Spring til indhold

Discount med holdning… og et slot i Gram

Økologisk landmand og REMA 1000 har i fællesskab gjort Gram Slot til et af Danmarks mest kendte øko-brand Storken spankulerer rundt på marken efter den højteknologiske robot, som mekanisk fjerner

Økologisk landmand og REMA 1000 har i fællesskab gjort Gram Slot til et af Danmarks mest kendte øko-brand

Storken spankulerer rundt på marken efter den højteknologiske robot, som mekanisk fjerner ukrudt i rækkerne mellem de spirende økologiske løg og får regnorme op til overfladen. Køerne spiser danskdyrkede hestebønner i stedet for soja fra marker, der har fortrængt regnskove i Brasilien.

Om vinteren bliver Gram Slot og byen varmet op af vand, der om sommeren er blevet lagret med solvarme. Og mange af hustagene er lagt med tegl fra lokale lergrave.

Siden den økologiske landmand Svend Brodersen i 2007 købte Gram Slot og fik REMA 1000 med som ny medejer i 2010, er den sønderjyske by forvandlet til et fyrtårn for økologi og miljø. Sammen med slottet og uden slottet. For det handler om mere end et Gram slot.

Den visionære Venstre-landmand, der opgav en politisk karriere i Kolding Byråd med udsigt til en borgmesterpost, holder møde med REMA 1000s indkøbs- og marketingdirektør Anders René Jensen i slottets havestue, hvor de første gang mødte hinanden med Økologisk Landsforening som ”Kirsten Giftekniv”.

Nu sidder de igen og får en ny idé til et økologisk produkt i REMA 1000 fra Gram Slot.

Der er planer om, at Bryggeriet Fuglsang i Haderslev skal fremstille malt af slottets økologiske byg. Det kan i givet fald komme på hylden hos REMA 1000 som øl fra Gram Slot.

Økologisk rapsolie er til gengæld et produkt, der ikke vil kunne komme gennem slotsporten. For når først de olieholdige frø fra rapsen har ramt marken, så kan kun plantegift få dem væk igen.

Heller ikke gris med tre hjerter i det nye statslige dyrevelfærdsmærke vil umiddelbart kun stikke trynen frem med Gram Slot som afsender på pakken. For indtil videre er det køerne og markerne, som Svend Brodersen har faglig viden til at drive, så produkterne kan gøres tilstrækkeligt konkurrencedygtige.

Drømmen om at forandre

Drømmen om at forandre og få et projekt for livet førte ægteparret Sanne og Svend Brodersen til Gram slot, der havde stået tomt i 25 år og havde været ejet af slægten Brockenhuus-Schacks gennem 300 år.

Med en såkaldt ”sleeping partner” købte de det forfaldne slot med tilhørende 450 hektar jord, der delvist havde været lejet ud til Aarstiderne. Prisen var 90 mio. kr.

– Vi havde en ambition om at få bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv. Samtidig ville vi gerne med eksemplets magt vise, hvordan man kan gøre verden til et bedre sted for natur, dyr og mennesker. Som politiker vil man gerne gøre en forskel gennem holdninger. Men som landmand gør man det gennem sine handlinger, siger Svend Brodersen.

Derfor var det en stor anerkendelse for Sanne og Svend Sanne Brodersen, da daværende fødevareminister Mette Gjerskov i 2010 – samme år alliancen med REMA 1000 blev født – valgte Gram Slot, da hun skulle vise sine EU-kolleger et eksempel på fremtidens landbrug: et økologisk landbrug, hvor bæredygtighed, oplevelsesøkonomi og lokal jobskabelse går op i en højere enhed.

Udover landbrug fungerer slottet som kursus- og konferencested og driver gourmetrestaurant og hotelfunktion. Dertil kommer en lang række koncerter og meget andet.

Mens ægteparret Brodersen har ansvaret for landbrug og de mange forskellige arrangementer, som er knyttet til slottet, så er det Anders René Jensen og hans medarbejdere i Reitan/REMA 1000, der gennem forbrugerindsigt sørger for produktudvikling og markedsføring af de råvarer, som bliver til produkter på REMA 1000s butikshylder.

– Da jeg i 2009 for første gang satte mig ind i min bil for at køre til Gram, vidste jeg intet om slottet og landbruget. Jeg havde bare fået en adresse af Økologisk Landsforening og endnu en brandtale om økologi. Men jeg nærede nu ikke de store forhåbninger. For jeg var flere gange blev sat i stævne med leverandører, som ikke kunne levere de mængder og den stabile kvalitet, vi kræver som landsdækkende dagligvarekæde, fortæller Anders René Jensen.

Dengang var der 180 butikker i kæden. Nu er der knap 300 butikker.

Den rigtige partner

Gram Slot havde selv hyret Økologisk Fødevarerådgivning, der leverede analyserne og rådgivningen til Gram Slots valg af samarbejdspartner. På den baggrund stod det klart for Svend Brodersen, at REMA 1000 med sit store fokus på økologi var den rigtige partner.

– Vi ville gerne have, at det skulle være for Hr. og Fru Danmark.  Det er vigtigt, at der er en sammenhæng mellem en høj kvalitet og en rimelig pris, mener Svend Brodersen, der ved selvsyn havde oplevet kvaliteten af ferskvarerne i sin nye lokale REMA 1000 i Kolding, hvor han også kendte købmanden.

Mødet i vinterstuen på Gram Slot overbeviste Anders René Jensen om, at Svend Brodersen og Gram Slot var en seriøs samarbejdspartner. Udover gode kommunikative evner var Svend ud af landmandsfamilie, der har haft malkekøer gennem tre generationer og drevet landbrug, siden han var ung. Selv havde Anders som ung passet grise for naboen på Midtsjælland.

– Umiddelbart lyder det nok som lidt af en modsætning, at et slot og en discounbutik indleder et strategisk samarbejde om økologiske fødevarer.  Men vi deler nogle grundholdninger til økologi og fødevarer. Vi har et fælles mål om at udbrede økologien og gøre den tilgængelig for hele Danmarks befolkning gennem vores butikker og til priser, hvor alle kan være med, siger Anders René Jensen.

Kundebesøg på slottet

Gram Slot og REMA 1000 har en fælles vision om, at samarbejdet ikke kun handler om at sælge produkter.

– Vi inviterer både medarbejdere og kunder til at besøge slottet for at give dem et indblik i produktionen. For at se hvordan dyrene trives, og hvordan et moderne økologisk landbrug fungerer. Gennem besøgene får vi også input til nye produkter, siger Anders René Jensen.

Med den seneste omlægning af yderligere 1.000 hektar til økologi og noget nær en fordobling af antallet af malkekvæg vil Gram Slot og REMA 1000 i 2018 sætte turbo på produktudviklingen.

– Visionen er at skabe unikke produkter, og at kunden kan følge dem bogstaveligt talt fra jord til bord. Det er det, vi er gået i gang med, og det er vigtigt, at alle får det at se og har råd til at købe økologi, siger Svend Brodersen.

Rigsmødet

Efter at mælk, mel og gryn som noget af det første fra slottet var kommet på hylderne i REMA 1000 i 2010, blev der i september samme år holdt Rigsmøde på slottet, hvor købmænd fra alle REMA 1000 butikker var samlet.

– Festen gik over alt forventning. Og det var her, at tankerne om at blive medejer af slottet blev født. Vores norske ejer Odd Reitan, som var med til festen, var meget begejstret for slottet og gav senere grønt lys for at skyde penge i Gram Slot, så vi kunne udvikle forretningen og samarbejdet uden at blive forstyrret af fremmede kapitalinteresser. Landbrug er en langsigtet investering, siger Anders René Jensen.

Landmand Svend Brodersen (th), 51 år, og indkøbs- og marketingsdirektør Anders René Jensen, 49 år, i havestuen på Gram Slot, hvor de mødte hinanden for første gang i 2009. Siden er REMA 1000 blevet medejer af GRAM Slot. Fotos: Flemming Effersøe

Svend Brodersen i en mark med løg.

Discount med holdning

– Grundlæggende betyder discount med holdning, at vores varer sælges til lav pris men med klare holdninger og krav til varernes kvalitet og indvirkninger på mennesker og miljø, siger Anders René Jensen og tilføjer: – Vores holdning er, at det ikke skal være dyrt at handle ansvarligt.

– Med næsten 300 butikker landet over har vi stor indflydelse på rigtig mange menneskers liv gennem de produkter, vi tilbyder. Vi har derfor et naturligt ansvar for at sikre, at disse produkter er i orden og har en høj kvalitet i forhold til aspekter som smag, ernæringsindhold, klima og miljø.

– I REMA 1000 arbejder vi hele tiden på at fremme bl.a. økologi, etisk handel og bæredygtig produktion. Hvor det er muligt, vælger vi danske leverandører både pga. smag og kvalitet, men også af hensyn til miljøet.

Anders René Jensen.

Gram Slot

Gram Slot og REMA 1000s holdning til økologi og fødevarer er klar: Økologi skal gøres tilgængeligt for alle til priser, hvor alle kan være med.

Gram Slot, som er smukt placeret i Sønderjylland, har flere end 20 års erfaring på området, og driver det økologiske landbrug på i alt 2.100 hektar og 600 malkekøer.

Slottet er i dag et af Danmarks største økologiske landbrug.

Svend Brodersen.

 

 

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: