Resumé
Der er ingen tvivl om, at regler og bureaukrati koster de danske købmænd mange timer og dermed også mange penge. Mange indberetninger, registreringer, regulerede arbejdsgange mm. giver mening af hensyn til f.eks. fødevaresikkerheden – men det ændrer ikke på, at det koster. Det er dog ikke så ligetil at vurdere, hvor meget det koster. Med afsæt i tre forskellige estimater kan det dog vurderes, at bureaukratiet koster dagligvarehandlen mellem 1,3 til 1,8 mia. kroner – og muligvis mere. Det første estimat baserer sig på en fremskrivning af en vurdering fra Erhvervsministeriet. Fremskrivningen viser, at bureaukratiet koster virksomhederne 36-38 mia. kroner i alt; det svarer til ca. 12.300 kroner pr. medarbejder – og det svarer til, at bureaukratiet koster dagligvarehandlen cirka 1,37 mia. kroner. En nyere undersøgelse peger på, at virksomhederne samlet set bruger 49 mia. kroner på at håndtere indberetninger, dataindsamlinger, administration af afgifter og stabshåndtering af regulatoriske krav. Baseret på dette tal viser det andet estimat, at bureaukratiet koster dagligvarehandlen ca. 16.000 kroner pr. medarbejder svarende til ca. 1,8 mia. kroner i alt. Det tredje estimat tager højde for, at omkostningerne til bureaukrati ikke er ligeligt fordelt, men i høj grad er afhængig af virksomhedernes størrelse. Tager man dette afsæt, ender det samlede estimat over dagligvarehandlens omkostninger til bureaukrati på ca. 1,3 mia. kroner. Uanset afsættet og metoden tyder meget således på, at dagligvarehandlen håndterer bureaukrati for et milliardbeløb. |
Om dette notat
Det er tilladt at citere fra denne analyse med henvisning til DSK.
Alle billeder er fra www.unsplash.com eller DSK.