Spring til indhold
Søg
Close this search box.

GOBIvin på vej mod et godt år

Siden begyndelsen i 1990 har GOBIvin konsekvent dyrket målsætningen om at være ”bedst til den gode vin” fra såvel europæiske som oversøiske producenter Vinkøbmand Peter Sick forventer, at 2016 bliver

Siden begyndelsen i 1990 har GOBIvin konsekvent dyrket målsætningen om at være ”bedst til den gode vin” fra såvel europæiske som oversøiske producenter

Vinkøbmand Peter Sick forventer, at 2016 bliver et godt år for GOBIvin. Dagrofa har gennem en omstilling af sine to bærende koncepter for henholdsvis supermarkeder og nærbutikker styrket sin position på markedet i år. Det smitter direkte af på omsætningen hos GOBIvin.

Med sloganet ”Vi holder af mad” har MENY markedsført sig som danskernes nye fødevaremarked med stort sortiment, stærk ferskvareprofil og særlig kompetence på vin.

– Det matcher GOBIvin, som siden sin start i det daværende GOBI supermarked på Søndre Fasanvej i 1990, har forfulgt en indkøbsstrategi om ”at være bedst til den gode vin”, siger Peter Sick og tilføjer:

– Vi dækker knap 25 pct. af vinsalget i MENY og er bedst på kategorien i vine over 50 kroner per flaske. Med andre ord trækker vi gennemsnitskøbet op pr. flaske på kædens vinsalg. Ifølge en opgørelse fra Skat er gennemsnitsprisen på en flaske vin godt 35 kr.

Fra at være nøgleleverandør til først PRIMA, siden SuperBest og nu MENY har GOBIVin senest også opbygget et sortiment af bedre vine til først EURO Spar og nu SPAR-købmændene. Det har været med til at styrke GOBIVin på et stærkt konkurrencepræget marked fra såvel supermarkeder, specialhandlen som netbutikker.

– Samarbejdet med SPAR viser, at kunder overalt i landet gerne vil betale lidt ekstra, når de oplever en bedre kvalitet, siger Peter Sick.

GOBIvin sætter sit eget sortiment i kæderne og planlægger markedsføring inden for den fastlagte samarbejdsaftale. Men markedsføringstrykket bliver løbende optimeret i forhold til, hvad Peter Sick og Dagrofas egne indkøbere vurderer som det aktuelt mest optimale for købmændenes omsætning og avance.

Markedet forandret

I fjor kunne GOBIvin fejre sit 25 års jubilæum i et marked, som er markant ændret, siden Peter Sick kom ind i vinbranchen. Det begyndte med, at han skulle rydde 300 m2 nonfood i supermarkedet på Søndre Fasanvej. Imidlertid var der ingen plan for, hvad pladsen skulle bruges til.

–  Jeg havde bemærket, at meget få for alvor satsede på vin. Det var den billige bulkvin, der dominerede. Derfor var det oplagt at lave en vinafdeling ud over det sædvanlige med hovedvægten på domaine- og châteauvine fra anerkendte producenter. Det blev startskuddet til strategien om at være god til bedre vin, forklarer Peter Sick.

Rygtet om de gode og billige vin nåede over til den anden side af Øresund og gav mange svenske kunder i butikken. Det blev startskuddet til et koncept, som har styrket først SuperGros og nu Dagrofas samlede vinindkøb og givet butikkerne et godt image på vin.

– Vi var blandt de første supermarkeder til at satse på bedre vine, ikke mindst fra Frankrig og lade dem ledsage af en beskrivelse, der ikke handlede om sydvendte skråninger, men om hvordan vinen smagte. Og dette image er stadig en del af GOBIvin, siger Peter Sick.

Siden er markedet forvandlet med en lang række nye salgskanaler – både fysisk og på nettet, flere nicheimportører og udvikling af nye vinmarkeder, hvor især de oversøiske som Chile, Argentina, Sydafrika og Australien har fået en stærk opblomstring som danskernes hverdagsvin.

Respekt og relationer

GOBIvin samarbejder med et halvt hundrede leverandører på et fundament af respekt og med vedvarende relationer. Derfor er topvine ikke længere et særsyn på supermarkedernes reoler.

– Tilliden opbygger vi at være med på messer og besøge vinproducenterne og i øvrigt behandle dem ordentligt. Når en topproducent som Mascarello vælger at sælge nogle af sine bedste vine til os, så er det fordi, at de har tillid til, at vi behandler dem og deres produkt seriøst. Det rygtes, forklarer Peter Sick.

Han fremhæver, at fx en Mascarello Barbera til 150 kr. per flaske i MENY gør det muligt for flere kunder at få en oplevelse ud over, hvad der er normal standard for supermarkeder.

– Vi lever af at sælge positive oplevelser i stedet for skuffelser. Ofte ved kunden ikke, hvordan vinen smager, før den er blevet åbnet, og de første dråber er hældt op i glasset og klar til at blive duftet til og så smagt. Dette øjeblik afgør, om kunden igen køber en vin i MENY fra GOBIvin.

 

Design og indpakning spiller en stadig større for, hvilken vin kunderne vælger i mellemklassen. I takt med at kvaliteten på vin i bag-in-box er steget, er design næst efter prisen en afgørende konkurrenceparameter, fortæller vinkøbmand Peter Sick, GOBIvin.

 

Vækst i økologisk vin

Tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologisk vin, hedvin, cider og spiritus steget med 67 pct. fra 2014 til 2015. Tendensen bliver bekræftet af GOBIvin.

– Vi har med stor succes lanceret en spansk økologisk Bag in Box (Everyday Wine Organic) i MENY. Alt peger i retning af at væksten af økologisk vin vil fortsætte, og GOBIvin vil komme med flere nyheder til MENY i segmentet inden for det næste års tid, siger Peter Sick, GOBIvin.

Ejvind Pedersen, som er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer siger til Berlingske, at ”forbrugere, der i forvejen køber økologi, gerne vil have, at hele fødevarepaletten er økologisk. Der er ikke længere kun basisvarer som æg og mælk, nu skal også luksusvarer som øl og vin være økologisk.

TOP 3 – de meste sælgende GOBIVin (målt på volumen)

Nugan, Australien
Cantina Valpoliciella, Negras, Veneto
Swartland  Winery, Sydafrika

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: