Historien om REMA 1000 begynder i Norge i 1948.
Ægteparret Margit og Ole Reitan åbner familiens første købmandsbutik i Trondheim. Sønnen Odd Reitan begynder tidligt at arbejde i forældrenes butik, hvor han bliver inspireret og kan se mulighederne og stordriftsfordelene ved at bygge en hel kæde af købmandsbutikker.
I 1972 har Odd Reitan åbnet sin egen og første butik, AS Sjokkpris, i Trondheim. De næste par år åbner han yderligere fem dagligvarebutikker. En ny kæde er født.
Under et besøg i Tyskland i 1977 stifter Odd Reitan bekendtskab med Aldi-kæden og forretningsfilosofien, der ligger bag.
Nordmanden er imponeret over den effektive discountmodel og den på det tidspunkt meget moderne og skelsættende måde at drive dagligvareforretning på. Derfor oversætter Odd det tyske discount-eventyr til norsk.
To ord bliver til REMA
I 1979 starter han REMA – en sammentrækning af “Reitan” og “mat” (mad).
I de første år har kæden et varesortiment på mellem 500 og 600 varenumre. For at holde konkurrenterne på afstand og leve op til kundernes behov, vælger kæden hurtigt at udvide sortimentet. I 1980 vokser vareudvalget derfor til 1000 varenumre.
Dermed får dagligvarekæden det navn, som i dag er kendt og anerkendt i hele Skandinavien: REMA 1000.
I april 1994 åbner de to første REMA 1000 butikker i Danmark. Siden er det blevet til mange butiksåbninger, og i dag råder REMA 1000 Danmark over flere end 330 butikker. Målet er, at der inden for en årrække er 400 butikker i Danmark.
Discount med holdning
REMA 1000 Danmark A/S er i dag meget mere end blot en masse varenumre. En indkøbsoplevelse er et møde mellem mennesker. Derfor vil REMA 1000 være symbolet på sund fornuft, folkelighed og dygtighed.
Det er et adelsmærke for kædens købmænd at gøre tingene enkelt.
For REMA 1000 betyder discount at have evnen til at sælge varerne omkostningseffektivt. Det gør den med effektiv drift, lave omkostninger, lave kalkulationer og stor varevolumen. Og med et positivt menneskesyn, der betyder, at medarbejderne har tillid til hinanden og tillid til, at de lykkes hver for sig og sammen.
REMA 1000 vil være kendt som den mest værdidrevne virksomhed. Derfor arbejder medarbejderne hele tiden på at rendyrke forretningsideen og skabe en kultur, hvor kunden er den øverste chef.
Franchisemodellen
Alle REMA 1000s butikker drives udelukkende på franchisebasis. Det betyder, at købmanden i den enkelte REMA 1000 er selvstændig og dermed personligt engageret og interesseret i både butikkens drift og ikke mindst kundernes tilfredshed. På den måde kan REMA 1000 tilbyde en bedre indkøbsoplevelse for kunderne i sammenligning med den standard, som andre discountkæder tilbyder. Prisen, servicen, rengøringen og vareudvalget er i fokus.
Kilde: www.rema1000.dk