Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Købmand går dobbelt op i størrelse

Købmand Kirsten Wede i Bredebro har bygget ny butik til fremtiden. Byen er blandt andet kendt for verdens største outlet af Ecco-sko Købmand Kirsten Wede er billedligt talt gået dobbelt

Købmand Kirsten Wede i Bredebro har bygget ny butik til fremtiden. Byen er blandt andet kendt for verdens største outlet af Ecco-sko

Købmand Kirsten Wede er billedligt talt gået dobbelt op i skostørrelse for at kunne træde ind i fremtiden som Bredebros eneste dagligvarebutik. Facadeskiltet med Min Købmand blev 9. november i fjor skiftet ud med SPAR, da hun samtidig kunne byde kunderne velkommen til en dobbelt så stor dagligvarebutik.

Den nye butik på 800 salgskvadratmeter er bygget op på grunden bag den gamle butik, som er revet ned og erstattet med parkeringspladser. Købmanden håber, at den bedre tilgængelighed vil få flere af medarbejderne på Eccos hovedkontor til at smutte indenom i stedet for at suse ud på omfartsvejen og handle i nabobyerne.

– Byen har også fået en ny attraktion med verdens største outlet af Ecco-sko, hvad der giver mange turister til byen. Med en ny og moderne butik midt i bybilledet kan vi forhåbentlig få nogle af dem til at handle hos os, siger Kirsten Wede.

Sammenlignet med den gamle butik har hun fået et rationelt butiksanlæg med bedre muligheder for at eksponere et bredt udvalg af dagligvarer og fremhæve frugt og grønt, kødafdelingen, vin, gaveartikler, blomster, delikatesse, convenience, friskmalet kaffe og brød. Selv økologien, som traditionelt har haft trange kår i det sønderjyske, er kommet mere frem i lyset.

Den første kasse grønt

– Det er underligt at tænke på, at det kun er 40 år siden, at vi fik den første kasse med grøntsager leveret til butikken. Senere fik vi mindre partier af kød og mejerivarer, og så kom frosten jo også til. Det er ikke længere kolonialvarerne, som er vores trækplaster. Det er ferskvarer, måltidsløsninger og gaveartikler, siger Kirsten Wede.

Hun købte butikken af den daværende købmand Harald Ganzel i 1989 og måtte frem til slutningen af 2015 dyste med LokalBrugsen i den modsatte ende af byen om den lokale handel.

– Egentlig var det meningen, at jeg skulle lukke butikken, da Kvickly Tønder ville købe den for at udvikle deres brugs-filial. Jeg nåede at søge et andet job, da handlen blev trukket tilbage. Det blev i stedet mit lod i samråd med Dagrofa at investere i fremtiden, forklarer Kirsten Wede, der glæder sig over chancen for at opleve et nyt kapitel som fremtidens købmand.

Generationsskifte

Investeringen på 15 mio. kr. er finansieret via Sparekassen Bredebro. Den 56-årige købmand har samtidig ansat sin tidligere elev, 32-årige Gitte Friis som souschef.

– Jeg har lagt sporene til et muligt generationsskifte. Alternativt står Dagrofa klar til at overtage de finansielle forpligtelser, hvad der giver en vis ro om fremtiden, siger Kirsten Wede, der venter at bringe butikken op på en årlig omsætning på 25 mio. kr.

Selv blev Kirsten Wede købmand ved lidt af en tilfældighed. Hun drømte om job på et kontor, men da hendes far døde, kom købmanden og spurgte, om hun ville være flaskedreng, så hun kunne få sin egne lommepenge. Dermed var hendes skæbne beseglet. Kort tid efter kom den første kasse med grønt.

Pris på kundekontakt

Som købmand sætter hun pris på kundekontakten: – Jeg kan godt lide at lave mad og går op i de ting selv. Jeg kan godt lide at komme med udfordringer og opskrifter, og at folk kommer og spørger. Der er ikke mange af de varer, jeg har i butikken, som jeg ikke selv har prøvet. Det er et frit liv. Jeg kan bare tage en time mere om aftenen, hvis jeg har snakket for meget.

Synlighed i butikken og sociale medier er købmandens våben i kampen om kundernes gunst i konkurrence med discountbutikker i Skærbæk og Tønder samt ikke mindst grænsehandlen.

– Jeg er meget aktiv på Facebook med gode tilbud, smagsprøver og aktiviteter. Vi rammer ikke længere kunderne med tilbudsavisen. Det skal være lokalt engagerende. Derfor har jeg også via Facebook efterlyst ambassadører, som har lyst til at give en hånd med i butikken, når vi holder forskellige arrangementer. Jeg har fået en utrolig flot opbakning fra mange af byens pensionister.

Købmand Kirsten Wede med sin nye SPAR i Bredebro. Fotos: Flemming Effersøe

Del:

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: