Afdækningen afslører en skruppelløs omgang med de produkter, som de fleste af os elsker at nyde indimellem. Manglende betaling af chokolade- og sukkervareafgift og moms samt brud på fødevarelovgivningen hører til dagens orden i dette miljø.
Af forbundsformand Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF, vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd, skattepolitisk chef Jacob Ravn, Dansk Erhverv, og branchedirektør Leif Nielsen, DI Fødevarer – debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 14. november 2019
Med en afgift på slik og chokolade på intet mindre end 25,97 kr. pr. kg (og det er endda uden moms) er det altså ren guf for de kriminelle bander handle illegalt med de søde sager.
Det siger sig selv, at med så høj en afgift er den økonomiske gevinst ved illegal handel med slik og chokolade ret stor. En lastbil med 1 ton ulovligt slik unddrager for 32.500 kr. i afgifter og moms. Det er en god business case og en sand pengemaskine for de kriminelle. Da straffen for at unddrage sig afgifter og moms samtidig er beskeden, så giver det sig selv, at banderne skifter hash ud med Haribo.
Vi mener, at det er et åbenlyst problem, når afgiften på slik og chokolade er blevet så høj, at det tiltrækker organiseret kriminalitet. Problemet er blevet så omfattende, at man ikke kan kontrollere sig ud af det. Heldigvis ligger løsningen lige for. Den klart mest effektive måde at bekæmpe den illegale handel og de kriminelle miljøers indtog på denne banehalvdel på er ved at svække de økonomiske incitamenter, som motiverer banderne.
Med andre ord er der ingen anden udvej end at sænke afgiften på slik og chokolade, hvis man vil den organiserede kriminalitet til livs på dette område.
Skatteministeriet selv har ved flere lejligheder kastet sig ud i at skønne over udviklingen i den illegale handel med slik og chokolade, og her er der en klar sammenhæng mellem de afgiftsstigninger, vi har set over en længere periode, og omfanget af illegal handel med slik og chokolade.
Jo højere afgift, jo hørere skønnes den illegal handel at være. Vi opfordrer derfor regeringen til at lægge en plan for at fjerne eller sænke chokolade- og sukkervareafgiften over de kommende år.
Det vil give en bedre smag i munden at få bugt med det illegale slikmarked. I tilgift vil man give de økonomisk pressede familier en håndsrækning og styrke mulighederne for at bevare og udvikle danske arbejdspladser i konfekturebranchen og i detailhandlen. Denne tredobbelte gevinst ligger lige for at indkassere.