Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Henning Bahr kigger i krystalkuglen

Retail Institute Scandinavia provokerer dagligvarehandlen med prognoser. Målet er at sætte skub i udvikling og innovation Hvert år op mod juletid byder adm. direktør Henning Bahr fra Retail Institute Scandinavia

Retail Institute Scandinavia provokerer dagligvarehandlen med prognoser. Målet er at sætte skub i udvikling og innovation

Hvert år op mod juletid byder adm. direktør Henning Bahr fra Retail Institute Scandinavia velkommen til Arken i Ishøj, hvor nøglepersoner hos leverandører og dagligvarehandlen får lov at kigge med i krystalkuglen. De kommer for at få svar på, hvem der har opskriften til at blive morgendagens vindere.

– Vi udarbejder ikke prognoser for at gøre dem til virkelighed. Men de vil som regel fungere som drivkræft til forandringer gennem overvejelser og konkrete handlinger. Prognosernes reelle værdi er evnen til at provokere parter med interesse i dagligvarehandlen, siger Henning Bahr.

Med en fremskrivning af det nuværende befolkningstal til 2027 er til gengæld skudsikker: Vi bliver seks millioner i Danmark.

Mange andre end de klassiske fysiske fødevarebutikker og dagligvarebutikker byder sig til for at mætte de mange munde. Det er f.eks. kantiner, gårdbutikker, fastfood, restauranter og salg via internettet.

– Der er masser af vækst uden for dagligvaresektoren. Udespisning er i generel stigning. I 2002 udgjorde dette marked ca. 21.5 mia. kr. årligt og steget til det dobbelte. Vores prognose lægger op til 60 mia. kr. i 2017. Altså en 3-dobling på 25 år, siger Henning Bahr.

Retail Institute Scandinavia forudser også, at nethandlen med dagligvarer vil stige kraftigt. Aktører som osuma.dk, skagenfood.dk, aarstiderne.com, coop.dk, retnemt.dk og nemlig.com er pionerer, der har øget udbuddet og skabt nye indkøbsmønstre.

I 2016 var internethandlen med fødevarer på ca. to mia. kr. og ventes at være 6-doblet i 2027 til 12 mia. kr. Udviklingen er gået så hurtigt i 2017, at Henning Bahrs talknusere har måtte skrotte en gammel prognose. Den forudså otte mia. kr. i 2025.

– Med rettidig omhu har dagligvaresektoren selv mulighed for at tage halvdelen af væksten på internethandlen, vurderer Henning Bahr, der forventer, at dagligvareforbruget samlet set frem mod 2027 vil opleve en begrænset vækst på seks mia. kr.

I 2017 var dagligvaremarkedet på 111 mia. kr. og conveniencesektoren på 11,5 mia. kr. (tallene er ekskl. moms. Tilsvarende tal for 2027 ventes at blive 117 og 9,4 mia. kr.

For de tre store aktører på dagligvaremarkedet; købmændene samlet under Reitan og Dagrofa, brugsforeningerne under Coop og kæderne under Dansk Supermarked vil forskydningerne på markedet være begrænsede. Størst vil væksten være i Dansk Supermarked, mens Coop går tilbage, og købmændene samlet set går en anelse frem.

Ifølge Henning Bahr bliver nethandlen gamechanger for dagligvarebutikkerne. Og væksten i dansk dagligvarehandel skal skabes af innovation af måltidsløsninger. Ellers står butikkerne over for fortsat stagnation eller direkte tilbagegang.

– Vores prognose viser samtidig, at vi får mindre butiksdød end tidligere spået. Lavprissupermarkederne får begrænset vækst, da de allerede har godt 40 pct. af markedet. Det tal ventes at stige til 43,9 pct. i 2027, siger Henning Bahr.

Det årlige julemøde på Arken med Retail Institute Scandinavia giver et bud på fremtidens vindere. Foto: Flemming Effersøe

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: