Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Dobbelt ministerbesøg i MENY Hjørring

Købmand Henrik Svanhede bød finansminister Kristian Jensen og skatteminister Karsten Lauritzen velkommen til en rundvisning i Vendsyssels største fødevaremarked Henrik Svanhede er ikke bare en passioneret købmand i Vendsyssels største

Købmand Henrik Svanhede bød finansminister Kristian Jensen og skatteminister Karsten Lauritzen velkommen til en rundvisning i Vendsyssels største fødevaremarked 

Henrik Svanhede er ikke bare en passioneret købmand i Vendsyssels største fødevaremarked. Han kalder sig også gourmet og feinschmecker og fortæller gerne kunderne i MENY Hjørring, at han er en lækkermund, som forstår at værdsætte god mad og drikke. Hvad kunderne sætter pris på og giver ”madarbejderne” den bedst mulige rollemodel.

Rygtet om den nordjyske livsnyder med en lang karriere som slagter bag sig er nået helt til Christiansborg og ind i ministerkontorerne. Mandag middag besøgte regeringens to ministre med forstand på pengesager Henrik Svanhede for at høre om visionerne for hele Danmarks fødevaremarked med udgangspunkt i Vendsyssel.

Finansminister Kristian Jensen og skatteminister Karsten Lauritzen var imponerede over at se det højprofilerede nordjyske supermarked.

– Det viser, at Danmark er besjælet med godt købmandskab, som giver vækst, job og udvikling i mindre bysamfund, siger Kristian Jensen.

Med 120 medarbejdere på lønningslisten kunne skatteministeren på statshusholdningen vegne glæde sig over, at købmanden med sit engagement bidrager positivt både lokalt og nationalt.

– Det er dejligt at se, at der skabes gode arbejdspladser – både for unge og ældre gourmeter her i Nordjylland. Stærke købmænd og supermarkeder er med til at give mange unge en god start på arbejdslivet, og det har vi brug for – især her i det nordjyske, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

45 år med forkælelse af smagsløgene

I 2014 vandt købmanden i Hjørring Tuborgfondets Retail Award 2014. Det var året før, at købmænd over alt i landet gik sammen om at lancere MENY som Danmarks nye fødevaremarked med et budskab om, at ”vi holder af mad”.

Prisen til Henrik Svanhede blev motiveret med, at han med ”sin passion og sans for nytænkning har vist, at et højprofil supermarked sagtens kan drives i udkants-Danmark”.

Supermarkedet i Hjørring kan næste år fejre 45 år med fokus på forkælelse af kunderne med et bredt sortiment af dagligvarer suppleret med håndplukkede delikatesser, økologiske varer samt specialiteter fra alverdens producenter.

Henrik Svanhede blev købmand i 2011.

I november i fjor kunne MENY Hjørring byde kunderne velkommen til en topmoderniseret butik efter en omfattende renovering til 22 mio. kr. Med sine 3.000 salgskvadratmeter og i alt 4.500 m2 er butikken blandt de største supermarkeder i Danmark. 300 m2 er lejet ud til Lagkagehuset og Hjorte apoteket.

Kvalitet og kompetence i højsædet

På turen rundt i butikken kunne de to ministre opleve nogle af de bedste ingredienser fra MENY-konceptet, hvor der er fokus på betjente afdelinger i fisk, ost, slagter og delikatesse.

Alle steder står ”madarbejdere” klar til at betjene og rådgive kunderne. Blomsterafdelingen er bemandet med blomsterbindere. I vinafdelingen er der også faguddannede medarbejdere til at guide kunderne gennem vinens verden.

Som gourmet har Henrik Svanhede også et godt øje til øllets muligheder og har sammen med kokken Carsten Kyster udviklet opskrifter for Landbrug & Fødevarer med øl i maden.

Da Henrik Svanhede i en periode på næsten 20 år var slagtermester i Dreisler, modtog han Landbrug & Fødevarers Slagter-pris.

Lokale varer og smagsaftenener

Lokale varer fra producenter i Vendsyssel er med til at skabe en ekstra dimension i fødevaremarkedet.

– Vi har rigtig mange danske og lokalt producerede varer lige fra kartofler over æg, ost og grønt til oksekød og lam. Vores fiskeafdeling køber fisk, der er fanget næsten lige uden for døren af fiskere fra blandt andet Hirtshals, Skagen og Strandby, oplyser Henrik Svanhede.

Hen over året har MENY Hjørring en række kundearrangementer, som appellerer til det sociale og smagsløgene.

Der er vin & gourmetaften, arrangement i samarbejde med Hjørring Revyen, private arrangementer for bl.a. kunstforeninger og vinklubber i Norge, smag på whisky og dens historie og smag på varer fra lokale leverandører.

Henrik Svanhede lægger ikke skjul på, at det kræver ekstraordinært hårdt arbejde af alle medarbejdere at drive et supermarked med flere end 17.000 varenumre i denne del af landet:

– Det kræver, at man hele tiden er på forkant med udviklingen med hensyn til, hvad kunderne efterspørger. Vore kvalitetsbevidste kunder vil gerne have oplevelser, når de handler, og det gør vi meget ud af med mange smagninger og events.

Hård konkurrence

Købmanden tilføjer, at i en tid med hård konkurrence er det også nødvendigt med lange åbningstider hver dag fra otte morgen til otte aften: – Vi skal også hele tiden at være konkurrencedygtig på priser, og vi har altid flere end 500 dagligvarer, hvor priserne tilpasses priserne i discountbutikker.

DSKs adm. direktør John Wagner håber, at de to ministre med besøget fik en forståelse for, hvad godt købmandskab med lokal forankring betyder for sammenhængskraften i Danmark:

– Henrik Svanhede formår med sin passion og engagement at drive et supermarked, som er blevet et fyrtårn for Vendsyssel. Det er vores opgave som brancheorganisation er sikre de bedste mulige rammevilkår for at drive det gode købmandskab til glæde og gavn for det lokale. Derfor siger vi, at vi passer godt på den danske købmand, hvad politikerne også bør gøre for at bevare et Danmark i balance.

 

Dobbelt ministerbesøg i MENY Hjørring, hvor købmand Henrik Svanhede bød velkommen til et af Danmarks største supermarkeder. 

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: