Spring til indhold

H.K.H. Prinsesse Marie sender Stræberen videre!

Som en flot og festlig afslutning på paneldebatten omkring madspild, og hvordan vi får omsat de mange ord til handling, overrakte H.K.H. Prinsesse Marie madspildsprisen ”Stræberen” til dette års modtager

Som en flot og festlig afslutning på paneldebatten omkring madspild, og hvordan vi får omsat de mange ord til handling, overrakte H.K.H. Prinsesse Marie madspildsprisen ”Stræberen” til dette års modtager af prisen. Stræberen gik til Anders René Jensen, der til daglig er indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000.

H.K.H. Prinsesse Marie var sidste års modtager og sender derfor prisen videre. Det er over ti år siden, at kampen mod madspild for alvor blev skudt i gang i Danmark. Gennem årene har flere og flere sluttet sig til kampen, og meget er sket, men der er fortsat brug for mere handling og færre ord, hvis vi for alvor skal reducere mængden af madspild. Samlet smider vi i Danmark hvert år over 700.000 ton mad ud, hvor husholdningerne står for ca. 36 procent svarende til 260.000 ton pr. år, så der er plads til forbedringer.

”Stræberen” er en pris, der hylder en person, der på bemærkelsesværdig vis har udmærket sig i kampen mod madspild. Hos De Samvirkende Købmænd vil vi gerne hylde mennesker, der gør en forskel og er med til at præge udviklingen i en positiv retning. Derfor har vi indstiftet prisen ”Stræberen”, hvor vi netop hylder en person, der gør en forskel i kampen mod madspild”, fortalte adm. direktør John Wagner.

Da prisen blev uddelt første gang i 2018, gik prisen til stifteren og bestyrelsesformanden i Stop Spild Af Mad, Selina Juul. Året efter i 2019 gik prisen til områdechef i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen, for i 2020 at gå videre til H.K.H. Prinsesse Marie for hendes engagement og kæmpe folkeoplysningsindsats i den gode sags tjeneste.

Prismodtageren i 2021 blev Anders René Jensen, der til daglig er indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000. Han har modtaget ”Stræberen” for sit mangeårige arbejde for at bekæmpe madspild, hvor han på en lang række af områder har været initiativtager og primusmotor på Rema 1000’s indsats i forhold til at reducere madspild. Anders har valgt at gå nye veje og gjort op med traditioner i forhold til f.eks. mersalg.

Anders René Jensen har bl.a. afskaffet flerstykssalg og mængderabatter, så varerne koster det samme pr. stk. uanset mængden – netop for at undgå at forbrugerne køber mere, end de kan fortære. Der er indført vej-selv på frugt og grønt, mindre pakkestørrelser på bl.a. rugbrød og hakket kød, men til samme kilopris. Der er sagt ja til krumme agurker og andre skæve grøntsager – en beslutning, der i 2019 reddede 152 tons ”grimme” grøntsager fra at blive smidt ud, for blot at nævne nogle få af de mange initiativer.

Prismodtageren beholder ’Stræberen’ i et år, hvorefter DSK og tidligere prismodtagere tildeler prisen til en ny, værdig modtager, der har udmærket sig i kampen mod madspild. ’Stræberen’, der er en skulptur på 26 kg., er udført af den nu afdøde billedhugger, Torben Bøgh Hansen, i 2008.

Billedtekst til gruppebillede fra venstre:

John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende, Klaus Jørgensen, områdechef i Landbrug & Fødevarer, H.K.H. Prinsesse Marie, Anders René Jensen, Indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000, Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild Af Mad

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: