gerne vil have et hurtigt overblik over, hvilke regler der er på området, og hvordan man anvender dem, så ”drukner” afsnittet lidt i ord.

De væsentligste informationer i afsnittet bør fremhæves i tabeller, bokse eller lignende, så det bliver lettere for læseren (virksomhederne) at orientere sig i reglerne.

Det kunne fx være information om:

  • de ændringer der er foretaget pr. 9 okt. 2025, evt. hvor de danske værdier og EU-værdier er stillet op i et sammenligningsskema (hvor EU-værdierne er omregnet til natriumnitrit)
  • omregningsfaktorer,
  • hvad tilsat mængde og restmængde er, forskellen mellem dem, og hvornår henholdsvis det og det andet anvendes
  • restmængde
  • bilag 1, og den information virksomhederne kan læse om i bilaget

Med venlig hilsen

Isabell B. Kristiansen
Fødevarekonsulent
isk@dsk.dk / +45 20 80 23 34