Spring til indhold
Søg
Close this search box.

Det er forår og tid til ny vækstpakke

Det er forår og tid til ny vækstpakke Af Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd, DSK. Bragt i Jyllandsposten d. 27.3.14. Inden påske skal der forhandles om en ny

Det er forår og tid til ny vækstpakke

Af Vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd, DSK. Bragt i Jyllandsposten d. 27.3.14.

Inden påske skal der forhandles om en ny vækstpakke. Ny vækst kræver, at erhvervslivets omkostninger kommer ned, så produktion og varer kan blive billigere for såvel udenlandske kunder som danske forbrugere.

Sidste år sænkede et bredt flertal ølafgiften og halverede – siden fjernede – afgiften på sodavand. Salget er øget i danske butikker og ifølge befolkningsundersøgelser, er der formentlig sket et fald i antallet af danskere, der grænsehandler. Lavere afgifter virker altså så mere af samme medicin, tak!

Hvis man for alvor skal sætte ind imod den unaturligt høje grænsehandel, vil det mest virkningsfulde være lavere afgifter på øl. Dernæst bør man kigge på en oprydning i alle de – undskyld udtrykket! – gakkede afgifter, der er så mange af. Det er ganske kuriøst, at afgiften eksempelvis er 13,89 kr. pr. kg på mandler med skal; men hvis skallen tages af, er afgiften 27,62 kr./pr. kg., og hvis mandlen er uden skal og hakket, så bliver afgiften 33,06 kr. Pistacienødder med skal er uden afgift, men hvis de er uden skal, er der en afgift på 18,39 kr. pr kg. De mange gakkede afgifter fremmer ikke produktiviteten i dansk erhvervsliv – tværtimod.

Afgiften på te indbringer årligt sølle 10 mio. kroner, men skal administreres af ca. 250 virksomheder. Så mange virksomheder skal involveres for så lidt! Et bredt politisk flertal har ligeledes ophævet den vægtbaserede emballageafgift, fordi den ikke havde nogen nævneværdi miljømæssig effekt og var administrativ tung. Men man har valgt at bibeholde den volumenbaserede emballageafgift, der opkræves via fx øl og sodavand, og som er omfattet af et obligatorisk pant- og retursystem. Miljøafgiften på sennepsglas og tomatpuré er altså fortid, men hvorfor så fortsætte med en miljøafgift på de emballager, der indsamles og genanvendes?  I Danmark har man allerede nu valgt at forhøje en lang række punktafgifter på især dagligvarer i 2015 og 2018. Vores nabolande forhøjer ikke deres afgifter pr. automatik, så forbrugerne kan se frem til dyrere varer her i landet og større incitament til at grænsehandle. Der er altså god grund til at lette på afgifterne, og der er nok at tage fat på.

Hvis Folketinget benytter den kommende vækstpakke til yderligere afgiftslettelser, vil man opnå langt mere end Kinderæggets berømte ”hele tre ting på én gang.” Ved at sænke afgifterne på et bredt udsnit af dagligvarer kan man både kickstarte det indenlandske forbrug, skabe arbejdspladser i Danmark, øge produktiviteten hos fødevareproducenterne og i detailhandelen, mindske danskernes grænsehandel i Tyskland, øge svenskere og nordmænds køb i Danmark, gøre Danmark til et lidt billigere ferieland samt fastholde en minimal inflation, der – trods lave lønstigninger – vil sikre en flot udvikling i reallønnen, uanset om man er på, eller uden for, arbejdsmarkedet.

Del:

RELATEREDE NYHEDER

Nyhedsbrevet for selvstændige købmænd: