Grænsehandel
Grænsehandelen er et af de seneste mange års mest debatterede politiske emner. Skiftende regeringer har truffet beslutninger om afgifter på en lang række dagligvarer af fiskale hensyn og – i hvert fald – argumentationsmæssigt også delvist ud fra et sundhedspolitisk synspunkt.
Færre danske arbejdspladser
Konsekvensen er f.eks. færre arbejdspladser i Danmark, færre butikker og en negativ påvirkning af klima og miljø. Det er så en politisk beslutning om de ulemper kan opveje ”kroner i kassen.”
Grænsehandelens udvikling
Grænsehandelen blev historisk en afgørende faktor i dansk detailhandel, da Danmark blev medlem af EF tilbage i 1973. Der opstod de tyske grænsebutikker, og der startede den målrettede trafik udelukkende med indkøb for øje. Skatteministeriet udarbejder løbende analyser om grænsehandelen.
Skatteministeriet har de seneste mange år fulgt danskernes grænsehandel. Den seneste analyse er et kapitel i Skatteøkonomisk Redegørelse 2020, der udkom 13. oktober 2021.
Den seneste analyse dækker danskernes grænsehandel i Corona-året 2020, hvor der som bekendt var betydelige restriktioner for både ind- og udrejse. På trods af det handlede danskerne nydelsesmidler for ca. 2,5 mia. kroner.
Skatteministeriets analyse for 2020 er et øjebliksbillede, der er stærkt præget af rejserestriktioner. Nu ser vi igen ind i mere normale tilstande, og med endnu en afgiftsforhøjelse på tobak fra årsskiftet, må vi desværre forvente stigende grænsehandel efterhånden som rejsemønstrene normaliseres. Udover stigende afgifter på tobak indføres der afgift på væsker til e-cigaretter med virkning fra 1. juli 2022 samtidig med at en afgift på nikotinposer ligeledes forventes indført.
Boston Consulting Group (BCG) har tidligere beregnet for DSK, at den hjemvendte grænsehandel i danske butikker (øget omsætning med grænsehandelsvarer) udgjorde minimum 5,5 mia. kroner i 2020. Se analysen fra BCG her.
Der er gennemført afgiftsforhøjelser på tobak pr. 1. april 2020. På spørgsmål stillet af Eva Kjer Hansen har Skatteministeriet oplyst, at grænsehandelen med cigaretter efter indfasningen af afgiftsforhøjelserne skønnes at stige med knap 1,2 mia. kr.
Skatteministeriets skøn for grænsehandlen med cigaretter er opdelt dels på grænsehandel fra Syd- og Østeuropa samt taxfree og dels på grænsehandel fra Tyskland. Skatteministeriet indregner altså ikke grænsehandel fra Sverige på trods af, at der allerede nu er næsten 14 kroner i forskel på f.eks. en cigaretpakke Marlboro, og en dansker lovligt må medbringe 40 pakker på selv en smuttur over grænsen eller Øresund.
Afgiftslettelser som modgift
Den såkaldte ”24-timers regel” (kravet om ophold uden for Danmark i 24 timer før indkøb af ”den store ration”) bortfaldt pr. 1. januar 2004, og for at imødegå dette sænkede VK-regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti en række afgifter ganske markant pr. 1. oktober 2003. Det fjernede ikke grænsehandelen, men afgiftslettelserne betød, at dansk detailhandel undgik en direkte udflagning af hele varegrupper pr. 1. januar 2004.
Initiativer, der kan mindske grænsehandelen:
Politisk kan man finde forskellige former for værktøj frem, hvis man ønsker at fremme vækst i danske virksomheder på bekostning af den tyske grænsehandel.
- En sanering af særlige danske punktafgifter. Det er i særlig grad hhv. øl- og chokoladeafgiften, der er årsag til grænsehandel. Punktafgifter som for is, luften i softice, kaffe, elpærer og meget andet udgør administrative udfordringer, hvor ”bøvl” og provenu ikke altid står mål med hinanden.
- En midlertidig generel momsnedsættelse og på længere sigt en lavere fødevaremoms, som tilfældet er i både Tyskland og Sverige. Danske forbrugere oplever, at det kan være dyrt at handle i Danmark. Det kan ikke være overraskende, når fødevaremomsen i Tyskland er 7% (fra 1. juli 2020 midlertidigt 5%) og i Sverige 12%.
- Øjeblikkelige forhandlinger med Tyskland om returpant. De tyske grænsehandelsbutikker har kreativt og med de tyske myndigheders velsignelse opfundet en såkaldt eksporterklæring, som fritager danskerne for pant og returforpligtelse, når de handler syd for den dansk-tyske grænse. Troels Lund Poulsen gav allerede som miljøminister i 2009 udtryk for, at Tyskland eksporterer et miljøproblem til Danmark og søgte – uden held – en forhandlingsløsning med Tyskland. Senest har Ulla Tørnæs (V) bedt miljøministeren oplyse, hvad status er på drøftelser med Tyskland om problemet med pantfrie tyske dåser i den danske natur. Miljøministeren har den 12. juni bekræftet, at der er dialog med Tyskland, men det endelige gennembrud mangler fortsat.
Den tyske ordning er ikke bare en miljøpolitisk skandale, fordi den medfører, at alt for mange danske grænsehandlende, når de kommer hjem, smider de tomme aluminiumsdåser ned til andet husholdningsaffald eller i naturen. Den er også enestående i den forstand, at den kun gælder ved landegrænsen mellem Danmark og Tyskland. Og altså ikke mellem Tyskland og Holland, Tyskland og Belgien, Tyskland og Luxembourg, Tyskland og Frankrig, Tyskland og Schweiz, Tyskland og Østrig, Tyskland og Tjekkiet og Tyskland og Polen.
- Stramning af rejsegodsbestemmelserne for primært tobak. Det er EU, der bestemmer mængden af varer, der må medbringes efter besøg i andre EU-lande. Danmark følger EU’s vejledende mængder for, hvor meget man kan have med til sig selv af tobaksvarer, spiritus, hedvin, bordvin og øl. Det er f.eks. 800 cigaretter, 10 liter spiritus, 90 liter vin og 110 liter øl ved blot en smuttur over grænsen.
Af sundhedspolitiske årsager bør nærhedsprincippet gælde for rejsegodsbestemmelserne – i hvert fald for tobakken, hvor der er enighed om, at selv den første cigaret er skadelig. De enkelte lande bør derfor kunne fastsætte lavere grænser for husstandens eget forbrug, så sundheds- og afgiftspolitikken ikke undermineres af lavere afgifter i nabolande.
Del:
Læs mere her
Artikler, rapporter og eksterne dokumenter om emnet
VIDEN OPDELT I KATEGORIER
DSK MAGASIN
Få hjælp til butikkens grønne omstilling
I det nye DSK magasin retter vi b.la. fokus mod hvordan man får hjælp til butikkens grønne omstilling, loyale kunder i Borgerbutikken, butikstyveri og idéer til enklere regler.