Det er godt nyt for de danske købmænd og detailbutikker, for hvem det har været en lang sej kamp gennem de sidste 20 år. Det betyder nemlig i praksis, at der fremadrettet skal opkræves pant på tyske dåser i grænsehandlen. Reglerne træder dog først i kraft fra 2029.
De Samvirkende Købmænd er tilfreds med, at der for nu er sat et endeligt punktum i sagen om pant på dåser købt syd for grænsen – om end de nye regler først træder i kraft fra 2029.
“Det er et skridt i den rigtige retning for både miljøet og for de danske butikker. Vedtagelsen af de nye regler vil klart mindske miljøbelastningen ved grænsehandel, men også skabe en mere retfærdig konkurrencesituation for danske handlende, der længe har været udsat for unfair konkurrence fra pantfri dåser solgt i udlandet,” siger Jannick Nytoft, administrerende direktør for De Samvirkende Købmænd.
”Desværre gælder reglerne først fra 2029, men både De Samvirkende Købmænd og Dansk Erhverv vil nu arbejde videre problematikken, og vi vil helt klart opfordrer politikerne til at forfølge en aftale med Tyskland om hurtigere i ikrafttræden,” siger Jannick Nytoft.
Foruden pant kommer emballageforordningen også til at betyde store forandringer for forbud og krav ved brug af take away-emballage samt nye genbrugs- og reduktionsmål for særlig plastemballage.