Det ønske er blevet hørt, når regeringen og en række partier nu er blevet enige om at afsætte seks milliarder kroner fra 2028 til nedsættelse af fødevaremomsen.
“En lavere moms på fødevarer er den mest direkte og effektive vej til varigt lavere priser. Derfor er det positivt, at der nu er bred politisk vilje til at se på momsen på fødevarer. Hvis det kan være med til at gøre hverdagen billigere for danskerne og samtidig styrke adgangen til gode dagligvarer, er det et skridt i den rigtige retning,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
“Aftalen viser, at der er politisk forståelse for, at fødevarer ikke er en luksus, men en nødvendighed. En reduktion af momsen kan på sigt være med til at skabe mere luft i privatøkonomien for mange danskere,” siger Jannick Nytoft.
De danske forbrugere betaler mere i moms for fødevarer end noget andet land i Europa. Kigger vi f.eks. på vores nærmeste to nabolande Tyskland og Sverige er momsen henholdsvis 7% og 12% (dog snart kun 6%). Kigger vi lidt længere væk, så er også Østrig på vej med yderligere lempelser af momsen på fødevarer.
“Hos De Samvirkende Købmænd glæder vi os over, at der – efter mange års kamp – nu er en politisk aftale, der vil gøre fødevarerne lidt billigere, for danskerne og vi ser frem til at bidrage til det videre arbejde, da vi naturligvis er interesserede i en løsning, der både sænker priserne på fødevarer i butikkerne og samtidig giver mindst muligt administrativt bøvl for virksomhederne,” siger Jannick Nytoft.




